Det gjorde egentlig ikke ondt, men hold da op, det føltes mærkeligt.
Linda Klitgaard forklarer, at hun egentlig ikke husker så meget mere fra den aften hjemme hos kæresten, da hun pludselig mistede hele højre synsfelt.
Faktisk husker hun ikke klart og sammenhængende før tre uger senere, da hun ligger i en hospitalsseng omgivet af blomster, og en overlæge fortæller, at et medfødt svagt blodkar i hovedet er bristet, og at hun har haft en hjerneblødning.
Indtil da havde den aarhusianske studerende læst sig helt frem til specialeskrivningen på filosofistudiet på universitetet. Og som hun selv formulerer det, ”så hører universitetsstuderende nok til blandt de bedste og hurtigste læsere i Danmark”.
– Men da lægerne og neuro­psykologerne testede mig for at se, hvad der havde taget skade af hjerne­blødningen, så kunne jeg godt nok stadig skrive korrekt med sirlig velordnet håndskrift. Men jeg kunne ikke læse to sammenhængende bogstaver, heller ikke dem, jeg selv havde skrevet. Det kaldes ren aleksi. ”Ren”, fordi hverken min evne til at tale eller skrive er blevet berørt, siger hun.

Surrealistisk og naturligt

For en måneds tid siden afleve­rede Linda Klitgaard sit filosofi­speciale.
At nå dertil, når man i starten ikke kan læse ”Søren og Mette”-bøgerne fra første folkeskoleklasse og langt mindre kan komme igennem Kants ”Kritik der reinen Vernunft”, handler om tre ting, forklarer hun: genoptræning, støtte fra universitetet og ikke mindst elektroniske hjælpemidler til ordblinde.
– Det var ret surrealistisk ikke at kunne læse. Ord var på forskellig vis en meget central del af mit liv. Og at skulle starte helt forfra med at lære læsningen igen, var især mærkeligt og lidt spændende, fordi jeg jo stadig havde tyve års akkumuleret viden fra min skole­gang inden i hovedet. Det har da været en stor sorg at miste sin læsning, men jeg tror, at jeg valgte at acceptere det på samme måde, som man vælger at acceptere, at når man slipper et glas i luften, så falder det til jorden. På en måde virkede det helt naturligt og samtidig supermystisk, siger Linda Klitgaard.

Vigtigt at studere

Allerede på hospitalet begyndte hendes genoptræning, men som det er helt normalt med hjerneskader, så kan de mistede evner kun findes frem igen til en vis grad. Her trådte Rådgivnings- og støttecentret på Aarhus Universitet til, og Linda Klitgaard fik den samme it-pakke af hjælpemidler, som normalt stilles til rådighed for ordblinde.
– Systemet fungerer ved, at man scanner alle tekster ind i computeren, som så kan læse dem op. I starten var jeg meget skeptisk, fordi oplæsning virker så langsomt. Men da jeg fandt ud af, at man kunne skrue op for oplæsningshastigheden og vænnede mig til at bruge computeren, gik det meget bedre. Men der gik da halvandet år, fra jeg læste 2. klasses letlæsning, til jeg kunne gå i gang med de filosofiske tekster igen, smiler hun.
Den nu snart tidligere filosofi­studerende forklarer, at hun egentlig aldrig overvejede at droppe studierne og specialet.
– Jeg har hele tiden tænkt det som det mest selvfølgelige i verden, at jeg ville gøre min uddannelse færdig, og det at tilegne mig viden og bruge mit hoved fandt jeg ud af, var meget vigtigt for mig. Men der var en lang periode, hvor ingen kunne vide, hvad der realistisk set var muligt. Skader på hjernen har helt individuelle udfald, så det er meget ”trial and error”, og det ved neuropsykologer heldigvis meget om. Der er rigtig mange, der har aktier i, at det umulige blev muligt for mig. Min specialevejleder har også været helt fantastisk, siger hun.

Specialet var det mindste problem

Når man spørger, hvordan hun egentlig læser i dag, forklarer Linda Klitgaard, at det egentlig ikke er så ligetil at svare på.
– Min læsesikkerhed er fuldstændig som før. Du kan ikke give mig et ord, jeg ikke kan læse. Men mit tempo er stadig lavt uden hjælpemidler. Jeg vil tro, at der er børn i første klasse, der læser hurtigere end mig. Men den anden dag læste jeg mit 100-siders speciale igennem på en time og ti minutter med hjælpemidlerne, og det tror jeg næsten er hurtigere, end jeg kunne have gjort før.
Linda Klitgaard slår fast, at hun både har haft en rigtig god konsulent på Rådgivnings- og støttecentret til at bakke hende op, og at hun har fået god hjælp fra alle, hun har mødt på universitetet.
– Til gengæld tror jeg, min specialeproces hører til blandt de mere behagelige. Jeg nød at skrive speciale og har ikke pisket en stemning op med stress og unødigt forventningspres. Specialet har jo vitterligt været et af de mindste problemer i mit liv.