At blive voksen kræver børn og bolig
I et land som Uganda er det udbredt, at menneskelige kvaliteter og kompetencer afgør, om man betragtes som ung eller voksen.
Først barn, siden ung og så voksen.
Livets faser er vi alle underlagt. Men det er ikke nødvendigvis det biologiske urs fremadskriden, der bestemmer, hvornår vi er i hvilken fase.
I store dele af Afrika og andre dele af verden er det nemlig ret ualmindeligt at tælle sin alder i år med afsæt i en bestemt dato.
– I Uganda er det menneskelige kvaliteter og kompetencer, der afgør, hvornår en person træder ind i de unges eller voksnes rækker, forklarer Lotte Meinert (44 år), der er professor i antropologi. Hun har i sin forskning især beskæftiget sig med forholdene i det østlige og nordlige Uganda.
– Her er der ikke noget med: ”Skål og tillykke med de 18 år. Nu er du voksen.” Men drivet mod at skulle klare sig selv og blive voksen er meget tydeligt i landet, understreger Lotte Meinert.
– Det er kvaliteter som mod, initiativ og engagement, og hvordan du behandler dine medmennesker, der udløser den anerkendelse, som giver adgang til at ”rykke op” i en ny aldersgruppe, siger hun.
Vejen til voksenlivet
At kunne kalde sig voksen i de ugandiske og andre afrikanske landdistrikter kræver både børn og bolig – og for mændenes vedkommende ikke mindst et arbejde.
– Det er helt afgørende at kunne forsørge en familie eller passe børn, fortæller Lotte Meinert.
Netop det er et problem for mange unge mænd i dagens Uganda, der er præget af mange års krig, meget få jobmuligheder og en heftig befolkningstilvækst.
– De unge mænd er under et voldsomt pres for at opnå status som voksne. Men de har svært ved at finde arbejde og etablere et liv, der kan give den anerkendelse, siger Lotte Meinert. Mange unge – især af hankøn – er i et underligt limbo, forbi de ikke kan etablere sig og forsørge en familie og derfor ikke kan blive voksne.
Den tilværelse, de unge ugandiske mænd skal skabe sig, er også ofte bestemt af, om de kan blive boende på fædrene jord, som de arver eller snarere har ”til låns” til næste generation.
– Her skal de helst anvises et stykke jord, som de kan dyrke og bygge deres eget hus på, og indtil de har gjort det, betragtes de som børn. Men når huset er rejst, en kvinde er flyttet ind, og et barn er født, så hører de til blandt de voksne.
For pigerne begynder rejsen mod voksenlivet typisk med, at de tager væk med en kæreste og nærmest forsvinder.
– Når pigens forældre siden får besked fra kærestens familie om, at hun er hos dem, og at de regner med, at hun skal være kærestens kone, bliver hun en del af ungegruppen. Uanset om hun er 14 eller 30 år, er hun først voksen, når de bliver gift, og den vigtige brudepris i form af køer til kvindens familie er betalt – og hun har fået sit første barn og derved har vist sit værd og sin status som kvinde, forklarer Lotte Meinert.
Konstrueret fødselsdag
Kronologisk alder i vestlig forstand vinder dog mere og mere frem i Uganda, i takt med at befolkningen bliver mere internationalt orienteret. I samme retning skubber en ny lov, der fastsætter skolestarten til fem år. Problemet er lige at finde ud af, hvornår et barn er fem år i et land, hvor mange stadig bliver født i hjemmet og begynder livet uden en fødselsattest.
– I praksis laver læreren et interview med barnet for at se, om det er klar til at gå i skole. Og så er der den gode gamle metode, vi også har brugt herhjemme: Hvis barnet med armen hen over hovedet kan nå sit øre i modsatte side, svarer det udviklingsmæssigt til fem-seks-årsalderen, forklarer Lotte Meinert.
Manglende bevis på fødselsdato giver også problemer i forhold til stemmeretten, der i det officielle Uganda er 18 år.
– For at kunne få en fødselsattest konstruerer folk en dato ud fra, hvad de har fået at vide om tiden omkring deres fødsel, for eksempel at det var lige efter høsten det år, det nye marked blev bygget. Så fødselsdagen bliver ofte et slag på tasken, siger Lotte Meinert.
Retten til at stemme rokker dog ikke ved, at det i landdistrikterne stadig gælder om at have status som voksen for at få lov til at tale og have indflydelse på lokalsamfundet.
En bestemt alder giver heller ikke automatisk adgang til rådet af ældre, der blandt andet løser lokale konflikter om for eksempel fordelingen af jord, fortæller Lotte Meinert.
– Man skal med sine handlinger vise, at man har forstand og kan give andre gode råd. Kan man det, kan man som 30-årig godt være med i ældrerådet. Omvendt vil det være svært at blive en del af de ældre, hvis man som 50-årig endnu ikke har forsørget en familie og vist, at man kan være ansvarlig.