– Når studerende begynder at læse religionsvidenskab, tror de fleste, at alle religioner har noget med udødelighed at gøre. Ja, mange tror såmænd, at selve formålet med religioner må være troen på, at mennesket kan opnå et evigt liv i himlen. Men der må jeg så fortælle dem, at de tager fejl.
Professor, dr.theol. Hans Jørgen Lundager (58 år) smiler forstående, da AUgustus’ udsendte bekender, at han åbenbart ikke er spor klogere end de førsteårsstuderende på religionsvidenskab.
– Nej, der kan du bare se. Men kendsgerningen er altså, at flertallet af de religioner, vi har kendskab til, ikke har haft det evige liv i himlen som det centrale, siger professoren, der blandt andet forsker i religionernes myter og ritualer.
Myterne om menneskets udødelighed fødes først i de sidste århundreder op til Kristi fødsel. Og de fødes endda nogenlunde samtidig på tværs af datidens kulturer og religioner. Det hænger ifølge Hans Jørgen Lundager formentlig sammen med udbredelsen af skriften.
– Fra 500-400 f.Kr. begynder religionen at blive fikseret i skrift. Og skrift er jo i sig selv en form for udødelighed, mens det mundtlige ord på en måde dør, når det udtales. Man kan sige, at skriften er et oprør mod tiden og døden, og derfor er det meget nærliggende at se en sammenhæng mellem skriftens fremkomst og forestillingerne om menneskets udødelighed, siger Hans Jørgen Lundager.

Døden eksisterer ikke

Tanken om menneskets udødelighed har altså en fødselsdato – om end den ikke er helt præcis. Før den tid, i de store oldtidskulturer i Egypten og Babylonien, i den vediske kultur i Indien og i bystaterne i det antikke Grækenland var der ingen forestillinger om, at mennesket kunne opnå en form for evigt liv. Man finder den heller ikke i nordisk mytologi. I de arkaiske religioner, der går forud for jødedommen, kristendommen, islam og hinduismen var udødelighed alene forbeholdt guderne.
– Det er fordi, at døden for så vidt slet ikke eksisterer i de tidlige kulturer, og derfor eksisterer udødeligheden selvfølgelig heller ikke. ”Død” betyder ikke ophør af eksistens, men at man eksisterer på en anden måde og et andet sted. Man bliver til en slags spøgelser, forklarer Hans Jørgen Lundager.
Vi kender det for eksempel fra forestillingerne om Hades – dødsriget i den græske mytologi. Hades svarer ikke til det kristne helvede. Det er ikke et sted, som de onde sendes til efter døden som en straf for de synder, de begik i livet. Og det svarer heller ikke til de kristnes himmel, hvor de troende tager på evig solskinsferie. Den græske digter Homer beskriver Hades som et trist og støvet sted, hvor sjælene lever et evigt skyggeliv uden alt det, der bragte glæde i jordelivet. Hans Jørgen Lundager forklarer det sådan her:
– I oldtidens Grækenland er det et objektivt og fysisk vilkår for  >
mennesker, at de havner i Hades. Der er ikke nogen moralsk domstol, der afgør det. Det gør man bare. Hvis det moralske spiller nogen rolle, handler det mere om, hvornår man kommer i dødsriget. Man kan altså blive straffet af en gud med en tidlig død.
Skabelseshistorien og uddrivelsen af Edens Have er ifølge Hans Jørgen Lundager også et eksempel på en religiøs myte, der viser, at dødeligheden accepteres som et vilkår for mennesker.
– Vi har den her fortælling om, hvordan mennesket mister sin udødelighed ved at spise af kundskabens træ. Og så skulle man jo tro, at der også ville være en fortælling om nostalgien efter at komme tilbage. Men det er der ingen af de gamle skrifter, der antyder. Der er ingen sorg, heller ikke engang et håb.

Døden bliver moraliseret

Det ændrer sig med fremkomsten af det, vi i dag kender som de store verdensreligioner: hinduisme, buddhisme, jødedom, islam og kristendom. Det er en central forestilling i verdensreligionerne, at individet kan opnå individuel frelse og en form for udødelighed ved at leve på den rigtige måde. Hinduisten kan bryde kredsløbet af genfødsler ved at leve i asketisk meditation, og buddhisten kan komme i nirvana ved at leve i ophøjet ro uden at knytte sig til det fysiske liv med materielle ønsker og begær. Messiasriget og sjælens udødelighed står åben for jøden, der lever efter Guds lov, Toraen, og den troende muslim, der følger Guds vilje og kæmper for hans sag, kan også trække billet til paradiset, hvor den troende i visse udlægninger af Koranen endda skulle få adgang til hele 72 skønne og – må man formode – udødelige jomfruer.
I kristendommen har vi også forestillingen om opstandelsen, sjælens udødelighed og det evige liv gennem troen på Gud. Muligheden er dobbelt: frelse eller fortabelse, himmel eller helvede.
– Man kan sige, at overgangen fra liv til død i de store religioner bliver moraliseret. I jødedom, islam og kristendom bliver dødens sted spaltet i et belønningssted, himlen, og et straffested, helvede, forklarer Hans Jørgen Lundager.

Afviklingen af udødeligheden

Udødelighedstanken fødes altså med dødens moralisering. Så er formålet med i hvert fald de moderne religioner da ikke netop troen på, at mennesket kan opnå et evigt liv i himlen, hvis det da opfører sig ordentligt i livet på jorden? Nej, svarer Hans Jørgen Lundager bestemt.
Hans forklaring går på, at for eksempel kristendommen for længst har ”afskaffet” udødeligheden igen, uden at dét har afskaffet religionen. Og kirkerne står som bekendt også endnu.
– Man kan følge afviklingen af udødeligheden i tre faser, begynder professoren.
– I forbindelse med Reformationen afvikles først ideen om skærsilden som den her mellemtilstand mellem himlen og jorden. Skærsilden blev en del af kirkens lære i 1100-tallet, så dens levetid var egentlig ret kort i Nordeuropa. Dernæst bliver forestillingen om helvede afviklet i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Måske blev ideen om en evig straf uantagelig for de fleste mennesker, efter at man havde vænnet sig til at se årsager, forklaringer og undskyldninger bag selv de værste forbrydelser, siger Hans Jørgen Lundager.
Til slut får vi inden for kristendommen også afviklet himlen, og dermed er døren definitivt lukket til den anden verden og det evige liv. På dansk jord er den centrale begivenhed Aarhusteologen P.G. Lindhardts berømte foredrag på Askov Højskole i 1952. Foran et stort publikum ironiserede han i sin sædvanlige skarpe stil over ideen om et fremtidigt himmerige og konstaterede, at det evige liv er her og nu.
– Folk var bestyrtede. Det kunne da ikke passe, at teologen ikke troede på himlen og det evige liv. De gjorde det måske ikke selv, men det var forvirrende, at teologen heller ikke troede på det. Men det er nu ikke Lindhardt, der lukker himlen for det evige liv. Han fortæller blot, at den er lukket, siger Hans Jørgen Lundager, der ser en pendant i kontroversen om Taarbækpræsten Thorkild Grosbøll, efter at denne i 2003 sagde til Weekendavisen, at han bestemt ikke troede på en skabende og opretholdende Gud.
– Folk bliver forvirrede, når de hører, at kirkens folk ikke tror på det evige liv og Gud som en aktør i himlen. Men den forestilling blev altså allerede anfægtet og afvist af flere af oldtidens teologer.

Den nye udødelighed

Dermed er forestillingerne om menneskets udødelighed dog ikke væk og borte. Tværtimod har især de bio- og lægevidenskabelige fremskridt været med til at få håbet om udødelighed til at genopstå som en mulighed i dette liv på jorden. I USA og andre steder har folk ladet sig fryse ned efter deres død i håb om en dag at kunne blive helbredt fra døden, og blandt medlemmerne af den såkaldte transhumanistiske bevægelse anses døden for at være en sygdom, som vi med alle midler skal bekæmpe. Måske bliver vi aldrig udødelige, men et meget længere liv på jorden er så det næstbedste, mener transhumanisterne.
Hans Jørgen Lundager morer sig lidt over de vidtløftige forestillinger.
– Altså, hele diskussionen om efterlønnens afskaffelse er i hvert fald ikke feset ind hos de folk. Forestiller de sig, at forlængelsen af livet skulle være den lykkelige, arbejdsfri pensionisttilværelse? Og hvem skulle betale dén, for de forestiller sig vel ikke, at de kan nå at spare op til evig pension?
Det er sandsynligvis meget få mennesker, der reelt har et ønske om fysisk udødelighed. Til gengæld har vi alle et håb om at opnå den lille subtile udødelighed, der ligger i at sætte sig nogle erindringsspor. De nyeste påhit i den retning er for eksempel firmaer, der tager sig betalt for at sende e-mails hinsides graven, og på Facebook kan man optage en videobesked til vennerne, som vil blive delt, når man dør. Er man rig nok, kan man som Mærsk Mc-Kinney Møller selvfølgelig også sætte sine udødelige spor ved at forære danskerne et operahus. Og så er der akademikerne, forskerne som Hans Jørgen Lundager. De vil selvfølgelig også gerne sætte sig udødelige spor.
– Vi håber jo alle på at skrive en bog, som folk vil læse og snakke om efter vores død, eller måske endda udkaste en videnskabelig teori, så nogen kan huske os. Når du kommer ind på et universitetsbibliotek, er det jo som at komme ind på en kirkegård, hvor du har gravstenene lodret på hylderne med navne på ryggen. Skriften og udødeligheden er tæt forbundne. Men de fleste af os må jo nok erkende, at et par år efter vores død, så har de studerende glemt os, og efter ti år står vi nok også noget svagt i kollegaernes erindring. 

	Virginia Woolf (1882–1941): Orlando. En biografi (1928) I et forfatterskab, der ellers er præget af realistiske karakterer, skiller Orlando sig ud som både androgyn og en udødelig, evigt ung rejsende gennem tiden. Orlando er født som mand i Renæssancen, men opnår evig ungdom og evnen til at skifte køn. Tabet af ungdom og barndom er en markant problematik i Woolfs forfatterskab, som her ”løses”, men med andre udfordringer i forhold til at finde sig til rette i andre epoker.
	Jorge Luis Borges (1899-1986): Aleffen (1949) Borges har i mange noveller beskæftiget sig med tid og uendelighed. I åbningsnovellen ”Den udødelige” fortælles historien om en romersk soldat, som opnår evigt liv ved at drikke fra en hemmelig kilde. Han lever gennem mange århundreder, men han ender med at opfatte udødeligheden som en forbandelse og søger at blive dødelig igen. I titelnovellen ”Aleffen” er jagten på det mystiske objekt Aleffen i centrum. Det viser sig at være en lille genstand, der dog på mystisk vis indeholder hele universet uformindsket til alle tider.
	Anders Bodelsen (75 år): Frysepunktet (1969) Bodelsens science fiction-roman skildrer et samfund, hvor teknologien efterhånden har overvundet døden. Den kræftsyge Bruno fryses ad flere omgange ned og op igen, efterhånden som lægevidenskaben udvikler sig og kan kurere hans livstruende sygdomme. Men nedfrysningerne og håbet om det evige liv kommer ikke uden en pris i form af personlighedsforandringer, og et samfund med stadig mere avanceret teknik og evne til at forandre menneskene skaber også nye syn på, hvad mennesker har behov for.
	Alan Lightman (63 år): Einsteins drømme (1992) Atomfysikeren Lightmans lille roman har scener fra den unge Albert Einsteins liv som rammefortælling for en række fantasier om, hvordan menneskets liv kunne blive forandret, hvis vores forhold til tid var anderledes. Det gælder ikke mindst, hvad vi ville bruge tiden til, hvis vi var udødelige. Som i så mange andre visioner om udødelighed gives der heller ikke her en idyllisk fremstilling af denne tilstand, hvor kedsomhed og gentagelser sætter ind.