Aarhus Universitets segl

Chefen vil hjælpe unge studerende

Der har i år været boom i interessen for mentorordning, hvor alumner kommer ind med deres erhvervserfaring for at hjælpe og vejlede studerende.

ARoS dannede rammen om mødet mellem alumner og studerende ved mentor-introduktionsdagen i oktober. Foto: Anders Warrer

Et rekordhøjt antal alumner har i dette efterår tilmeldt sig mentorordningen på AU under hovedområdet Business and Social Sciences. Ordningen tæller i år 78 erhvervsfolk fra offentlige og private organisationer. Sidste år var tallet på 40 og året før 27.
Ifølge Susanne Søes Hejlsvig, der leder projektet, har mentorerne et klart ønske om at give noget tilbage til deres tidligere studiested.
– De bruger deres kostbare tid på mentorordningen, fordi de kan lide at se andre udvikle sig og gerne vil give noget videre af alt det, de har lært på arbejdsmarkedet og i deres tid som studerende.
Og mentorerne kan tilbyde de studerende rådgivning og dialog på en lang række områder om alt fra karrierevalg til studiejob og stress.
– Jeg er mentor, fordi jeg mener, det er vigtigt at give en ung studerende kontakt med arbejdsmarkedet gennem førstehåndserfaring. Samtidig er det positivt, at vi tidligere studerende genskaber kontakten til universitetsverdenen. Det er til gensidig inspiration, så man kan også blive klogere som mentor, fortæller Jette Ditlev, cand.merc. fra det tidligere Handelshøjskolen, ejer af Ditlev Consulting og mentor ad flere omgange.
Mentorprojektet forløber over ni måneder og består bl.a. i, at mentoren mødes med den studerende en gang om måneden.
– Vores studerende har gavn af at deltage i mentorprojektet, fordi det giver dem adgang til en unik erfaringskilde, som kan noget andet end f.eks. studievejledningen eller os på AU Career, fortæller Susanne Søes Hejlsvig.