Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

<h1>AUgustus-tema om liv i rummet: </h1>

<p>Naturvidenskaben har aldrig været tættere på at opklare, </p> <p>om der er liv i rummet. Men livet vil sikkert blive fundet så </p> <p>langt væk, at vi aldrig vil kunne nå dem. Det nye nummer </p> <p>af AUgustus er udkommet og har tema om livet i rummet. </p>

»Jeg er på et tidspunkt kommet til at love, at vi har fundet liv inden for ti år. Det er nu halvandet år siden, så jeg har stadig otte et halvt år at løbe på.« fortæller Hans Kjeldsen. Foto: Lars Kruse, AU

Den store, sorte nattehimmel er omspundet af en fængslende mystik, der siden menneskehedens begyndelse har pirret vores opmærksomhed og fantasi. Og lige siden vi fandt ud af, at de hvide prikker på himmelens mørke bagtæppe er lyset fra fjerne sole, har mennesker fra alle kulturer vendt et undrende blik opad med særligt ét spørgsmål i tankerne: Er der mon liv derude?

Det mest sandsynlige svar er: Ja! Og der er gode chancer for, at vi finder det inden for overskuelig fremtid.

Men det bliver nok ikke den form for liv, som vores fantasi favoriserer, lyder meldingen fra astronom Hans Kjeldsen og astrobiolog Kai Finster, der begge forsker i liv i rummet.

Neongrønne marsmænd med trekantede kranier og tætsiddende øjne så store som tekopper ville i sandhed være en bemærkelsesværdig opdagelse, men vi må efter al sandsynlighed indstille os på at nøjes med mindre.

»I science fiction-litteraturen ligner rumvæsenerne tit mennesker – de har krop, arme, ben og et hoved med ører, øjne, næse og mund. Men det, vi realistisk regner med at finde, er mikrobielt liv, altså organismer i en målestok på en tusindedel millimeter, « fortæller Kai Finster.

Mikroorganismerne er med andre ord hver især 50 gange mindre end den gennemsnitlige bredde på et menneskehår: så små, at de ikke kan ses med det blotte øje, medmindre de samler sig i klynger.

Evolution har ikke et formål

Selv om den form for liv ikke er så  imponerende, som mange sikkert havde håbet, er det alligevel ikke noget at kimse ad. Jordens egen historie har primært været præget af mikroskopisk liv. Livet på Jorden startede for ca. fire milliarder år siden, og det er først inden for de sidste 800-1.000 millioner år, at der er kommet flercellede organismer til. Det er mikroorganismerne, der har haft den største indflydelse på Jordens udformning, og alt senere liv har udviklet sig fra dem.

Der er dog ingen grund til at forvente, at det mikrobielle liv på andre planeter vil vokse sig til livsformer som dem, vi kender på Jorden. At livets udvikling skulle have løbet den samme vej på en anden planet, er på ingen måde givet. Naturen har nemlig ikke en drejebog, lyder det fra Kai Finster.

»Evolutionen forfølger ikke noget mål; den udfolder et potentiale. Da livet på Jorden startede, stod der ikke »menneske« på programmet. Det har aldrig ligget i kortene fra naturens side, at livet på Jorden skulle antage de varierende former, det nu engang har. På en måde passer H.C. Andersens »Klods-Hans« meget fint som illustration. Han samler tilfældige ting op på vejen til prinsessen og trækker dem op af lommen ved passende lejlighed,« siger han og fortsætter:

»Også vi er resultatet af en lang række tilfældige processer, og sådan er det med evolutionen. Evolutionen er en kombination af de kort, du har på hånden, og de træk, som din naturlige modstander tillader dig at spille: en række eventualiteter, som kan blive realiseret, når forskellige forhold gør det muligt.«

Forskning på astronomiske afstande

At finde liv på andre planeter er noget af en udfordring, i betragtning af at de mikroskopiske organismer er meget små og meget langt væk – og at de oveni købet kan gemme sig dybt under planeternes overflade.

Ikke desto mindre er der grund til optimisme, mener astronom Hans Kjeldsen, som forventer et snarligt gennembrud. Forskerne har allerede nu en liste med omtrent 15 planeter, som har den rigtige størrelse og den rigtige afstand til deres sole til, at der potentielt kan være liv. Disse planeter skal nu undersøges nærmere.

»Jeg er på et tidspunkt kommet til at love, at vi har fundet liv inden for ti år. Det er nu halvandet år siden, så jeg har stadig otte et halvt år at løbe på. Og det er heller ikke helt urealistisk,« siger Hans Kjeldsen, der blandt andet sætter sin lid til den nye satellit TESS, som NASA opsender i 2017.

Med satellitter som TESS kompenserer rumforskerne for, at de aldrig kan komme helt tæt på deres objekt. Ganske vist holder de et vågent øje med Mars og nogle af Jupiters måner, som befinder sig relativt tæt på Jorden, men jagten på liv i rummet er først og fremmest henlagt til solsystemer langt væk fra vores eget.

»De nærmeste planeter, vi kigger på lige nu, ligger 100 lysår væk. Det vil sige, at det vil tage 100 år at nå derud, hvis man bevæger sig med lysets hastighed. De fjerneste planeter, vi er i gang med at kortlægge, er 3.000 lysår væk. En af de mest interessante planeter, vi har fundet – nemlig Kepler 62f, som har tilnavnet »Jordens tvilling« – er 1.200 lysår væk,« fortæller Hans Kjeldsen.

Afstandene sættes i relief af, at rumskibet Voyager først for nylig har nået udkanten af vores eget solsystem – og den blev sendt af sted for 40 år siden.

Når de ubegribelige afstande gør det umuligt for forskerne at rejse ud i det uendelige univers, så må universet jo komme til forskerne.

En af de metoder, forskerne bruger til at finde ud af, om organismer kan leve under forholdene på andre planeter, er således at genskabe en planets fysiske forhold på Jorden og undersøge, hvordan jordiske mikroorganismer klarer sig i dem. Det foregår i en lukket tank, hvor forskerne kan efterligne fjerne planeters atmosfæresammensætning, tryk, temperatur og stråling.

Rumforskning gør os klogere på Jorden

De primitive livsformer, som forskerne forventer at finde på andre planeter, vil ikke have nogen indflydelse på vores dagligdag her på Jorden. Og de planeter, som livet forventes at eksistere på, vil sikkert ligge i en så fjern verden, at vi ikke kommer til at kunne rejse derhen. Hvad skal vi så egentlig bruge den nye viden til?

»Hvis vi finder mikroorganismer i rummet, kan de lære os, at liv er et universelt princip meget forskelligt fra det, vi hidtil har haft grund til at antage. Vi ved principielt ikke, om liv er noget unikt, der kun er knyttet til Jorden, eller om det opstår i det øjeblik, mulighederne er til stede,« siger Kai Finster.

Når forskerne finder liv i rummet, kan de dermed bruge det til at blive klogere på de grundlæggende principper for liv og på, hvordan liv er opstået i første instans. Det er en af de store gåder, som videnskaben endnu ikke har fundet svar på: Hvad er det for nogle processer, der fører fra simpel kemi til primitivt liv?

Også Hans Kjeldsen mener, at forskning i liv på andre planeter er en vigtig kilde til selvindsigt – sådan at forstå, at det giver viden om Jordens egen historie.

»Forestil dig en biolog, der kun har fået ét træ i hele verden at kigge på. Og han sidder oppe i trækronen og studerer det i detaljer. Ved at kigge på det træ skal han fortælle, hvor det er kommet fra, og hvad der vil ske med det. Hvis nu han måtte kigge på andre træer, kunne han finde nogle træer i frøstadiet, nogle, der lige var begyndt at vokse, og nogle, der var ved at visne,« siger han og fortsætter:

»Hvis vi astronomer kun kan kigge på vores eget solsystem, kan vi ikke sige så meget om det, som hvis vi har en masse solsystemer at sammenligne med.«