Den artikel, du skal til at læse nu, kære læser, er ganske enkelt fantastisk. Ordene klinger perfekt, og sætningerne får nærmest meningen til at pible frem af sig selv på hver eneste linje. Virkelig en velkomponeret og helt igennem fremragende artikel.

En så selvrosende indledning på en artikel vil nok forekomme de fleste at være helt utilstedelig. For lige som inden for alle andre erhverv er det heller ikke god stil, når journalister roser egne kreationer til skyerne.
Men der er én undtagelse, fortæller filosof Brian Benjamin Hansen.
Kokkefaget. Eller rettere tv-kokkefaget.

– Om det nu er Claus Meyer, der står i vandkanten et eller andet sted i Danmark og tilbereder et måltid af gode danske råvarer, eller Nikolaj Kirk fra tv-programmet Nak og Æd, der er i gang med en grævling over bål, så er der ingen grænser for superlativerne, når de smager på deres egen mad, siger Brian Benjamin Hansen.
Han har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling om vores forhold til mad, og så er han også medlem af filosof-kollektivet Center for Vild Analyse, der leverer analyser af vores samtid blandt andet i Dagbladet Information, hvor eksemplet med tv-kokkene er hentet fra.
Og hvad der mere præcist er på spil dér, vender vi tilbage til. Det har nemlig noget at gøre med en generel tendens til at søge tilbage til naturen og det autentiske, fortæller Brian Benjamin Hansen.  
For om det nu er Bonderøven og hans families simple liv på Kastanjegården, der uge efter uge kan samle over 700.000 seere, turister, der rejser ud for at finde uberørte og autentiske pletter på kloden, eller folks store fokus på økologiske porrer, så er det udtryk for, at vi søger det naturlige. Men hvorfor denne hang og trang til det naturlige i det 21. århundrede?

Gud er blevet en grøntsag

Brian Benjamin Hansen ser tydeligt tendensen i vores forhold til mad. At vi helst vil have økologiske grøntsager med jord på fra et lille autentisk landbrug, er et eksempel. Et andet er mælkens historie, som den kan aflæses i mælkereklamerne gennem tiden, fortæller Brian Benjamin Hansen.
– Tidligere var mælkekartonerne typisk prydet med billedet af en mejerist i hvid kittel. Det var den standardiserede og industrielle mælk, der var behandlet efter alle kunstens regler på mejeriet, der solgte, for så var man sikker på, at det var god og sund mælk, man ikke blev syg af.
I dag er det lige omvendt.
– Nu er det koen, der er i centrum. Måske flankeret af en autentisk bonde. For det er fortællingen om mælkens naturlige kilde, vi vil have. At det så stadig er Arlas store maskineri, der står bag det meste ”naturlige” mælk, gør os ikke så meget.
At det naturlige er kommet i centrum, skal ifølge Brian Benjamin Hansen ses i sammenhæng med, at de store fortællinger, der giver menneskelivet mening, er blevet stadigt mere fragmenterede igennem de sidste 250 år.
– Det tydeligste eksempel på en sådan fortælling er selvfølgelig Gud, men i nyere tid har det også været nationalstaten eller troen på fremskridtet, der har givet vores liv mening og retning. Men alle disse fortællinger er blevet
diffuse. Det moderne menneske savner fast grund under fødderne, og her kommer naturen ind i billedet.
Han fortæller, hvordan man inden for psykoanalysen betegner sådanne meningsgivende rammer for menneskets liv som Den Store Anden, The Big Other.   
– Vi er gået fra The Big Other til The Big Mother. Moder Natur er for mange blevet en meningsgivende sammenhæng, som man blandt andet kan se sig selv som en del af, når de friske og naturlige grøntsager hives op af jorden og tilberedes, siger Brian Benjamin Hansen og sætter udviklingen på spidsen:
– Gud døde ikke, som Nietzsche ellers sagde. Han gik i koma og blev en grøntsag.

Madpræster

Det er i det forhold, at vi skal finde en del af forklaringen på eksemplet med tv-kokkene. Brian Benjamin Hansen forklarer, hvordan madkunst er blevet et sted, hvor vi nærmest tilbeder noget, der er større end os selv.
– Der er noget semi-religiøst over den måde, vi taler om råvarerne på. De her helt fantastiske grøntsager, som har stået og suget saft og kraft fra den autentiske nordiske jord, og hvor det så er kokkens opgave, som en anden slags præst, at lede ritualet og vække råvarernes indre helligdom til live.
Det er derfor, kokke uden blusel kan stå og skamrose det, de lige selv har lavet.
– For det handler i virkeligheden ikke om kokkene, de er blot midler i en større sags tjeneste, nemlig de fantastiske råvarers, siger Brian Benjamin Hansen og peger på en madtrend, der fuldender tendensen, nemlig den såkaldte raw food-bevægelse, hvor maden skal være rå og ikke må opvarmes til mere end 42 grader.
– Her er grøntsagerne nærmest hellige, og man søger virkelig tilbage til den oprindelige enhed med Moder Natur. Tilbage til tiden, før ilden blev opfundet, som man jo også plejer at kalde kulturens vugge. Det er som om, man nærmest vil stå og græsse sammen med køerne ude på sletten.

Autenticitetsfix

Britta Timm Knudsen, der er lektor i oplevelsesøkonomi og begivenhedskultur, har også noteret sig tendensen. Blandt andet inden for turisme.
– Vi har tilsyneladende et begær efter det autentiske og naturlige, som vi udlever, når vi tager ud at rejse for at opleve den autentiske stemning af det oprindelige Tyrkiet, eller hvor rejsen nu går hen.
Men hun er kritisk over for begrebet om det autentiske og naturlige.
– Det autentiske Tyrkiet. Hvad skulle det være? Noget med at bo i små landsbyer og sidde på hug og lave mad, men hvorfor skulle det være mere autentisk end det moderne pulserende liv i Istanbul? Eller det nordiske køkken. Der er jo aldrig nogen, der har spist på den måde. Det er ikke spor autentisk, men netop noget, vi har konstrueret som sådan. Det autentiske er ikke noget, der er derude i virkeligheden. Det findes kun i vores hoveder som en forestilling, der siger mere om os selv end dem, vi betegner som autentiske.
Men derfor har det autentiske alligevel virkelige effekter, forklarer Britta Timm Knudsen.
– For vi handler jo stadig efter det. Det gør jeg også selv. Jeg cykler troligt på marked på Ingerslevs Boulevard i Aarhus hver lørdag med min lille cykelanhænger for at købe grøntsager. Det er egentlig møgbesværligt og havde været meget nemmere, hvis jeg havde taget bilen ned i supermarkedet, men på den her måde får jeg mit lille autenticitetsfix.

Det simple liv

Ifølge Britta Timm Knudsen siger vores forestillinger om det autentiske mere om os selv, end det siger om det, vi udpeger som autentisk. Så hvad siger de aktuelle forestillinger om os mennesker anno 2012?
– Hvis vi tager sådan noget som Bonderøven, så handler vores fascination af ham blandt andet om, at han tilsyneladende lever et liv uden for det konsumsamfund, som vi alle er spundet ind i og af og til drømmer om at blive fri af.
En drøm om en mere simpel og overskuelig verden.
– Bonderøven har ramt et gør det selv-behov, der handler om, at vores verden er blevet så uoverskuelig, at det er de færreste af os, der har overblik over de produktionsprocesser, vi er en del af. I en nutidig gør det selv-kultur finder de fleste mennesker en helt basal glæde og tilfredsstillelse i at skabe noget. Sådan tror jeg, det har været, lige siden mennesket lavede sit første redskab.  
Men hvorfor kaster vi os så ikke bare ud i det og lever det simple autentiske liv?
– For det første kan det jo slet ikke lade sig gøre. Samfundet ville gå i stå, hvis vi alle levede som Bonderøven, og når man ser ordentligt efter, kan han jo også kun leve sådan, fordi han er en stor mediestjerne. Han er afhængig af det moderne mediesamfund. I det perspektiv er der ikke meget autenticitet og simple living over Bonderøven.
Ifølge Britta Timm Knudsen handler det også om, at vi i virkeligheden slet ikke vil leve sådan, når det kommer til stykket.
– Mennesket har altid godt kunnet lide at lege med tanken om at leve i en anden kultur eller en anden tid, men uden at vi i virkeligheden vil leve der. Så selvom Bonderøven på mange måder lever vores drøm om et simplere liv, er der nok ikke mange, der gad leve som ham. Jeg gad i hvert fald ikke bruge mit liv på at bygge en dør og pløje en mark på gammeldags facon.
Selvom Britta Timm Knudsen betragter det autentiske som en konstruktion, ser hun vores trang til autenticitet som en i det store hele ganske harmløs tilbøjelighed. Men hun advarer imod, at jagten på autenticitet kan komme til udtryk på knap så hyggelige måder. Det gælder for eksempel de nationalistiske bevægelser, der er i fremgang i Europa, hvor man søger en autentisk folkesjæl. Eller når turister besøger en fattig landsby i Kina og falder i svime over, at de fattige bønder er åh, så autentiske.
– Så bliver det ulækkert, for gu’ er de da ej autentiske. De er pivfattige og undertrykte.

Pervers fornægtelse

Brian Benjamin Hansen er også kritisk over for tendensen, men ud fra en lidt anden tilgang, for i hans optik er der elementer af det, han kalder pervers fornægtelse på spil i det moderne menneskes fascination af det autentiske og naturlige. Nemlig en fornægtelse af tingenes sande tilstand.
– For vi ved det jo godt. Vi ved jo godt, at der er noget grundlæggende galt med vores forbrugssystem og hele måden, vi har indrettet vores samfund på. Om det nu er finanskrise, klimakrise eller noget helt tredje, så er tegnene ikke til at tage fejl af.
Men det er en viden, vi ikke vil vide af. Så vi fornægter den. Og én af måderne, vi gør det på, forklarer Brian Benjamin Hansen, er ved at købe det økologiske æble og hygge os med Bonderøven om aftenen.
– Det bekræfter vores forestillinger om, at verden kan blive bedre, uden at vi behøver at ændre noget grundlæggende i vores liv. Vi kommer til at fokusere på de her ”rigtige” og naturlige varer i sig selv eller bonderøvens simple liv, som vi alle kan drømme om, i stedet for at adressere de egentlige problemer. Det økologiske æble bliver som en slags fetich for os.
Én stor, dårlig undskyldning?
Betyder det, at Brian Benjamin Hansen ser hele naturbølgen som den rene fortrængning og én stor, dårlig undskyldning? Både ja og nej.
 – Risikoen ved mange af de her bevægelser og fænomener er, at de fungerer som ventiler for vores moralske skrupler i den forstand, at vi køber det økologiske æble i stedet for at gøre noget reelt ved problemerne.
Men der er også positive potentialer i jagten på autenticitet.
– På den anden side er sådan noget som Bonderøven jo også udtryk for et reelt forsøg på at finde andre måder at forbruge og producere på. Så hvis det kan komme til at handle om andet og mere end at skabe gode følelser for den enkelte, kan jagten på autenticitet være med til at stille grundlæggende spørgsmål ved, hvad vi vil med vores forbrug, vores samfund og vores liv.