De danske akademiske fællesskaber trives bedre end nogensinde. De er vokset meget igennem den sidste generation, og mangfoldigheden er blevet større. Men er det sket på bekostning af den faglige dybde?
Svaret er klart nej. Dansk universitetsundervisning og -forskning står bedre end nogensinde før i internationale sammenligninger. Faktisk har vi efter Japan og Korea den højeste samlede gennemførelsesprocent og efter Australien og Storbritannien det system, der svarer bedst på samfundets behov. Endelig gør Danmark og Holland Schweiz rangen stridig som de steder, hvor der leveres forskning af størst interesse for andre forskere. Det er gode resultater af en langsigtet reformproces, som startede i 80’erne.
Dengang var det tydeligt for universiteterne, at samfundet formulerede nye opgaver. I f.eks. Planlægningsrådet for Forskningen var der en erkendelse af, at hvis disse opgaver skulle løses, så var der behov for flere veluddannede forskere og universitetslærere. Derfor blev Forskerakademiet oprettet, og der blev for alvor sat fokus på forskeruddannelsen, samt hvordan ph.d.-uddannelsen skulle struktureres og finansieres. Og for at styrke kvaliteten i grundforskningen oprettedes Danmarks Grundforskningsfond, hvorved de udvalgte, fremragende forskere fik større økonomisk frihed og et længere tidsperspektiv for deres forskning, end de eksisterende forskningsråd kunne give. Efter Forskningskommissionens arbejde i 2000-01 blev forskningsrådsstrukturen moderniseret, og bl.a. Højteknologifonden kom til. I dag bevilges over 40 procent af forskningsbevillingerne i konkurrence, og resten er knyttet til resultatmål.
Ikke kun udviklingen i forskningsfinansieringen har båret den positive udvikling frem. Gennem de seneste to årtier har det danske universitetssystem gennemgået vigtige ledelsesreformer. Med ændringen af universitetsloven i 1993 kom det første markante opgør med den decentrale beslutningsstruktur på universiteterne. Forholdet mellem universiteterne og staten er gradvis ændret, hvorved universiteterne har fået mere autonomi til at beslutte dens interne organisering og rekruttering. I 2003 blev det i den nye universitetslov fastsat, at ledelsen skulle ansættes af bestyrelser med eksternt flertal, og siden er der indført udviklingskontrakter for universiteterne for at sikre, at de arbejder frem mod de mål, som folketing og regering sætter.
Efter Velfærdsforliget og Globaliseringsrådets arbejde har der således været grundlag for på en effektiv måde at foretage betydelige investeringer i universiteterne.  Fordi der nu er betydeligt flere uddannede forskere, der er en ny forskningsråds- og fondsstruktur, og der er blevet gennemført en ledelsesreform. De ekstra ressourcer er for en stor dels vedkommende blevet kanaliseret ud igennem konkurrence, og de har samlet set medført en markant stigning i antallet af yngre universitetsforskere, postdoc’er og ph.d.er.
Samlet set er de danske akademiske fællesskaber i dag mere livskraftige end nogensinde, og den faglige bredde er langt større end tidligere. Alene på Aarhus Universitet, der rummer snart sagt alle fag, har vi medarbejdere og studerende fra mere end 100 nationer, og forskning har større gennemslagskraft end noget andet klassisk universitet i Norden, viser en ny opgørelse fra NordForsk.
Nu er opgaven at videreudvikle de sammenhænge og muligheder, fællesskaberne giver forskningen og undervisningen. Kan vi få fællesskaberne til at blomstre og udvikle sig i takt med de store og meget komplekse forventninger, som samfundet har til universitetssektoren, så vil Aarhus Universitet stå stærkt i konkurrencen blandt de bedste.


God fornøjelse med AUgustus!