Ungdommen udvider
Ungdommeligheden er over os. Og den æder sig ind på både barndom og voksendom. Idehistoriker Jens Erik Kristensen (56 år) analyserer tidens ungdomsmani og peger på faldgruber. For når vi alle vil være unge, hvem skal så være de voksne opdragere?
Voksne mænd i hængerøvsbukser og omvendt kasket. Mødre, der deler både garderobe og pigehemmeligheder med deres døtre. En gråhåret farfar, der har anskaffet sig en motorcykel i sit efterlønsotium. Og en flok otteårige piger, der koncentreret betragter hinanden, mens de prøver at efterligne koreografien fra den seneste musikvideo med popidolet Lady Gaga.
Der er mange tegn på ungdommens ekspansion i en tid, hvor både børn og voksne, ja sågar ældre efterstræber det ungdommelige. Det fortæller lektor og idehistoriker Jens Erik Kristensen. Han taler ligefrem om ungdommens gøgeungeeffekt:
– Ungdommen blev egentlig født som en kort overgangsperiode imellem barndommen og voksendommen, men nu er den som en anden gøgeunge i fuld gang med at presse både barndom og voksendom ud af reden, siger han, da AUgustus har sat ham stævne for at høre, hvordan han ser ungdommen brede sig og ikke mindst, hvorfor det sker netop nu.
Barndommen krymper
Jens Erik Kristensen ser tydeligt ungdommen æde sig nedad i barndommen.
– Det er ikke længere et lukket og beskyttet land. Barndommen er for længst blevet invaderet af ungdommen med dens populærkultur, idoler, mode og selviscenesættelse.
Han peger for eksempel på, hvordan betegnelsen ”tweens” er dukket op de seneste år som betegnelse for disse ungdommelige børn i alderen 10-12 år, der tidligere var børn, men som nu betragtes som netop ”in-between” barn og teenager.
– De er stadig børn, men er hastigt på vej ud af barndommen. De kan slet ikke vente med at blive unge, og rent mentalt befinder de sig allerede i en ungdomsverden, men det med alkohol og faste kærester er ikke begyndt endnu. Og de kan som regel også stadig godt li’ deres forældre, siger Jens Erik Kristensen.
Ungdommens invasion af barndommen sker primært gennem medier, musik og forbrug, forklarer han. Det er en udvikling, der har fået mange til at tale om, at barndommen krymper. Det er Jens Erik Kristensen enig i.
– Eller som man siger i USA: ”Kids get older younger.”
Måske bliver børn older younger, men de bliver ikke voksne. I hvert fald ikke lige med det samme, forklarer Jens Erik Kristensen.
Et godt eksempel på det, er den klassiske markering af overgangen mellem barn og voksen, nemlig konfirmationen. For der er sket meget, siden dengang konfirmanden fik et jakkesæt, et gebis og en tobakspung og således rustet var klar til at tage fat på voksenlivets alvorligheder.
– Vi kender alle onklen, der stadig starter sin tale med det obligatoriske ”Nu hvor du er trådt ind i de voksnes rækker …” Men det er jo helt ved siden af. Nutidens konfirmander træder lige præcis ikke ind i voksenlivet, men ind i det ungdomsliv, de længe har haft som pejlemærke. Konfirmationen bekræfter, at de nu er fuldgyldigt medlem med licens til at deltage i alt, hvad et ungdomsliv indebærer, siger Jens Erik Kristensen.
At gøre mænd til drenge
Når vi først er blevet en del af ungdommen, er vi ikke meget for at forlade festen. Vi udskyder voksenlivets forpligtelser og fastholder ungdommen så længe som muligt. For eksempel bliver mænd i dag først gift, når de er 35 år. Kvinder når de er 32, forklarer Jens Erik Kristensen.
– Indtil da undgår de helst faste bindinger og forpligtelser. De vil have tid til selvrealisering og eventyr, ligesom de dyrker det ungdommelige look og sveder i fitnesscentrene for at holde kroppen ung.
Jens Erik Kristensen mener, vi er vidne til en ungdomsmani, og sætter udviklingen på spidsen:
– Det handler ikke længere om, hvad der gør ”drenge til mænd”, men hvad der gør ”mænd til drenge”. Det er en form for moderne umodenhed, der breder sig, hvor voksne mænd skejer ud som drengerøve, og kvinder dyrker det pigede – både i de voksne fællesskaber, og når de er sammen med deres børn.
Jens Erik Kristensen genkender såmænd elementer af det fra sig selv. Med sine 56 år er han voksen. Eller som han med en god portion selvironi selv siger: en ældre ung.
– Jeg føler mig stadig som en drengerøv, og det er jo forfærdeligt at indrømme, men når jeg er sammen med mine to store teenagedrenge, kan jeg tage mig selv i at føle mig på niveau med dem. Ikke intellektuelt, men på niveau med deres drengerøvethed, siger han og fortæller, hvordan de for eksempel mødes omkring musikken som ligeværdige drengerøve – og det gælder både rockmusik fra fars ungdom og ungernes nyere musik.
– Vi deler på mange områder kultur og til dels også smag. Musik, tv, film og ikke mindst humor. På den måde er det ikke et problem for mig at leve mig ind i og tage del i deres ungdommelige verden, siger han.
Jens Erik Kristensen sætter stor pris på det ungdommelige samvær med sine børn og forklarer, hvordan det var helt utænkeligt, at hans egen far på den måde skulle have taget del i hans liv, da han selv var knægt.
Men, indrømmer han, det er også en måde for ham selv at holde sig ung på. >
– De opdaterer mig på ungdommeligheden, så jeg kan blive ved med at opleve mig selv som meget yngre mentalt, end jeg egentlig er. Så jo, jeg bruger mine børn til at holde mig ung, siger Jens Erik Kristensen.
Et nyt teenageliv
Den glade ungdommeligheds ekspansion stopper ikke ved voksendommen. Den strækker sig ifølge Jens Erik Kristensen også langt op i alderdommen, og hans beskrivelse af et plus-65-liv får det næsten til at lyde som et nyt teenageliv – nu bare med andre midler.
– For mange er alderdommen blevet en ny frisættelse. Børnene er flyttet, arbejdslivet ophørt, konen eller manden er måske skiftet ud, og den store motorcykel, man altid havde drømt om, købt. Der er tid og råd til at rejse og opleve verden og sig selv på ny, så man tager lige en sidste tur til i karrusellen, inden det hele lukker og slukker.
Skulle det ikke være alle ældre, der kan genkende sig selv i det lidt karikerede billede, så mener Jens Erik Kristensen ikke desto mindre, at alle ældre ikke bare har viljen til, men også er underlagt kravet om at holde sig ung langt ind i alderdommen.
Farmands købmandsbutik
Men hvor er denne ungdommeliggørelse kommet fra, og hvad er den dybereliggende drivkraft bag dens eksplosive udbredelse?
En del af svaret på det spørgsmål kan vi ifølge Jens Erik Kristensen finde i den historiske problematik, som ungdommen blev født af.
– Ungdommen som en overgangsfase mellem barn og voksen opstår historisk først i sidste halvdel af 1700-tallet. Inden da skete overgangen nærmest i ét hug. Men på det her tidspunkt begynder man at etablere et ”mellemrum”, hvor man trækkes væk fra barndommen, men uden at blive kastet direkte ud i voksenlivet.
Ifølge Jens Erik Kristensen handler ungdommens opståen om, at den moderne verden på dette tidspunkt får behov for mere dannelse og uddannelse end den, barnet får via skolepligten. Ungdommen er derfor uløseligt forbundet med uddannelse.
– Groft sagt handler ungdommen om, at den unge mand må uddannes, dannes og modnes, inden han kan træde til og overtage farmands købmandsbutik.
Og det er i den tætte forbindelse mellem ungdom og uddannelse, at vi ifølge Jens Erik Kristensen skal finde nøglen til, hvorfor ungdommen aktuelt ekspanderer langt ud over sine traditionelle grænser og tendentielt truer med at opsluge såvel barndom som voksendom.
– Den hurtige forklaring lyder, at når uddannelse i dag er blevet til ”livslang læring”, så trækker det også ungdommen med sig, så vi næsten kan tale om livslang ungdom, siger han og forklarer, hvordan det, der engang var en ungdommelig udviklingstrang, i dag er blevet til udviklingstvang i alle livsaldre:
– Er du ikke i udvikling, er du i dag under afvikling. Vi skal alle udvikle os, lære nyt, være omstillingsparate og fleksible. Alt sammen egenskaber og kvaliteter, der historisk har kendetegnet ungdommen og denne relativt korte livsfase, men som nu er ophævet til norm for hele livet og frem for alt arbejdslivet. Vi er blevet livslange lærlinge, om man så må sige.
Derfor er ungdommeliggørelsen heller ikke bare et overfladefænomen, der kun handler om mode, livsstil og ungdommelig attitude.
– Det ungdommelige er simpelthen blevet idealet for, hvordan man skal være som individ. I evig udvikling.
De voksne abdicerer
Men kan vi alle være unge og tage del i ungdommelighedens glæder på tværs af generationerne? Ja, det kan vi, men ikke uden omkostninger, fortæller Jens Erik Kristensen.
Han ser blandt andet nogle særlige pædagogiske udfordringer i udviklingen, der handler om vores forhold til begreber som modenhed og myndighed.
– Når forældre har travlt med at være unge ligesom deres børn, giver det problemer, for hvem skal så opdrage børnene til at blive myndige og modne voksne? spørger Jens Erik Kristensen.
– Det ungdommelige samvær med børn, som jeg jo også selv har glæde af, er i løbende konflikt med forældrerollen, for det er svært at påtage sig den myndige autoritet over for sine børn, når man lige har siddet og fortalt lumre vitser sammen.
Han mener, at ungdommelige forældre generelt har et problem med at påtage sig den traditionelle formynderrolle, hvor man vil noget med sine børn og nogle gange også beslutter noget imod deres vilje, fordi man ved, hvad der er bedst for børnene, og påtager sig det ansvar at beslutte det for dem.
– Det er det forældreansvar, de ungdommelige forældre abdicerer fra, når de for eksempel hellere vil være ligeværdige kammerater med deres børn i stedet for at være myndige og tydelige voksne. Det overlader et urimeligt ansvar til børnene selv at finde ud af, hvad der er bedst for dem.
De voksnes abdikation skaber ifølge Jens Erik Kristensen et opdragelsesvakuum, som ryster forholdet mellem modning og myndighed. Det skaber forvirring og betyder, at vi både som enkeltpersoner og som samfund har svært ved at håndtere grænsen mellem myndige voksne og umyndige børn og unge.
– Det ser vi, når vi vil gøre børn ansvarlige for forhold, vi som voksne og som samfund helt naturligt burde være ansvarlige for. For eksempel helt konkret, når det diskuteres, om den kriminelle lavalder skal sænkes, så vi kan gøre 14-årige børn til ansvarlige retssubjekter. I den anden ende af spekteret ser vi voksne, der langt op i trediverne stadig får lommepenge af deres forældre.
Ungdommens historie
Ungdommen som en selvstændig livsfase er et barn af den moderne verden og opstår først i sidste halvdel af 1700-tallet, fortæller idehistoriker Jens Erik Kristensen.
Denne nye livsfases ”raison d’être” finder Jens Erik Kristensen tydeligst formuleret hos den franske oplysningsfilosof Jean-Jacques Rousseau. I den filosofiske opdragelsesroman ”Émile” fra 1762 beskriver Rousseau barnet Émiles udvikling og opdragelse til voksen mand.
– Rousseau beskriver en ynglingetid, en periode, hvor Émile uforstyrret og fjernt fra voksenlivet lærer at omgås sin natur, sin indbildningskraft og sine lidenskaber, så han kan modnes og dannes til voksenlivet. Ungdommen bliver Émiles anden fødsel, hvor han genfødes som mand til det virkelige liv, fortæller Jens Erik Kristensen.
– Og her ligger faktisk allerede skemaet for vores senere opfattelse af ungdommen som en periode, hvor den unge nysgerrigt skal udvikle og finde sig selv med alt, hvad dertil hører af uddannelse, dannelsesrejser og ungdommelige udskejelser. Alt sammen uden at være belastet af, men netop for at blive klar til sociale forpligtelser som arbejde og familie, siger Jens Erik Kristensen.
Ungdommens opståen er for Jens Erik Kristensen derfor uløseligt forbundet med uddannelse. Ungdommen opstår kort sagt, fordi den moderne verden har behov for mere uddannelse og dannelse end den, barnet får i den korte skoletid.
Derfor var ungdommen til at starte med også kun et borgerligt fænomen, fortæller Jens Erik Kristensen. Det var kun i de kredse, der var behov for den slags dannelse. Men i løbet af det næste århundrede spreder ungdommen sig og bliver et alment fænomen, og allerede omkring 1900 har vi de første ungdomsbevægelser.
Der er mange stop på ungdommens kulturhistoriske vej frem til i dag. Jens Erik Kristensen peger blandt andet på den øgede fritid i efterkrigstiden, som muliggør udviklingen af en egentlig ungdomskultur. Og så selvfølgelig ungdomsoprøret.
– Ungdomsoprøret insisterede på, at ungdommen ikke bare var en overgangsfase, at de unge ikke bare ventede på at blive voksne, men at ungdommen i sig selv rummede værdier, som de forsøgte at gøre alment gældende i et oprør imod, hvad de anså for at være en stivnet og autoritær voksenkultur.
Det var som bekendt et oprør, der lykkedes til fulde. Nu er der nærmest ikke noget at gøre oprør imod længere.
– Fra at være en subkultur, der definerede sig i modsætning til de gældende normer, er det nu ungdommen selv, der er blevet den dominerende kultur, der presser sine normer og værdier ned over de andre livsfaser.