Studiestart september 1980, Det Lægevidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.

Store anatomiske auditorium emmede af 200 forventningsfulde nye medicinstuderende. Dekanen bød velkommen, høj og i gulvlang sort kappe, med ”opmuntrende” ord: ”Kig på sidemanden til højre og til venstre, kun én af jer tre vil få et job som læge. Vi uddanner til arbejdsløshed.”

Da jeg startede på historiestudiet i det Herrens år 1965, var der ikke så meget tvivl om, hvem der bestemte alt. Det gjorde professorerne. De skiftedes så til at stå for den såkaldte forprøve, som man forberedte sig til de to første studieår, og som havde som formål at skille fårene fra bukkene.

Den første udfordring var at finde instituttet. Det lå tilbagetrukket fra vejen, bag ved nogle jordvolde og omgivet af græs, kolonihaver og skov. Et midlertidigt byggeri, en barak fra omkring 1970. Nu var det 1988. Langt væk fra alting lå det, næsten som et sommerhus i en gammel svensk film. I hvert fald skinnede solen, og fuglene sang.

Universitetet er stort og rummeligt; mødet med det tager uendeligt mange skikkelser, alt efter studium, årstal, personer. Jeg begyndte i 1972 på det, der hed Institut for Nordisk Sprog og Litteratur. Jeg kom fra Slagelse og tog ”helt til Aarhus” af flere grunde; en af dem var det eksotiske.

Det er nu otte år siden, jeg for første gang gik op ad trappen med de gule klinker og ind ad døren bag de nærmest hellige gule mure. Jeg er blevet en bachelor-, kandidat- og ph.d.-grad rigere, men første dag på uni i 2003 står stadig skarpere i min hukommelse end størstedelen af det pensum, jeg har været igennem siden.

Mediestormen efter Utøya er ved at lægge sig, men først nu begynder det psykiske efterspil for de overlevende. Mange vil føle sig overmandet af et virvar af tanker, og ud af dem kan en skyldfølelse gro frem: Hvorfor lever jeg, mens andre døde? I psykologien kendt som ”survivor’s guilt”.