Aarhus Universitets segl

Når fællesskabet tipper over

Mobning handler ikke kun om mobber og mobbeoffer, for mobning er en stærk fællesskabsform, der skaber et "vi" ved at udstøde andre fra fællesskabet. AUgustus ser nærmere på fællesskabets betydning for mobning – og på fællesskabets betydning for at bryde mobning.

»Ofre for mobning rammes på deres livsappetit og hele deres livsgrundlag. Vi ser, at såvel børn som voksne kan få posttraumatisk stresssyndrom af mobning. Det siger noget om alvoren,« siger mobbeforsker Helle Rabøl Hansen. Foto: Anders Trærup

Der var Lise, der lugtede surt og gik i gammelt tøj. Der var tykke Per med briller og bumser. Og hvis vi husker godt efter, var der vist også hende den usynlige, vi sjældent lagde mærke til, og som aldrig blev inviteret med til fødselsdage og klassefester. Og så var der Thomas og Martin, der mobbede.
De fleste af os har minder fra skoletiden om mobning. Men hvorfor var det egentlig, Per blev mobbet? Og hvorfor var det altid Thomas og Martin, der mobbede ham? Og var det i virkeligheden så enkelt?  
AUgustus har spurgt mobbeforskeren Helle Rabøl Hansen om, hvilke mekanismer der er i spil, når mobning tager over i en skoleklasse.
»Mobning er konsekvens af et fællesskab, der tipper over og bliver til et udstødelsesfællesskab, der drives i kraft af at skabe »ude«- og »inde«-mønstre,« forklarer hun.  

Drop prædikaterne

Helle Rabøl Hansen mener ikke, at mobning opstår, fordi nogle børn er født onde, og andre er dømt til at være mobbeofre. Det er udtryk for en forenklet forestilling om, hvad mennesker og mobning er.
»Vi kan ikke sætte prædikater på eleverne. Mobning er resultatet af en uformel social orden i klassekulturen. Derfor skal vi ikke tale om onde børn, men om onde mønstre, og det er dem, mønstrene, der skal brydes,« siger hun.
Når hun er afvisende over for alene at fokusere på mobbere og mobbeofre, er det dels, fordi hun ser, at positionerne kan skifte over tid – en overgang er det Lise, der bliver mobbet, senere er det måske Louise –  dels, fordi alle elever i klassefællesskabet spiller en rolle.
»Alle elever positionerer sig i klassens fællesskab, og de har alle en plads i mobbemønsteret,« siger Helle Rabøl Hansen.  

»Jamen, hun er da også lidt mærkelig«

Alligevel hersker der en udbredt tendens til at se på Lise og Per som børn, der er noget galt med og derfor bliver mobbet. Det afspejler en kultur blandt lærere, elever og forældre, der på én gang undskylder og legitimerer mobning.  
»Jeg kalder det jamen-effekten. Det dækker over voksnes tendens til at bortforklare mobning: »Jamen, hende Lise er da også lidt mærkelig. Og ham Per holder sig da også for sig selv.« På den måde gør de sig blinde over for mobningens kollektive karakter, og i stedet opfindes fortællinger, der legitimerer mobbehandlinger blandt eleverne,« forklarer Helle Rabøl Hansen.
De individualiserede forklaringer på mobning resulterer i, at offeret står helt isoleret, og det er voldsomt nedbrydende.
»Ofre for mobning rammes på deres livsappetit og hele deres livsgrundlag. Vi ser, at såvel børn som voksne kan få posttraumatisk stresssyndrom af mobning. Det siger noget om alvoren.«

Opgør med jamen-effekten

Helle Rabøl Hansen efterlyser et opgør med jamen-effekten og den individualiserede tilgang til problemet. Hun opfordrer i stedet til at udvide perspektivet og få blik for, hvordan klassens kultur – som lærerne også er en del af – influerer på mobning.  
Hun peger på, at det især er i klasser, der har svært ved sammen at finde meningen med skolegangen, at mobning florerer. Den forskning, hun har bidraget til, viser, at i skoleklasser med mobning er der også udbredt ensomhed, angst og skolelede blandt eleverne.   
»Noget tyder på, at mobning kan være en måde for eleverne at skabe en mening med det hele på. Mobning giver en følelse af at tilhøre et fællesskab, og det er noget, alle mennesker har behov for. Mobning er et svar på menneskers longing for belonging.«
I Helle Rabøl Hansens teori om mobning ligger samtidig materialet til antimobbende processer.
»Hvis mennesker søger noget at være sammen om, så kan vi jo byde ind med et andet fællesskab, et alternativ til mobbefællesskabet. Men det kræver altså mere end en fredagskage og en snak om mobning i ny og næ på et møde i klassen.«
Den antimobbende indsats kan i stedet gøres til en integreret del af skolens kerneopgave: undervisningen.
»Engagerede og passionerede lærere kan gennem inspirerende og involverende undervisning være med til at udvikle et klassefællesskab, hvor det er undervisningen og det at lære noget, at finde ud af noget sammen, som klassen er fælles om, og det kan i nogle tilfælde helt udkonkurrere mobbefællesskabet og skabe en ny klassekultur,« siger Helle Rabøl Hansen.
Hun henter inspiration til sin teori om mobning fra videnskabsteorier, der ser på mennesker som sociale væsner, der får identitet i samspil med andre mennesker. Hun bruger fællesskab som et begreb om menneskers sociale organiseringer.
»Det betyder, at jeg ikke forbinder fællesskab i sig selv med noget positivt eller negativt, men som praksisser, der skaber mennesker. Fællesskaber kan være diskriminerende, undertrykkende og mobbende, men de kan altså også være dynamiske, demokratiske og udviklende,« forklarer Helle Rabøl Hansen.
»Med de briller på kan kampen mod mobning forstås som en kamp om, hvad fællesskabet skal rette sig mod.«  


Mere om mobning

edu.au.dk/aktuelt/aktuelle-temaer/mobning kan du læse mere om AU's store forskningsprojekt om mobning. Her finder du videointerview med mobbe-forskere og kan læse om den nye antologi Mobning gentænkt, som Helle Rabøl Hansen også bidrager til.