Aarhus Universitets segl

Eurocentrisk kunstforståelse står for fald

Den vestlige civilisation er hele verden – i hvert fald på europæiske kunstmuseer og i europæiske kunstbøger. Men globaliseringen banker for alvor på i den europæiske kunstverden.

Pablo Picassos ”Frøknerne fra Avignon” fra 1907 er et hovedværk i europæisk kunst-historie og markerer begyndelsen på Picassos afrikansk-inspirerede periode, hvilket ses i de to maskeansigter i billedets højre side. Afrikansk kunst selv er derimod fraværende i den eurocentriske udlægning af ”Verdenskunst”. Foto: Polfoto
Ai Weiwei udstillede i 2010-11 værket ”Sunflower Seeds” på Tate Modern i London. Værket bestod af 100 millioner solsikkefrø håndlavet af porcelæn og håndmalet af Ais assistenter. Foto: Corbis

Når du går ind på et større kunstmuseum i Europa, får du ofte en folder med en plan over museet stukket i hånden. Planen har typisk inddelt rummene på museet i kunsthistoriske perioder:
renæssance, romantik, samtidskunst. Men ofte er der et par rum på museet, der ikke er med i den kronologiske gennemgang af verdens kunsthistorie. Det er de rum, der rummer ikke-vestlig kunst, for eksempel orientalsk kunst. Disse værker er ofte gemt væk fra museets hovedhistorie. Skiltene, der ledsager den vestlige og den ikke-vestlige kunst, er også forskellige: Hvor skiltene ved siden af de vestlige kunstværker ofte kun viser kunstner, titel og årstal,
er der ofte lange tekstforklaringer til de ikke-vestlige værker. Beskueren behøver åbenbart en forklaring.
– Det er et udtryk for, at de europæiske kunstmuseer opfatter den ikke-vestlige kunst som kultur-artefakter og ikke som ”rigtig kunst”. Man anlægger et æstetisk blik på den vestlige kunst, mens man anlægger et antropologisk blik på den ikke-vestlige kunst, siger Lotte Philipsen, postdoc i kunsthistorie. Men der er nye tider på vej. Det vender vi tilbage til.

Kunstbøger opdrager

Den eurocentriske kunstforståelse kommer til udtryk i talrige europæiske bøger om ”verdenskunstens” historie, hvor verden stort set er identisk med Europa. Lotte Philipsen understreger, at det ikke handler om, at kunstmuseer eller kunstbøger skal inkludere alt. Det kan de ikke. Det handler heller ikke om, at Europa ikke må favorisere sin egen kultur. Alle kulturer tager udgangspunkt i sig selv, og det er der ikke noget galt med.
– Problemet består i, at man med begreber som ”verdenskunst” lader som om, at man behandler kunst fra hele verden, mens man i praksis alene præsenterer kunst fra den vestlige kulturkreds under denne overskrift, siger Lotte Philipsen.
De eurocentriske bøger om ”verdens-kunst” hører ikke kun til i fortiden. Den danske udgivelse 500 års verdenskunst fra 2004 omtaler 38 kunstnere, hvoraf kun to ikke kommer fra Europa eller USA. Den traditionelle kunsthistoriske tendens til i bøger og på kunstmuseer at fremhæve europæisk kunst er ifølge Lotte Philipsen farlig, fordi den netop påstår at præsentere hele verdenskunsten.
– Det giver almindelige læsere og museumsbesøgende et falsk billede af, at andre kulturer ikke har kunstneriske praksisser, siden de er fraværende i
”verdenskunsten”. Det giver implicit et fordrejet billede af andre kulturer, men det resulterer også i, at folk ikke er bevidste om, at vores eget europæiske kunstsyn er kulturelt betinget og ikke udtryk for en eviggyldig sandhed, siger hun.

Europa kronen på værket

De europæiske museers udgrænsning af den ikke-vestlige kunst som kultur bunder ifølge Lotte Philipsen i en gammel europæisk forestilling om, at Europa er andre verdensdele kulturelt – og dermed også kunstnerisk – overlegen. For at finde roden til den selvforståelse, der sætter Europa i kunstens centrum, skal vi tilbage til 1400-tallet. På dette tidspunkt er Europa ikke andet end en periferi til Indien, der er verdens handelscentrum. Columbus er netop på vej til Indien, da han opdager Amerika.   
Og så sker der noget nyt: Europa bliver handelscentrum.
– At Europa bliver et handelsgeografisk verdenscentrum, fører til en europæisk selvforståelse af, at man er et kulturelt verdenscentrum. Efterhånden slår denne selvforståelse rod i en grad, så man tror, det er et naturgivent faktum, siger Lotte Philipsen.
– I den europæiske kunsthistorieskrivning sporer man Europas kulturelle overlegenhed helt tilbage til hellenistisk tid i Grækenland. Man ”glemmer”, at der var lange mellemliggende perioder i verdenshistorien, hvor Europa ikke var centrum for noget som helst, siger hun.

Opbrud på vej

Den eurocentriske kunstforståelse slog igennem de næste mange hundrede år og helt op til nutiden. I dag er der dog et opbrud i gang, som allerede startede i 1970’erne.
– Siden slutningen af 1970’erne har der været et opbrud med hele den vestlige kulturelites selvforståelse. Der er dels en akademisk-teoretisk diskurs, som har angrebet selvforståelsen. Men der er også en virkelighed, som har indhentet diskrimineringssystemet: Kunstnere fungerer vældig globalt i dag. De er med i internationale netværk, og for dem er det ligegyldigt, hvor i verden de kommer fra, siger Lotte Philipsen.
Dertil kommer, at kunstkøberne bliver mere globale. Middelklassen i Kina og Indien bliver større og større og har pludselig råd til at købe kunst – typisk deres hjemlige kunst, som så bliver det nye hotte. Også i den virkelig dyre ende af auktionsskalaen sker der noget nyt: Blandt de ti bedst sælgende kunstnere i 2011 finder vi – i selskab med velkendte navne som Picasso, Warhol og Magritte – nu navne som Zhang Daqian og Zao Wou-Ki, som er helt ukendte for det almindelige europæiske kunstpublikum. Vurderet ud fra kunstauktionerne var den kinesiske kunstner Zeng Fanzhi den bedst sælgende kunstner under 50 år i 2011.

Den globale kunstscene

De europæiske kunstbøger og kunstmuseer indeholder rester af det gamle europæiske kunstmonopol. Men også her er der et opbrud på vej.
– Det er efterhånden ved at trænge igennem på kunsthistorieuddannelserne, at begreber som verdenskunst, international kunst eller global kunst rækker ud over en snæver europæisk kulturkreds. Der udkommer formentlig ikke mange eurocentriske bøger om verdenskunst
i fremtiden, siger Lotte Philipsen.
De europæiske kunstmuseer vil også ændre sig.
– Der bliver ikke oprettet nye, nationale kunstmuseer i Europa i dag. I stedet opretter man kunsthaller,
der huser skiftende udstillinger, eller museer for samtidskunst. Da kunstscenen i dag er kendetegnet ved at være global, giver det ikke rigtig mening at tale om europæisk samtidskunst som
et særskilt felt.


FEM ANERKENDTE SAMTIDSKUNSTNERE:

AUgustus bad Lotte Philipsen pege på fem anerkendte europæiske samtidskunstnere, men ”hvad vil det egentlig sige?” spørger kunsthistorikeren. ”Er definitionen på en ”europæisk” kunstner, at vedkommende er født i Europa, at han eller hun bor og arbejder i Europa, at vedkommendes værker er populære i Europa eller noget helt andet?” Så her er Lotte Philipsens bud på fem anerkendte samtidskunstnere, der alle arbejder og udstiller bredt international – herunder også i Europa:

  • Elmgreen & Dragset: Kunstnerduo bestående af Michael Elmgreen (født i Danmark) og Ingvar Dragset (født i Norge), der bor i Berlin og London. Skulpturer og installationer, der kredser om sociale og institutionelle magtstrukturer.
  • Emily Jacir: Palæstinensisk-amerikansk kunstner, har flere gange udstillet i Danmark. Skulpturer og dokumentariske installationer, der behandler statsløse palæstinenseres forhold.
  • Santiago Sierra: Født i Spanien, bor i Mexico. Installationer og indgreb i det offentlige byrum. Har bl.a. betalt unge arbejdsløse cubanere hver 30 $ for at få tatoveret en streg hen over ryggen.
  • The Yes Men: Aktivistisk kunstnergruppering startet af Jacques Servin og Igor Vamos (født i USA). The Yes Mens værker består ofte i, at de påtager sig andre identiteter, opretter ”falske” hjemmesider og planter ”falske” historier i seriøse internationale medier.
  • Ai Weiwei: Født i Kina. Havde adskillige højt profilerede soloudstillinger på europæiske kunstmuseer i 2011. Stod bag ”Sunflower Seeds” på Tate Modern i 2010-11 (se billede).