Aarhus Universitets segl

Overstå træningen mellem modulerne

Til daglig bruges Handelshøjskolens motionsrum flittigt – særligt i pauserne mellem timerne.

Foto: Roar Lava Paaske

I Handelshøjskolens kælder kan ører og næsebor godt tage fejl af fredagsbar og fitness. Selvom man på vej ned ad trappen kan høre dunkende rockmusik og omsluttes af en lugt af sved, så er det ikke Klubben, vi besøger. Det er Studenterlaugets fitnesscenter, som er til rådighed for alle studerende og ansatte på ASB-campus. For den nette sum af 300 kroner for et helt semester får man adgang til lokalet, som er fyldt med fitnessmaskiner, spejle, vægtskiver og -stænger. Om aftenen bliver gulvet sågar ryddet, og fitnesshold som for eksempel zumba bliver afholdt.
Til daglig bruges rummet flittigt – særligt mellem modulerne. Så kan dagens træning ”overstås”, og eftermiddagen er fri, siger Jacob Sørensen, som dagligt bestyrer rummets inventar og træning.
– Her er en helt fantastisk stemning i forhold til nogle af de store kæders træningscentre. Fordi det er studerende, som er her, er det også en forholdsvis snæver aldersgruppe, og det giver et helt andet miljø, siger han.

 

 


 

Søger i dybet ...

Universitetet har travlt med at finde "dybere sammenhænge" i overensstemmelse med mottoet "Søger i dybet den faste grund", men hvad er der egentlig dernede? UNIvers har været på eventyr i kældrenes dyb.