Aarhus Universitets segl

Da tiden gik i ring

I antikke og førmoderne samfund var tiden lig med en række af tilbagevendende begivenheder. Tilværelsen var især præget af naturens gentagne sæsoner og derfor styret af en helt anden rytme end i dag. I den moderne verden består tiden derimod af et før, et nu og et efter. Den er blevet synonym med forandring og forgængelighed – og noget, der skubber os nådesløst fremad mod en afslutning.

Den hvide kanin har fået rødskudte øjne og ører i alarmberedskab i Tim Burtons udgave af Lewis Carroll-klassikeren »Alice i Eventyrland«. Ingen tvivl om, at den er en meget travl herre, der altid haster af sted – styret af de nådesløse visere på uret i sølvkæden. Foto: ©Disney

Kan du huske kaninen fra »Alice i Eventyrland«?
Mens Alice sidder og keder sig sammen med sin søster nede ved søen, dukker en hvid kanin pludselig op. Den ænser hende slet ikke, for den har frygtelig travlt og kigger konstant på sit fine lommeur, der ellers ligger i vestelommen.
Kaninen må ikke komme for sent. Tiden løber – og den hvide kanin haster efter den, mens den med bekymret mine konsulterer sin egen personlige tidsmåler, uret.
Den hvide kanin og dens forhold til tiden er af flere blevet opfattet som et symbol på det voksenliv, Alice er på vej ind i. Men den kendetegner også i høj grad den moderne tidsopfattelse, hvor tiden bevæger sig hastigt fremad uden at se sig tilbage – og hvor den mekaniske tidsmåling sikrer, at vi hele tiden kan holde øje med timer, minutter og sekunder, der i høj grad sætter rammen for livet i det moderne samfund. Som et nu, der hele tiden HAR været, mens tiden ubønhørligt bevæger sig fremad, med sekundviseren som fartpilot.


Kig på himlen

Forestil dig så en anden tidsalder. Den neolitiske, antikken og den førmoderne.
Her var der hverken timer, minutter eller sekunder, der kunne stresse dig.
I stedet var det naturen, du aflæste – og himlen var tidens ansigt, med solen som første og vigtigste markør i forhold til, om det var dag eller nat. Månens størrelse samt himmellegemernes bevægelse var vigtige pejlemærker i forhold til viden om, hvornår det var tid til at så og høste – og tid til at fejre de religiøse begivenheder.
»I den tidlige ægyptiske civilisation var du helt afhængig af, om du kunne aflæse himmellegemerne. Det var altafgørende for dit udbytte og dermed din overlevelse, at du kunne forudsige lavvande og højvande, så du for eksempel kunne afværge oversvømmelser af afgrøderne, hvis du nu boede tæt på Nildalen,« forklarer idéhistoriker Jakob Bek-Thomsen.
Både ægyptere og mayaer er eksempler på nogle af de førmoderne kulturer, vi forbinder med den tætte kobling til naturen som tidsmarkør.
»Der er tale om civilisationer i tæt kontakt med naturen, der havde indstillet deres liv efter det, vi nu kalder en cyklisk tidsopfattelse. For dem gik tiden i ring, den bevægede sig rytmisk og tilbagevendende. Samtidig var der hos blandt andet mayaerne en opfattelse af, at historien ville gentage sig efter bestemte intervaller. Og derfor er det jo også helt absurd, når vi i 2012 var så optagede af, at mayaerne havde forudsagt Jordens undergang til netop dette årstal. For mayaerne havde en cyklisk tidsopfattelse, og 2012 markerede derfor blot en overgang til en ny gentagelse,« siger Jakob Bek-Thomsen.


Stadig førmoderne træk

Idéhistorikeren vil dog gerne rokke lidt ved vores typiske opdeling af tidens historie i en klart cyklisk og en senere entydig lineær forståelse af tiden.
Jakob Bek-Thomsen peger på, at vi også i den moderne verden stadigvæk opererer med en cirkulær tid, hvor vi fortsat har mange gentagelser og tilbagevendende begivenheder.
»Både grækerne og romerne havde en tidsopfattelse, der var præget af sæsonerne. Og det orienterer vi os også efter i dag. Vi har de fire årstider, og de særlige begivenheder, der knytter sig til dem – ikke mindst i landbruget. Og de går jo i ring, selvom årstallet ændrer sig. Ser man på himmellegemernes betydning, så er det også stadig Månen, der afgør, hvornår påsken falder. (Påsken falder den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn, red.) Så vi er altså ikke fuldstændig gået væk fra den cykliske tidsforståelse,« pointerer han.


Kristendommens indflydelse

Jakob Bek-Thomsen er dog helt med på, at der er sket et overordnet skifte i menneskets måde at tænke tid på, fra den cykliske mod den lineære. Og i den vestlige civilisation spiller kristendommen en afgørende rolle i den udvikling.
»Det er især kirkefaderen Augustin, der har præget vores tidsopfattelse. Han gjorde op med idéen om, at tiden var iboende i naturen, og argumenterede i stedet for, at tiden er Guds værk. Han – og andre – brugte blandt andet denne pointe til at tale imod ågerrenter. En rente er jo i virkeligheden en betaling for tid, og ifølge Augustin var tiden skabt af Gud – og derfor stod det ikke til mennesket at kræve betaling for den, da den ikke tilhører os, men Gud,« forklarer Jakob Bek-Thomsen.
Og med tiden knyttet til Guds skaberværk kommer der netop også en tidsopfattelse, der rummer et før, et nu og et efter. Med skabelsen som begyndelsen og dommedag som afslutningen.
»Den historiske tidsopfattelse, som vi kender den i dag, knytter sig derfor til den jødisk-kristne kultur. Hos romerne derimod var historieskrivningen mere en samling af en række eksempler på, hvordan en begivenhed er foregået. I mange sammenhænge som en beskrivelse af et eksempel til efterfølgelse på, hvad man kan gøre i bestemte situationer, som for eksempel krigsførelse,« forklarer Jakob Bek-Thomsen.
Dette ligger også i selve betydningen af det græske ord »historia«, der betyder observation, hændelse eller eksempel.


Nyt bud: den vertikale tid

Med kirkens historieskrivning og tidsopfattelse fulgte også idéen om, at Jorden var skabt 4.004 (søndag d. 23. oktober) år før Kristus. Det vil sige, at al fortid højest kunne være 4.000 år gammel, og den forestilling blev der ikke rokket ved før midten af 1800-tallet, hvor både Darwins bog om arternes oprindelse og fundet af en dobbeltsidet flinteøkse i Frankrig indikerede, at mennesket havde beboet Jorden meget længere tilbage, end kirkens dogmer foreskrev.
»Den bibelske skabelseshistorie kan tælles i årtusinder. Menneskets historie rækker imidlertid flere millioner år tilbage. På trods af det er vi stadig kun optaget af at skrive historien om mennesket ud fra en forholdsvis kort periode, nemlig den, hvor vi selv begynder at fortælle den. Enten fra hulemalerierne, papyrusrullerne eller stentavlerne. Og man kan sige, at vi i den forbindelse enten er gået til opgaven med en cyklisk eller en lineær tidsopfattelse. Mange forskere er derfor begyndt at tale om en ny tilgang: den vertikale,« siger Jakob Bek-Thomsen.
Og med den vertikale tid mener Jakob Bek-Thomsen den tid, der kan aflæses ved at gå ned i tidsaldrene. Den tid, der har aflejret sig i for eksempel jordlag, og som fortæller en historie om mennesket fra før, det begyndte at fortælle sig selv.
»Vi mangler at få trukket den dybe historie ind i vores historie, og jeg tænker det ikke kun som et arkæologisk projekt. I virkeligheden kunne lige præcis dén forskning være et oplagt sted for flere forskellige videnskaber at samarbejde – og det kunne give os et helt nyt bud på, hvad tiden også er,« siger Jakob Bek-Thomsen.
Noget, der går i ring – noget, der bevæger sig fremad – og noget, der stikker dybere.