Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Undervisningslysten smitter!

Både auditoriets indretning, variation i undervisningen og kroppens fysiske tilstand har betydning for de studerendes koncentrationsevne. Underviserens engagement er dog langt den vigtigste faktor, mener ekspert.

Illustration: Louise Thrane Jensen

25 minutter. Længere er vi mennesker, unge som gamle, ikke i stand til at holde koncentrationen rettet mod én bestemt ting.
– Derfor er det ikke bare børn i folkeskolen, men faktisk os alle sammen, som har glæde og gavn af at lære på forskellige måder. Varierer underviseren sin universitetsforelæsning, er der langt større effekt af den. Efter de første 25 minutter er det for eksempel en god idé med en form for gruppeøvelse eller fysisk aktivitet. Ellers falder de studerende stille og roligt fra, siger lektor på Center for Grundskoleforskning, Frans Ørsted Andersen, men erkender dog samtidig, at flere andre faktorer ligeledes spiller ind på koncentrationsevnen.

En uundværlig alliancefaktor

Det er nemlig også vigtigt, at undervisningslokalet eller auditoriet er indrettet lyst, indbydende og med behagelige sæder. Og at de studerende er friske og veludhvilede og i god fysisk form.
– Men vores undersøgelser viser, at  underviserens engagement kan gå ind og underkende disse andre faktorers betydning for de studerendes koncentrationsevne, siger Frans Ørsted Andersen.
– Hvis underviseren er særdeles engageret i sit stof og er en levende formidler, så kan det faktisk udviske de negative virkninger, et
mørkt forelæsningslokale og fysisk træthed har. Det kan endda betyde, at de studerende kan koncentrere sig væsentligt længere end 25 minutter ad gangen, uddyber han.
Om underviseren er god til at holde de studerendes opmærksomhed fanget eller ej, handler om såkaldt pædagogisk relationskompetence.
– Det er simpelthen et spørgsmål om, at de studerende opnår en følelse af, at underviseren er der for deres skyld. Det er en alliancefaktor, som er fuldstændig uundværlig i enhver succesfuld undervisningssituation, siger Frans Ørsted Andersen.

Manglende prestige

Og at fremelske sådan en alliancefaktor, det lærer underviserne allerede på deres adjunktpædagogikum.
– Under dette forløb vælger underviserne ét af flere temaer, som de så går i dybden med. Forelæsning er for eksempel et tema, og her får den enkelte underviser nogle redskaber til at supplere sin forelæsning med aktiverende elementer for de studerende, siger Arne Kjær, prodekan for uddannelse på Arts og leder af Center for Undervisningsudvikling (CFU).
Efter grunduddannelsen giver universitetet imidlertid ikke underviserne mange konkrete muligheder for at forbedre deres undervisning.
– Vi har i CFU tidligere forsøgt os med at udbyde en del undervisningskurser, men vi måtte aflyse dem gang på gang – der var ikke ret mange tilmeldinger, og vi droppede derfor konceptet, siger Arne Kjær.
De manglende tilmeldinger overrasker dog ikke Frans Ørsted Andersen.
– Det er et typisk problem på universitetet, at der ikke er nok fokus på undervisningen. Der er simpelthen ikke nok prestige i at undervise på AU. Her kunne vi
lære en del af flere amerikanske
universiteter, hvor alle undervisere obligatorisk får grundige og opfølgende kurser i både teori og praksis. Vi bør værdsætte den gode undervisning noget mere, siger han. Arne Kjær fortæller, at man allerede nu forsøger at imødegå dette problem.
– I stedet for kurserne laver vi nu udviklingsaktiviteter, hvor vi tilbyder rammer for udvikling af teoretiske såvel som praktiske undervisningskompetencer. I efteråret havde vi for eksempel et projekt med Filosofi og Idéhistorie med fokus på, hvordan man bruger læsegrupper og instruktorer mere aktivt i undervisningen, siger han.