Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

God undervisning – how to do?

Det er sidst på eftermiddagen, du står foran et fyldt klasselokale med faglighed til op over begge ører, men de studerende tænker ikke på andet end kaffepause.

Foto: Roar Lava Paaske

Lene Tortzen Bager, lektor og ph.d. ved Center for Undervisningsudvikling (CFU) giver forslag til, hvordan man kan tilrettelægge sin undervisning, så de studerende holdes aktive og får det optimale ud af det.

Kodeord: Variation

Det er en anstrengende proces at lære noget og holde sig koncentreret i undervisningen. Det er underviserens opgave at strukturere stoffet, så de studerende kan følge med. Undervis på varierede måder, og indarbejd for eksempel pauser eller små mundtlige øvelser, hvor de studerende aktivt tænker i stedet for passivt at lytte til forelæseren.

Inddrag tilhørerne

 

Et typisk problem er, at de studerende inddrages for lidt i forhold til det faglige stof. Brug for eksempel summeøvelser: et par minutter, hvor den studerende sammen med sidemanden finder et konkret eksempel på emnet eller diskuterer et kort spørgsmål.

Skab sammenhæng mellem undervisningsgangene

For eksempel ved at de studerende skal lave diskussionsoplæg til teksterne eller lægge artiklers hovedpointer ud i en fælles konference inden undervisningen. Anvend bidragene i undervisningen.

Husk feedback

Skab et miljø, hvor de studerende tør byde ind med spørgsmål og bidrag. Giv dem klar feedback, så de ved, hvad der er rigtigt og forkert. Underviserens feedback til de studerende er afgørende for de studerendes lyst til og mulighed for at bidrage, og den er afgørende for stemningen på holdet.

Hvor kan jeg få hjælp

Hvert hovedområde har en pædagogisk enhed, der kan vejlede undervisere i deres arbejde. Læs mere om undervisning og vejledning.