Aarhus Universitets segl

Naturen stammer fra byen

Hvornår begyndte mennesket at gøre sig forestillinger om naturen som noget andet end det selv, og hvordan har vores syn på naturen udviklet sig gennem tiden? Professor Jacob Wamberg giver her sin korte version af naturens kulturhistorie, der falder i tre kapitler.

Den moderne natur. ”Mennesket omfavner så at sige naturen med sine følelser. Der udvikler sig en skuelyst, hvor mennesket nyder synet af den vilde natur og ikke mindst de følelser, det vækker,” forklarer kunsthistoriker Jacob Wamberg. Caspar David Friedrichs ’Der Wanderer uber dem Nebelmeer’, 1818. Bridgeman/Scanpix

Himmel og helvede

Siden mennesket rejste sig og blev andet og mere end et dyr, har der ifølge professor i kunsthistorie Jacob Wamberg været en kløft mellem mennesket og resten af naturen, og lige siden de første hulemalerier har mennesket forholdt sig til naturen. Men det er først i takt med udviklingen af de mere avancerede civilisationer, at mennesket udvikler en samlet forestilling om naturen som noget andet end mennesket selv.
Jacob Wamberg peger på Mesopotamien som stedet, hvor konturerne af det natursyn, der skal gøre sig gældende helt frem til den sene middelalder, første gang tager form. Og der er fra starten en dobbelthed på spil, forklarer han.
– På den ene side kan man spore en melankolsk længsel efter den her vilde og uberørte natur, der findes uden for bymurene. En længsel efter en oprindelig guldalder og en samhørighed med den store Moder Natur, som mennesket er født af, og som det med civilisationens fremvækst har været nødt til at forlade. Præcist som i paradismyten.
Den anden side af samme natur er anderledes dyster.
– For samtidig sker der en dæmonisering af naturen, der beskrives som en kaotisk og farlig underverden, hvor onde kræfter hersker, og mennesket kan gå under, siger Jacob Wamberg og nævner for eksempel, hvordan vildmarken i Det Gamle Testamente er beskrevet i nøjagtig samme termer som det infernalske Sheol.
– Paradis og helvede er simpelthen udspaltninger af samme grundbillede: den vilde natur. Og den spænding bliver aldrig afklaret.

Som en sygs længsel efter sundhed

Det ambivalente forhold til naturen holder sig op igennem middelalderen og helt frem til den tidlige renæssance omkring 1300-tallet, hvor de første tegn på fremkomsten af et nyt, moderne naturbegreb begynder at kunne aflæses i kulturen, forklarer Jacob Wamberg.
– Og det rummer fra start en dualisme mellem, hvad man i dag vil kalde et naturvidenskabeligt perspektiv og et æstetisk perspektiv på naturen.
Et af de første tegn på det æstetiske perspektiv kan dateres til den 26. april 1336. Da besteg den italienske renæssancedigter og humanist Francesco Petrarca det over to kilometer høje bjerg Mont Ventoux vest for Avignon.
– Og hvorfor gjorde han det? spørger Jacob Wamberg.
– Det gjorde han for sin egen fornøjelses skyld. Han kæmpede sig til bjergets top blot for at nyde udsigten. Det var nyt. Naturen var dengang ikke noget, man gik ud og nød synet af. Den ophøjede skønhed skulle groft sagt ikke findes i det jordiske, men hos Gud.
Petrarca bliver da også efterfølgende ramt af samvittighedskvaler over at stå der på toppen og lade sig beruse af naturens skønhed og helt glemme Gud.
– Så han er kun lige oppe og lette på låget og mærke fornemmelsen af den moderne naturdyrkelse, som vi senere ser sig udfolde i fuldt flor i romantikken, inden han så at sige kravler ned igen til den gamle verden.
Men nu var der lettet på låget, og lige så stille begynder det, Jacob Wamberg kalder en sentimentalisering af naturen, at tage form.
– Mennesket omfavner så at sige naturen med sine følelser. Der udvikler sig en skuelyst, hvor mennesket nyder synet af den vilde natur og ikke mindst de følelser, det vækker.
Jacob Wamberg forklarer, hvordan blandt andet landskabsmaleriet udvikler sig og er med til at omdanne naturen til storslåede panoramaer. Man går ikke længere kun ud i naturen for at arbejde og skaffe mad på bordet, men også for at nyde naturen.
– Og igen: Hvem er det, der gør det? Det er byboerne. Forudsætningen for, at man kan nyde naturen, er, at man er trygt forankret i byen.

Op på pinebænken

Samtidig udvikler den anden side af det moderne naturbegreb sig: naturen som en maskine.
– Man likviderer så at sige den gamle dæmoniske natur igennem neutralitet. Det er ikke længere en levende organisme, hvor gode og onde kræfter er på spil. Naturen er blot en samling neutrale kræfter, hvis hemmeligheder det er videnskabens opgave at aflure og den gryende industrialiserings opgave at udnytte.
Jacob Wamberg peger eksempelvis på Shakespeares samtidige, den engelske filosof Francis Bacon. Han formulerede tydeligt det nye perspektiv på naturen.
– Bacons beskrivelser af forholdet til naturen giver mindelser om datidens hekseprocesser. Naturen skal udsættes for pinefulde inkvisitoriske forhør, for som han skriver: ”Naturen giver sig klarere til kende under den mekaniske kunsts afprøvninger og plager, end når hun overlades til sig selv.”
Metaforikken minder på mange måder om nutidens kritik af det moderne menneskes fremfærd i forhold til naturen, forklarer Jacob Wamberg.
– Bacon så med andre ord allerede dengang, hvad der var undervejs. Men han syntes bare, det var godt. Lad os endelig komme i gang og få Moder Natur op på pinebænken, så vi kan få vristet hemmelighederne ud af hende.
Selvom de to moderne natursyn forekommer at være hinandens diametrale modsætninger, bunder de i samme forudsætning, fortæller Jacob Wamberg. Nemlig en afstand til naturen.
– Det er først, når man ikke længere står i et eksistentielt forhold til naturen, når man ikke længere er underlagt dens kræfter på en truende måde, at man kan beskrive naturen objektivt eller gå ud og nyde naturen og glædes over de subjektive følelser, den vækker i én.
Det moderne naturbegreb forudsætter således, at mennesket er trådt ud og sat fri af naturen. Men den frihed har også en pris, forklarer Jacob Wamberg og refererer til den tyske filosof og digter Friedrich Schiller fra 1700-tallet.
– Han sammenlignede den følelse, man i romantikken omfavnede naturen med, med den syges længsel efter sundhed. Hvad man definitivt havde forladt, var antikkens ureflekterede, men altså anderledes sunde forhold til naturen.

Hvad vokser frem?

Ifølge Jacob Wamberg er det stadig den romantiske naturforestilling, der gør sig gældende i den brede kultur. Men noget nyt er undervejs, mener han.
– Vi på vej ind i en epoke, hvor det bliver stadig sværere at operere med et klart skel mellem, hvad der er natur, og hvad der er kultur, og derfor bliver det også sværere at operere med forestillingen om, at mennesket er trådt ud af naturen, som jo netop var forudsætningen for det moderne naturbegreb.
Ifølge Jacob Wamberg mudrer skellet mellem natur og kultur til på mange områder.
– Sådan noget som klimaforandringerne. Er det kultur eller natur? Eller når vi er inde og pille ved naturens mindste byggesten og lave genmodificeret majs eller ændrer på vores genetiske koder. Hvilken status har resultaterne af det: kultur eller natur?
Er det så udtryk for, at mennesket er gået for langt i sin omgang med naturen? Ikke hvis man spørger Jacob Wamberg.
– Det ville være romantisk natursværmeri at hævde, at der principielt er noget galt i at ændre på naturen. Om genmodificerede majs er en god idé, må komme an på en prøve. Det virkelig interessante er for mig at se, at kulturen er kommet i spil i forhold til den biologiske evolution. Måske vi er på vej ind i en posthuman epoke, hvor kulturen bygger om på både naturen og mennesket?