Aarhus Universitets segl

Født i faldet

Det moderne Europa voksede frem af ruinerne fra anden verdenskrig. Freden skulle sikres gennem europæisk samarbejde, men projektet er presset af den økonomiske krise.

Ud af ruinerne fra anden verdenskrig voksede det moderne Europa. Indbyggerne i den tyske by Dresden forsøger at skabe en vej frem for byens sporvogne igennem det kaos, som de allieredes bombardement havde efterladt byen i.

Ruinbunkerne tårner sig op. Husene er skrællet for ydermure og står tilbage som hele og halve skeletter. Et enkelt kirketårn står uberørt tilbage og knejser over rædslerne. Den gamle kulturby Dresden er, som resten af Europa efter anden verdenskrig, ødelagt. Som sporvognen på billedet, der forsøger at finde en vej gennem ruinerne, spørger man sig, hvordan Europa skal komme videre efter katastrofen.
Svaret bliver et nyt Europa. Et Europa, der skal sikre, at barbariet aldrig gentager sig, fortæller historiker Jan Ifversen, prodekan ved Arts på Aarhus Universitet.
– Det totale sammenbrud, som 1945 markerer, er selve afsættet for, at et integreret Europa kan tage form. Katastrofen bliver simpelthen et grundelement i fortællingen om det moderne Europa.
En del af den skabelsesmyte, der giver mening til og forklarer, hvorfor vi er sammen om det europæiske projekt.
Et projekt, som langt hen ad vejen er lykkedes. Altså indtil nu. For projektet er presset af den økonomiske krise og det økonomiske fald, der truer i horisonten, fortæller han.

Spændt ud mellem to forfald

Jan Ifversen forklarer den aktuelle situation:
– Når det europæiske samarbejde ikke kan levere de basale ydelser, dvs. skabe økonomisk stabilitet, vækst og arbejdspladser, så glider kerneværdierne i baggrunden, og projektet taber energi.
Det er ikke længere fortællingen om, at det europæiske samarbejde sikrer varig fred og demokrati i Europa, det handler om. Men om samarbejdet kan klare krisen og undgå økonomisk nedgang.
På den måde er det europæiske samarbejde aktuelt spændt ud mellem to forfald: det oprindelige forfald, der fødte projektet, og risikoen for et forestående økonomisk forfald. Og så længe samarbejdet ikke leverer resultater i forhold til den aktuelle krise, har Jan Ifversen svært ved at se, hvordan samarbejdet får ny energi.
– Men man gør forsøget, når man taler om et Europa, der satser på innovation og forskning som vejen til fremtiden. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er nok til at overbevise de mange unge arbejdsløse i Europa og give dem en tro på det europæiske samarbejde og fremtiden, eller om vi i stedet kommer til at se mere social uro. Et europæisk forår. Det må fremtiden vise, lyder det fra historikeren.
Og mens vi venter på den, fremtiden, kan vi rette blikket mod fortiden og spørge, hvordan den ultimative katastrofe, det helt store fald, bliver en del af det moderne Europas skabelsesmyte.

Vi har brug for myter

Ifølge Jan Ifversen har alle politiske fællesskaber brug for en skabelsesmyte. Ren politik føder ikke fællesskaber, for politik handler om at diskutere og positionere sig i forhold til, hvordan vi fordeler goderne og indretter os i vores fællesskab. Ikke hvorfor vi overhovedet har et fællesskab.
– Det er derimod det, myten giver et svar på. Den giver mening til fællesskabet og svarer på, hvorfor vi er sammen. Og for det moderne europæiske fællesskab, der tager sin spæde begyndelse i årene efter krigen, er det netop krigen, der giver mening til fællesskabet. Det handler om at sikre varig fred i Europa.
Jan Ifversen understreger, at myte her ikke betyder, at begivenhederne ikke er sket, men at de indsættes i en bestemt fortælling, der begrunder og retfærdiggør de konkrete politiske tiltag omkring skabelsen af et europæisk fællesskab. Når forhold bliver mytiske, kan man hele tiden påkalde sig dem og henvise til dem.

Ikke bare et driftsuheld

Men hvordan bliver faldet fader til et nyt Europa? Ifølge Jan Ifversen er omfanget og karakteren af det ragnarok og barbari, som anden verdenskrig åbenbarer, så stort, at de europæiske nationer må starte forfra.
– Rædslerne er så voldsomme, at man ikke bare kan vende tilbage til tiden før krigen og fortsætte den gamle kurs. Det er ikke et mindre driftsuheld, der lige skal rettes op på.
Nogle ser et totalt brud med fortiden som den eneste vej videre, fortæller Jan Ifversen:
– I Tyskland er der for eksempel den bevægelse, der kalder sig Stunde Null, nultimen. For dem betyder katastrofen, at alt har spillet fallit. Der er intet at hente i historien eller kulturen, og vi må opbygge et nyt samfund fra grunden.
Andre mener, at der trods alt er nogle europæiske værdier omkring demokrati og frihedsrettigheder, der må reddes ud af asken, og som opbygningen af et nyt Europa kan tage afsæt i.
– Men man er også godt klar over, at det ikke giver mening at stå med koncentrationslejre og et sønderbombet Europa og sige: Ja, det er så her, civilisationens og demokratiets vugge stod, og det er denne fantastiske europæiske civilisation, vi skal bygge videre på.
Politik og politiske fællesskaber må efter 1945 tænkes på nye måder, og det giver mulighed for, at idéen om et europæisk fællesskab kan tage form.

Som små tandhjul

I de første år efter krigen er tankerne langt fremme om at skabe en egentlig europæisk føderation, der kan erstatte nationalstaterne som ramme for de politiske fællesskaber, men bevægelsen taber allerede pusten omkring 1948, fortæller Jan Ifversen.
– Den kolde krig overtager den politiske dagsorden, og fronterne fryser til. Den politiske situation kører så hårdt op, at det bliver til et enten-eller-valg mellem kommunisme og demokrati uden plads til politiske alternativer.
Samtidig betyder den kolde krig, at en stor del af Europa efterlades bag Jerntæppet, og det europæiske integrationsprojekt bliver langt hen ad vejen et vesteuropæisk projekt. Bestræbelserne på at skabe et nyt Europa tager derfor en ny retning. Det første vigtige skridt er skabelsen af Kul- og Stålunionen i 1951, som med tiden udvikler sig til det EU, vi kender i dag. Det er i begyndelsen et meget mindre politisk projekt end det, føderalisterne havde i tankerne.
– Kul- og Stålunionen er først og fremmest markedsorienteret. Men selvom vi ikke tænker midlerne som politiske, så er et af målene med skabelsen af unionen at sikre varig fred i Europa gennem en europæisk markedsintegration, hvor nationalstaterne bevares.
Jan Ifversen forklarer, hvordan integrationen ikke skal ske i ét hug med en politisk forfatning, som føderalisterne mener, men piece by piece.
– Man forestiller sig de enkelte politikområder som små tandhjul, der gennem samhandel griber ind i det næste tandhjul og på den måde får hele maskineriet til at dreje mere og mere i en fælles europæisk bevægelse. Det var det, der var the founding fathers’ vision tilbage i halvtredserne.

En ny fortælling

I takt med at det europæiske samarbejde udfolder sig op igennem 70’erne og 80’erne, viser der sig at blive behov for en tydeligere politisk fortælling om meningen med projektet.
– Derfor begynder man i stigende grad at referere til det store fald. Man skriver katastrofen eksplicit ind i fortællingen om det europæiske samarbejde og pointerer, at det er et fredsprojekt, der har sit udspring i 1945, siger Jan Ifversen og henviser for eksempel til den tidligere formand for Europa-Kommissionen Romano Prodi, der i flere af sine berømte taler gør anden verdenskrig til selve grundlaget for og meningen med det europæiske fællesskab.
– Faldet bliver på den måde et fast grundelement i den europæiske identitet og fortællingen om det europæiske samarbejde, siger Jan Ifversen.
Og den fortælling har fungeret godt og længe. Men nu er den altså under pres af den økonomiske krise. Det er ikke længere nok, at samarbejdet sikrer freden.
– Der skal først og fremmest skabes økonomiske resultater, hvis samarbejdet skal give mening for folk. Og på sigt bliver der måske også brug for en ny, fremadrettet fortælling om, hvad meningen er med det europæiske samarbejde i en ny, global verdensorden.