Aarhus Universitets segl

75 år med to nobelprismodtagere og en statsminister

I 1936 var de 50. I dag er de 1.200 studerende. Cand.oecon.-studiet fejrede sit 75-års jubilæum med en skøn blanding af skulderklapperi og anekdoter fra dengang, da pigerne var en mangelvare på studiet og økonomerne i samfundet.

Folmer Bang Hansen. Foto: Lars Kruse

Folmer Bang Hansen påbegyndte økonomistudiet i 1959 sammen med syv andre mænd. Et idealistisk 19-årigt krigsbarn drevet af lysten til at ændre samfundet.
– Jeg læste i Svendborg Avis, at landets økonomi var ad helvede til, og så tænkte jeg, at det måtte jeg da gøre noget ved. Han endte med at tilbringe 30 år i EU med ulandsprogrammer og finansiering af minedrift.
– Jeg har set rigtig mange huller i jorden og rigtig meget guld, fortæller den 70-årige Folmer Bang Hansen. Han var en af de cirka 300 gæster den 28. oktober, da jubilæet blev fejret.
Sammen med andre alumner kunne han høre professor og viceinstitutleder Torben M. Andersen revse en anden tidligere alumne og statsminister, Anders Fogh Rasmussen, for ikke at lytte til de økonomiske vismænd i 2007, da de opfordrede regeringen til at stramme finanspolitikken, fordi økonomien var overophedet.
Anderledes toner lød der fra dekan for Business and Social Sciences og cand.oecon.
– alumne Svend Hylleberg til de herrer Trygve Haavelmoe (1911-1999) og Dale T. Mortensen (f. 1939). Den ene tidligere, den anden nuværende ansat ved Institut for Økonomi – og begge nobelprismodtagere. I det hele taget var det svært at komme uden om studiets store succes med en udklækning af nogle af landets dygtigste direktører, vismænd og politikere gennem årene.