Aarhus Universitets segl

De tunge europæere udfordrer statskasserne

Europæerne har taget den amerikanske fedme-epidemi på sig, og fedtlagene på sidebenene bliver formentlig ikke mindre i fremtiden. De europæiske velfærdsstater står over for en vægtig udfordring.

Ilustration: Louise Thrane Jensen
For at blive kategoriseret som fed skal man have et BMI (Body Mass Index) over 30. Tallet findes ved, at man dividerer vægten med højden i anden potens. Dog skal man være kritisk over for resultatet, da det ikke tager højde for ens kropsbygning, hvorfor meget muskuløse mennesker kan blive stemplet som fede. Foto: Scanpix

Der var engang, hvor en almindelig arbejdstager ikke kunne skrive mails, men selv var nødt til at bevæge sig hen til sin kollega for at formidle sit budskab. Der var heller ikke maskiner til at bære tunge genstande, hvorfor lagerarbejderne selv måtte smøge ærmerne op og tage fat. Men den tid er ovre. Datidens fysisk aktive samfund er overalt i Europa blevet tromlet ned af nutidens fedmefremmende samfund, hvor bevægelse oftest sker som et aktivt tilvalg i form af en løbetur eller en tur i fitnesscentret.

Europa er et fedt sted

I Danmark er fedmespørgsmålet meget debatteret, aktuelt i forbindelse med indførelsen af skatter på usunde varer. Kigger man på et europakort, er det dog ikke i Danmark og de andre nordiske lande, at det står værst til. Det fortæller Bjørn Richelsen, der er professor i klinisk ernæring og tidligere formand for Ernæringsrådet.
– Fedme er blevet et meget stort problem i middelhavs-landene, hvor det næsten står lige så slemt til som i USA, mens de nordiske lande er det sted i Europa, hvor forekomsten af svært overvægtige er lavest, siger han.
I de nordiske lande er 14-15 procent af de voksne overvægtige, mens tallet er helt oppe på 27-28 procent i et land som Grækenland.
– Overordnet kan man sige, at fedme er en stor sundhedstrussel i hele Europa. Vi er stadig lidt bag USA, men det ser ud til, at vi følger i samme stigningstakt, siger Bjørn Richelsen.
Forskellen mellem Nord- og Sydeuropa skyldes ifølge Bjørn Richelsen, at nordeuropæerne har en større tradition for at bevæge sig, og at cyklen bliver mere flittigt brugt, jo længere nordpå man kommer i Europa.

Samfundet gør os fede

At der alligevel står XXL i nakken på flere og flere europæere, skyldes den måde, vi har indrettet vores samfund på. I hvert fald hvis man spørger Bjørn Richelsen, som i mange år har dedikeret sin tid til forskning i fedme og motion. Han forudser, at der skal ske fundamentale ændringer i europæernes adfærdsmønster, hvis ikke antallet af overvægtige skal fortsætte med at stige.
– I nutidens samfund kan man spise 24 timer i døgnet. Hvis man skal ind og have benzin på bilen midt om natten, så kommer man ud med en fransk hotdog og en cola. Samtidig er der blevet mere og mere inaktivitet. Man sidder typisk foran computere og fjernsyn i rigtig mange timer. Den udvikling fører til, at man let kommer til at spise mere, end man har brug for.
Bjørn Richelsen forudser, at de europæiske befolkninger behøver politisk hjælp, hvis en samfundsmæssig bælteindspænding skal blive en succes.
– Kuren er vanskelig, fordi mennesket selv har valgt den her samfundsudvikling. Vi foretrækker bekvemmelighed.
Vi har valgt, at alt skal være så tilgængeligt som muligt, og bagsiden af tilgængelighed er fedme. Hvis man skal prøve at stoppe fedmeepidemien, bliver man fra politisk side nødt til at kigge på lovgivningen, siger han.
Bjørn Richelsen peger på, at det er normal procedure at forholde sig til miljøet, når man laver lovgivning på mange områder. På samme måde mener han, at det også er nødvendigt, at man indtænker fedmeproblematikken, når man laver love om boligbyggeri, skoler og mange andre ting, hvis man vil fedmen til livs. – Det handler om at gøre sund mad og mere bevægelse mere tilgængeligt, siger han.
Fedmeforskeren peger på, at nationalstaterne naturligvis skal tage deres del af ansvaret, men at initiativerne mod fedme i høj grad også skal foregå på EU-plan, fordi eksempelvis reklamer og fødevarevirksomheder er grænseoverskridende.

Staterne skal løfte tunge befolkninger

Hvis EU og nationalstaterne ikke får has på europæernes overvægt, er perspektiverne dystre for de i forvejen udsultede statskasser. For nok er fedme en belastning for den enkelte, men også velfærdsstaterne kan miste pusten ved udsigten til stadig flere tykke borgere. I den forbindelse er det interessant at kigge på, hvordan europæerne har designet deres velfærdssystemer.
I de europæiske lande har staten spillet en større rolle i forhold til befolkningens adgang til sundhedssystemet, end den har gjort i for eksempel USA, hvor det traditionelt har været den enkelte amerikaners eget ansvar at forsikre sig – noget, som Obamas sundhedsreform har forsøgt at lave om på. Denne arv gør det ifølge Nabanita Datta Gupta, professor i økonomi med speciale i sundhedsøkonomi, svært for de europæiske stater at stille de overvægtige personligt til regnskab for de overflødige kilo. Særligt i de nordiske lande ville det i hendes øjne være vanskeligt for staterne at skabe incitamenter til at tabe sig.
– I USA har der været fremsat forslag om, at man skulle kræve højere sundhedsforsikring af fede mennesker, og det diskuteres stadig. Det samme forslag ville være meget kontro  versielt her i Norden. Her har alle en følelse af, at de fortjener velfærdsydelserne. De nordiske velfærdsstater er universelle. Det vil sige, at alle betaler til sundhedsvæsenet gennem den generelle skat. Den indretning gør det til en fælles omkostning for samfundet, når overvægtige skal behandles for slidte led eller forhøjet kolesteroltal. Folk tager velfærdsydelserne mere for givet her end i USA, siger hun.
I et samfund, hvor alle har lige ret til velfærdsydelserne, er det svært at stille de overvægtige til ansvar for deres ekstra kilo ifølge Nabanita Datta Gupta. Men også i et system som det tyske, hvor det langt hen ad vejen er arbejdsgiverne, der finansierer sundhedsydelserne, forudser Nabanita Datta Gupta, at en fedmeepidemi vil få store negative konsekvenser.
– I Tyskland kan man forestille sig, at man som arbejdsgiver vil være mindre tilbøjelig til at ansætte overvægtige medarbejdere, fordi det er alment kendt, at overvægtige mennesker generelt har flere helbredskomplikationer. Det vil virksomhederne selvfølgelig være meget opmærksomme på, når det er dem, der skal finansiere medarbejdernes sundhedsforsikringer. Der er derfor en risiko for, at de tykke mennesker, også de raske og produktive, bliver ekskluderet fra arbejdsmarkedet.
Nabanita Datta Gupta pointerer, at det er en meget vigtig opgave for de europæiske stater at stoppe fedmeepidemien, hvis kvaliteten af sundhedssystemerne skal bevares. 
– Hvis den nuværende udvikling i Europa fortsætter, vil vi se stigende omkostninger i sundhedssystemerne som følge af fedmeepidemien. Det har vist sig, at overvægtige lever længere end for eksempel rygere, og der er flere omkostninger forbundet med overvægtige personers helbredsproblemer set over en livstid. Der er derfor en overhængende risiko for, at de europæiske sundhedssystemer bliver overbelastede, siger hun.