Aarhus Universitets segl

De begunstigede bedsteforældre

De store årgange kan se frem til et otium med mange gode leveår, og de slipper gennem tælleapparatet, inden prisen sættes op i form af højere pensionsalder. Det kan man godt kalde et generationstyveri, mener økonomen Torben M. Andersen (55 år). Men det er svært at tale om generationskonflikter i den politiske debat, konstaterer politologen Christoffer Green-Pedersen (42 år).

Mange af de kommende års pensionister kan se frem til, at deres otium kommer til at udgøre næsten en tredjedel af deres liv. Men for deres børn og børnebørn kommer pensionisttilværelsen kun til at fylde en femtedel af livet.

De er den mest begunstigede generation nogensinde. Og som nyslåede eller kommende pensionister kan mange af dem se frem til, at den del af tilværelsen kommer til at udgøre næsten en tredjedel af deres liv.
Det er de store årgange, det drejer sig om. Efterkrigsgenerationen, der kom til verden i sidste halvdel af 1940’erne og i disse år er ved at trække sig tilbage fra arbejdslivet som den bedst uddannede pensionistgeneration nogensinde med udsigt til mange gode leveår. For manges vedkommende også med en økonomi, hvor der er råd til at realisere projekter og planer.
– Men det er også generationen, der nåede gennem tælleapparatet, inden prisen blev sat op, konstaterer professor i nationaløkonomi Torben M. Andersen lakonisk med henvisning til, at pensions- og efterlønsalderen nu hæves og kommer til at følge udviklingen i levetiden. Som formand for Velfærdskommissionen var han i midten af forrige årti med til at anbefale den politik, og han ærgrer sig over, at den ikke blev gennemført meget tidligere.
– Der ville være en bedre balance mellem generationerne, hvis de store årgange havde bidraget lidt mere til samfundet, mener Torben M. Andersen.
Nu kan efterkrigsbørnenes børn og børnebørn se frem til et længere arbejdsliv, hvor pensionisttilværelsen kun får lov at fylde en femtedel af deres liv. Og så er vi tilbage, som det så ud, da levealderen var lavere, og pensionsalderen var højere.

Generationstyveri

Netop det scenarie har fået nogen til at tale om et generationstyveri.
Og det kan man da også med en vis ret tale om, mener Torben M. Andersen.
– Det er jo nogle store grupper, der får både den længere levetid og den tidlige tilbagetrækning, og det kan man godt betragte som en gæld, de følgende generationer skal betale. Men derudover synes jeg ikke, det er en generation, der er løbet fra regningerne, siger økonomiprofessoren med henvisning til, at den offentlige nettogæld var tæt på nul, før finanskrisen satte ind i 2008.
Men generelt er det svært at opstille et indbyrdes regnskab mellem generationerne.
– De ældre betaler jo investeringer i bedre uddannelser, et bedre sundhedsvæsen og så videre, som giver de unge generationer afsæt for mere velstand. Og så langt tilbage, vi har statistikker, har hver generation oplevet næsten en fordobling af levestandarden i forhold til forældregenerationen, forklarer Torben M. Andersen.
Det store spørgsmål i generationsregnskabet er snarere, hvor mange ressourcer de ældre har formøblet, og hvor store miljøødelæggelser de overlader til efterkommerne.
– For eksempel har vi brugt hele værdien af olien og gassen i Nordsøen i stedet for som nordmændene at oprette en oliefond og kun at bruge afkastet fra den, så fremtidige generationer kunne råde over samme formue. Vi har brugt af arvesølvet uden en grundig politisk diskussion, fordi man ikke troede på et decideret olieeventyr, og det var en fejl, mener Torben M. Andersen.

Nedtoner generationskonflikten

Når ældres forhold kommer på den politiske dagsorden, er det sjældent i et generationsperspektiv, de bliver diskuteret, selvom det dybest set er en konflikt mellem generationer, der er på spil, mener professor Christoffer Green-Pedersen.
– En generationskonflikt passer ikke ind i det politiske landskab. I stedet bliver den konflikt kanaliseret over i en diskussion om, hvor gavmild velfærdsstaten skal være, for det er på sådan en højre-venstre-akse, vi organiserer politik, siger Christoffer Green-Pedersen, der blandt andet forsker i, hvem der sætter den politiske dagsorden.
– Frem for en debat om, hvor meget den ene generation skal betale til den anden, som for eksempel Velfærdskommissionen lagde op til, får vi en diskussion om velfærdspolitik, hvor folks holdninger til velfærdsydelser afhænger af, om de synes, modtagerne fortjener at få de ydelser. Og der scorer de ældre højt, fastslår Christoffer Green-Pedersen.