Aarhus Universitets segl

Afsløring af rummet bag ”Døren”

Hvad gemmer der sig bag den mystiske dør under Ringgaden?

Under Ringgaden på Campus Aarhus løber en underjordisk gang mellem Studenternes Hus og Aulaen. Præcis halvvejs under gaden er der en dør i væggen. Måske hører du til blandt dem, der altid har undret sig over, hvad der mon gemmer sig bag døren? Måske blandt dem, der skynder sig forbi, fordi det er lidt uhyggeligt. Men nu kan vi løfte sløret og stille din nysgerrighed: Bag døren gemmer sig et minimalt lokale, højst fem kvadratmeter stort, med en brønd og en grundvandspumpe. Mere eksotisk bliver det desværre ikke. Driftsinspektør Per Okholm fortæller, at når det regner, og vandet i brønden stiger, så starter pumpen og fører vandet videre op i en regnvandsledning. Det er derfor, du kan høre en summen bag døren, når vejret er dårligt.

 

 


 

Søger i dybet ...

Universitetet har travlt med at finde "dybere sammenhænge" i overensstemmelse med mottoet "Søger i dybet den faste grund", men hvad er der egentlig dernede? UNIvers har været på eventyr i kældrenes dyb.