Dømt til livslang udvikling
Det er sensommer i Ry. Stationsbyen i det midtjyske søhøjland har stadig kanogæster og andre turister på besøg. Blandt andet på campingpladsen, hvor lektor Tine Fristrup (47 år) og hendes familie har skiftet hverdagen i Roskilde ud med tre ugers telttur.
Vi har aftalt at mødes på Salon Solskin, midt på byens hovedgade, og mens vi venter på den obligatoriske caffe latte, fortæller hun om en ny bog, der netop er udkommet, som Lone Kühlmann og Henning Kirk har skrevet med den meget sigende titel: ”Afskaf alderdommen – bliv i de voksnes rækker”
Bogen er selvfølgelig røget ind på Tine Fristrups radar. Hun forsker i vores syn på aldring og er lektor i gerontopædagogik.
Og som hun selv siger: Der sker rigtig meget i vores forhold til alder og aldring i de her år. For aldring er blevet et samfundsmæssigt og politisk meget højspændt område.
Som samfund har vi nemlig den store udfordring, at der bliver flere og flere ældre mennesker. Og hvis vi skal kunne klare dén demografiske udvikling, så er det vigtigt, at de ældre holder sig sunde og raske så længe som muligt, så vi undgår en hel generation på overførselsindkomst.
– I de her år er der derfor ét fokus, der dominerer det hele, og det er sundhed. Alle taler om ”sund og aktiv aldring”, og det er et indsatsområde hos både WHO, OECD og EU, fortæller Tine Fristrup.
At der ligger et samfundsøkonomisk perspektiv i det enorme fokus på sund aldring, kan man ifølge Tine Fristrup også se helt aktuelt i den danske reform af både efterlønnen og udsættelsen af pensionsalderen.
– Samfundet kræver med andre ord ”sunde ældre”, der holder sig i gang og forbliver på arbejdsmarkedet, hvor de kan fortsætte med at yde til fællesskabet. Den enkelte ældre får dermed et ansvar for at holde sig rask og aktiv, så vedkommende ikke bliver til en ”ældrebyrde” for samfundet.
Når vi taler om sund aldring, er det derfor ifølge Tine Fristrup udtryk for en normativ italesættelse og endnu et eksempel på den tænkning om selvledelse, vi også ser andre steder, for eksempel i folkeskolen, hvor vi taler om barnets ”ansvar for egen læring”.
– Nu får den aldrende person ”ansvar for egen aldring”. Og dén norm har rigtig mange allerede taget til sig, også i deres egen italesættelse. For nylig var jeg ude ved nogle morgenbadere, hvor der var mange ældre, og der kunne jeg jo høre, hvordan de talte sammen om, at om morgenen er de ude at bade, så går de til noget lokal gymnastik om formiddagen, og frokosten er selvfølgelig både kolesterol- og kaloriefattig. De har faktisk rigtig travlt med at holde sig sunde.
Hold dig uden for aldrene
I de her år taler vi meget om, at det er idealet om evig ungdom, der gennemsyrer vores kultur. Vi kan udsætte alderstegn som rynker og appelsinhud med produkter, der går under betegnelsen ”anti-age” og ”rejuvenation”. Vi er på den måde omgivet af en forestilling om, at den kronologiske alder kan bremses eller udsættes.
Tidligere var der derimod en kulturel enighed om, at alderdommen var en slags naturlig aftrædelse. Når man blev ældre, skete det på grund af en biologisk nødvendighed, der også rummede et uundgåeligt fysisk forfald. Og som metafor kunne vi bruge årstidernes skiften som paralleller til de forskellige livsaldre.
– Vi er gået fra at tænke på aldring som et naturligt fænomen, hvor vi fulgte naturens cyklus – forår, sommer, efterår og vinter. I dag handler det derimod om at holde sig uden for kategorierne og hele tiden være under udvikling. Alderstrappen, som man også brugte som billede på livets stadier, med voksenlivet som trappens klimaks, er derfor også afløst af en trappe, der bare fortsætter opad i en endeløs stigning, hvor du aldrig kommer i mål, lyder det fra Tine Fristrup.
Hun opsummerer ved at sige, at vi i dag faktisk skal mestre en ”aldringskompetence” – en kompetence til ikke at være sin alder!
Det positive og frisættende
Selvfølgelig er der også mange positive aspekter ved, at man på grund af et bestemt fødselsår ikke længere er dømt til forfald og til at blive en del af en grå masse, når man når en bestemt alder. Det kan vi sagtens blive enige om, mens vi sidder på caféen, og begge har løsthængende, halvlangt hår, bare tæer og sommerkjoler på – selvom vi måske begge før i tiden ville have været tæt på den alder, hvor spinlonkjolen begyndte >
at nærme sig, og en kort frisure ville være mere passende.
– Det er jo helt klart, at det nye ”no age-samfund” også er en befrielse fra de stereotyper, der tidligere fulgte med synet på de ældre. Og det er jo ikke mindst efterkrigstidens generation, de såkaldte 68’ere, der har gjort oprør mod at blive behandlet som en ensartet, kedelig masse på grund af deres alder. Som sådan passer ældreoprøret ind i den individualiseringstendens, der også præger tiden, siger Tine Fristrup.
Hvor pensionisttilværelsen før stod på stille venten og afvikling, står den derfor nu både på golfrejser og højskolekurser i selvrealiseringens tegn. Der er tid til ferier uden for sæsonen, forelskelser og skilsmisser, folkeuniversitet og fransk kogekunst. For de velstillede. De ressourcestærke. Og dem, der kan klare sig selv.
Tine Fristrup vender tilbage til morgenbaderne. For blandt de morgenfriske ældre var der også en kvinde, der endnu ikke var pensionist som de andre. Da de efter dukkerten stod og tørrede sig til varmen, udbrød kvinden: ”Ih, hvor jeg glæder mig til at gå på pension. Så får jeg tid til at være lige så aktiv som jer …”
Ser tendens til nye strategier
Mens der altså afgjort er meget godt at sige om et syn på ældre som mennesker, der stadig har masser af muligheder og liv foran sig, så melder der sig samtidig en bekymring hos aldringsforskeren. For hvad med de ældre, der rent faktisk bliver syge, dem, der er afhængige af hjælp fra samfundet, og som altså ikke kan leve op til normen om livslang udvikling og ”sund og aktiv aldring”?
– Hvad sker der, hvis vi bliver et samfund, hvor man ikke kan vise sin sårbarhed og sin afhængighed af andre? lyder det tankevækkende spørgsmål fra Tine Fristrup.
Hun ser en tendens til, at der efterhånden begynder at dukke nye strategier op i forhold til det, hun kalder ”senlivet”, for som hun siger:
– Selvom vi ikke længere har den biomedicinske forfaldshistorie som den dominerende, så er sundhedsdiskursen jo stadig udtryk for et reduceret menneskesyn. Hvor er det syn på aldring, der handler om livserfaringen og den afklarethed i forhold til sig selv, som mange ældre jo har?
Tine Fristrup oplever også, at der kommer nye diskurser om aldring, der både inkluderer omsorgen og respekten for de mere skrøbelige ældre og samtidig har blik for de mere dannelsesfilosofiske aspekter.
– Tænk, hvis man som ældre kunne sige: ”Det er MIG, der kan vælge til og fra – også, om jeg vil følge de og de sundhedsforskrifter. Jeg har tyngden og livserfaringen – og er nået til at være den, jeg er, i kraft af mit levede liv. Jeg står her! Men jeg vil gerne stå her sammen med dig og i fællesskab blive gammel sammen med dig – men på hver vores måde.”