Tværfaglighed.
Smag lidt på det. Sig det højt nogle gange, og prøv så at gætte på, hvornår ordet mon er opstået.
Hvis tankerne går i retning af begyndende rundkreds og grydehår, så er det ikke helt galt.
Ordet optræder nemlig ifølge Dansk Sprognævn første gang i 1963. Men det er faktisk først på denne side af årtusindskiftet og under den borgerlige regering, at ordet for alvor har indtaget både uddannelses-, forsknings- og erhvervslivet. I en sådan grad, at ”tværfaglighed” er et af ordene i det spil, der går under navnet Bullshit Bingo. Det er spillet, hvor du selv udfylder en spilleplade med alle tidens buzzwords, tager den med til et kedeligt møde og løbende krydser felterne ud, når ordene falder. Fra vores helt egen verden er tværfaglighed et af de direkte mål med hele den faglige udviklingsproces, hvor målsætningen blandt andet er ”at styrke tværfagligheden i forskning 0g undervisning”.
Anderledes var det i 70’erne og 80’erne.
– Dengang skulle du i den grad have argumenterne i orden, hvis du gik ind for tværfaglig undervisning eller forskning. Men i dag har det fået karakter af en selvfølgelig plusværdi, og nu er det nærmere kerne- eller enkeltfagligheden, du skal kunne forsvare, siger Dorthe Jørgensen, professor i filosofi og idéhistorie.

Klassisk kontra moderne viden

Dorthe Jørgensen peger på, at diskussionen om tværfaglighed kontra kernefaglighed i virkeligheden er en gammel diskussion om, hvad viden er for en størrelse.
Og faktisk kan ønsket om tværfaglighed ses som en tilbagevenden til et mere klassisk, egentlig oldgammelt, vidensideal, der for eksempel indgår i Oplysningens og Romantikkens fokus på at danne det hele menneske. Kerne- eller enkeltfagligheden er derimod et nyere vidensideal, der stammer fra den moderne naturvidenskab og dens mere operationelle eller problemløsende tilgang til verden.
Når der tilsyneladende sker et skifte nu, og uddannelsesinstitutioner i den grad har taget tværfagligheden til sig, skyldes det ikke mindst erhvervslivets efterspørgsel. En undersøgelse fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen (2009) viser, at den tværfaglige forskning er mere appellerende for virksomhederne end den enkeltfaglige.
– Vi er gået fra et industrisamfund til et videnssamfund, og derfor bliver opgaverne på arbejdspladsen mere komplekse for den enkelte. Det kræver nye kompetencer, lyder professor Dorthe Jørgensens forklaring.

Den svære balance

I gymnasierne kom tværfagligheden for alvor på skemaet i 2005 i kraft af gymnasiereformen og det nye fag AT, almen studieforberedelse. Her skal eleverne undervises i et emne, der belyses af mindst to fag fra hvert sit hovedområde.
Ove Poulsen, direktør og daglig leder af Ingeniørhøjskolen, har siddet i Følgegruppen for gymnasiereformen, og han har blandt andet været med til at skære i AT, så det i dag ikke længere fylder 20 procent af undervisningen på grundforløbet, men kun ti procent.
– Jeg vil gerne forsvare AT, fordi jeg mener, idéen bag er rigtig. Men vi nedgraderede omfanget, fordi vi var usikre på, om kernefagligheden var helt på plads, inden man tog fat på det tværfaglige. Det er imidlertid vigtigt både på gymnasie- og universitetsniveau at lære, hvordan man arbejder mere projektorienteret, præcis som man gør det i erhvervslivet, siger Ove Poulsen.
Han mener derfor, at både gymnasiereformen og den faglige udviklingsproces er de helt rette strategier. Det handler bare om at finde balancen mellem kernefagligheden og tværfagligheden.
– Kernefagligheden er jo hele ens identitet og ståsted i tilværelsen. Og man kan ikke samarbejde med nogen, før man har sit eget fundament på plads. Du skal med andre ord kende grænserne for dit eget fag og din faglighed, før du kan se frugterne af et samarbejde. Og det gælder både på gymnasiet, på universitetet og i erhvervslivet, siger han.

Ikke nok bare at sætte folk sammen

Dorthe Jørgensen peger dog på, at tværfagligheden ikke kommer af sig selv, bare fordi man sætter folk fra forskellige fagligheder sammen.
– Det er jo nemt at blive begejstrede for hinandens områder og viden, men det er svært at komme frem til ny og fælles viden, fordi man ofte glemmer at skabe en fælles grund for samarbejdet, siger hun.
Der skal med andre ord være en klar opgave at mødes om og en løbende refleksion over, hvad man hver især mener med de ord, man bruger.
– Der er for eksempel stor forskel på, hvad begreber som erfaring og erkendelse betyder, alt efter om du er fysiker eller filosof. Så for at tværfagligheden skal lykkes, skal man tænke på tværs og ikke bare sidde fysisk sammen, lyder opfordringen fra Dorthe Jørgensen. Hun er derfor mere bekymret for, om der vil ske en reel tværfaglig forskning, end for hvad der vil ske med kernefagligheden.
­– Jeg håber på, at vi kan nå frem til en mere helhedsorienteret tænkning via det her fokus på tværfaglighed, men jeg frygter, at vi sidder fast i de modsætninger, som vi plejer at opfatte verden i. Det helt afgørende er, om vi får mulighed for også at lave grundforskning, eller ­om det hele nu blot skal være forskning, der har karakter af bestillingsopgaver. Hvis det sidste sker, så går det ud over både den frie forskning og håbet om, at tværfaglighed fører til et nyt syn på viden, der tænker i helheder. Så bliver tværfaglighed blot et andet ord for projektorienteret samarbejde, siger Dorthe Jørgensen.