”Det her markerer slutningen for laissez-faire-økonomien.” Sådan sagde den franske præsident Nicolas Sarkozy i efteråret 2008, da den globale finanskrises alvor stod klar for enhver. Og Sarkozy var langt fra alene om den påstand. Sammen med ham istemte nemlig et helt kor af europæiske stats- og regeringsledere og anerkendte økonomer, der krævede et opgør med skrupelløse finansspekulationer drevet af grådighed.

– Der er en tendens til at tro, at markederne kan reguleres, og at politikerne er de rette til at gøre det for os. Historien har dog lært os, at dette ikke kunne være længere væk fra sandheden. Det er nemlig hulens svært at finde en passende markedsregulering. Politikerne ender alt for ofte med at skyde sig selv og samfundet i foden, og det viser deres reaktion på den globale finans-
og gældskrise alt for tydeligt, siger professor i erhvervsøkonomi Peter Ove Christensen.

Opgør med kongens regulering

Begrebet laissez-faire kommer fra fransk og betyder direkte oversat ”lade gøre”. Sædvanligvis benyttes det dog som synonym for at ”lade stå til”, og i lige præcis denne betydning er begrebet blevet tæt knyttet til englænderen Adam Smiths liberale økonomiske teorier fra slutningen af 1700-tallet.   
– Smith så markedet som en ordensgenerator, hvor den enkelte ved at forfølge sin egen interesse paradoksalt nok gavner almenvellet – meget bedre, end nogen centralmagt nogensinde ville kunne. For selv om bageren kun bager brød for sin egen pengepungs skyld, er det alligevel til gavn for både dig og mig. Faktisk er det netop fordi, der er købere af hans brød, at han i det hele taget bager dem og naturligt sælger dem til en pris, som er optimal for alle. Det er det, Smith kalder for markedets usynlige hånd, siger idéhistoriker Mikkel Thorup.
Smith brugte dog aldrig selv begrebet ”laissez-faire”. Derfor er det ifølge Mikkel Thorup væsentligt at forstå, hvilken tid han skrev sig ind i og op imod i 1776, da han udgav sit hovedværk Om Nationernes Velstand.
– Adam Smith så økonomien som en undergren af moralfilosofien. Han interesserede sig for samfundsborgernes velfærd og var af den overbevisning, at produktionen handler om at fylde deres maver og tilfredsstille deres materielle behov. Den skulle ikke tjene som konge- og statsmagternes glorificeringsmaskine, hvilket ellers var mere reglen end undtagelsen i Europa i slutningen af 1700-tallet, siger Mikkel Thorup.
Adam Smiths teori var således et opgør med hans tids ekstremt lovbegrænsede økonomi, som centralmagten havde indført helt ned på regionalt og lokalt plan, og som umuliggjorde eksistensen af et frit nationalt marked.
– Og det var sådan et marked, Smith ville indføre. Økonomien skulle altså ikke have lov til bare at løbe fuldstændig frit, men i stedet være indrammet af det nationale fællesskab, som skulle sikre borgerne så meget, så godt og så billigt korn som muligt, siger Mikkel Thorup.

Illusion om frit marked

Men der var noget, Smith havde overset. Markedet er nemlig spækfyldt med fejl.
– For eksempel er det en fundamental forudsætning for Adam Smiths teori, at der er fuldstændig fri adgang til at etablere sig og producere. Virkeligheden er imidlertid den, at der i mange sektorer i økonomien findes få store, dominerende virksomheder, som har så meget markedsmagt, at de for eksempel kan sætte priserne unaturligt lavt i en periode og dermed forhindre andre virksomheder i at træde ind, eller skaber andre adgangsbarrierer, som forhindrer den fri konkurrence på markedet. Det betyder, at forbrugerne og samfundet får mindre velfærd for pengene, end de ellers havde udsigt til i Smiths virkelighed, siger professor i nationaløkonomi Philipp Schröder og uddyber, at der altid er et behov for statslig regulering af markedsøkonomien.
– Det er alment kendt, at vi må styre økonomien for at sikre, at markedskræfterne opererer frit og derved optimerer den samlede velfærd. Det er blandt andet derfor, at vi blandt verdens rigeste lande generelt også finder et højt skattetryk, siger Philipp Schröder.
Mikkel Thorup er enig og afviser, at der nogensinde har været en praksis om fuldstændigt frie markedsmekanismer. Men hvad får så den franske præsident Nicolas Sarkozy til i 2008 at hævde, at vi må gøre op med laissez-faire-økonomien, hvis den aldrig har eksisteret?
– Der har altid været en form for regulering. Tænk blot på atomvåben, børneporno og skydevåben. Disse ting giver stater af gode grund ikke lov til at florere frit. Det interessante er, at der har været en forestilling om det frie, ukontrollable marked. Vi har simpelthen taget markedet som forudsætning, grundlag og udgangspunkt for vores økonomiske forståelse. Ingen stærke stemmer foreslår en ny form for økonomi baseret på andet end markedsrelationer. Økonomi og marked er i dag blevet synonymer, siger Mikkel Thorup.

Stadig lige relevant

Men på trods af at forestillingen om det frie marked er så dominerende, har vores demokratisk valgte ledere dog ifølge Peter Ove Christensen haft den uheldige tendens til at føre os ud i økonomiske kriser for derefter at fastholde os i dem.
– Når økonomien kører godt, bør magthaverne trække penge ud af markedet og gemme dem til dårligere tider. Den slags finanspolitik kan man imidlertid hverken få flertal for eller blive genvalgt på. Derfor holdt Fogh i stedet forbrugsfest og pumpede penge ind i markedet under den seneste opgangstid. Men da krisen så kom, var pengene brugt. Politikerne brugte i tiden efter al deres energi på at køre heksejagt på bankerne og pålagde dem i stor stil at holde på pengene ved at stramme kravene til deres kapitalbeholdning. Med det resultat, at bankerne ikke turde låne penge ud til de hårdt trængte erhvervsdrivende, som så ikke kunne lave noget. Det har simpelthen sat en stopper for væksten og fastholdt os i krisen, siger Peter Ove Christensen og tilføjer, at det også er derfor, at Italien og Grækenland nu har måttet indsætte hver deres teknokrat (politisk uafhængig økonomisk ekspert, red.) som statsleder. Den nødvendige politik til at nedbringe gælden er simpelthen for upopulær.
Philipp Schröder mener, krisen har lært os, at der er ting, politikerne bør holde fingrene fra.
– Finanspolitikken bør i højere grad overlades til teknokrater. Det er ikke sådan, at de så skal bestemme, hvad pengene bruges på – det er blot op til dem, om pengene skal bruges, spares op, eller hvor meget staten fornuftigvis må låne, siger Philipp Schröder.
Men trods ustandselige konjunkturudsving og skrøbelige finansbobler er kombinationen af demokrati og markedsøkonomi alligevel at foretrække. Og Adam Smith spøger stadig i økonomernes hoveder.
– På den måde er Adam Smiths pointe mindst lige så relevant i dag som i 1776. Der findes nemlig ingen bedre løsning på ressourcefordelingsproblemet end markedsøkonomien. Og de markedsfejl, Smith ikke tog højde for, repareres allermest fair i et demokrati. Det er i hvert fald den mindst ringe indretning til det, vi kender. Vi økonomer ved nemlig heller ikke nok om finanskrisernes årsager. Det økonomiske system er lige så komplekst som vejrsystemer, og vi fokuserer i øjeblikket kun på små nicher af det. Adam Smith havde blik for både detaljen og det store billede, og det kan vi lære meget af, siger Philipp Schröder.