Michael Böss har en drøm. Han drømmer om et Danmark, hvor borgerne er engagerede i politik, bliver indkaldt til høringer og har direkte medbestemmelse, og hvor folk er stolte af at være danskere, men også europæere og verdensborgere.
Sådan er det ikke nu, mener Aarhuslektoren, der i foråret udgav bogen ”Republikken Danmark”, som tager udgangspunkt i et historisk nu, hvor Danmark og danskerne ifølge Michael Böss er blottet for politiske visioner og derfor til fals for både populisme og radikalisering.
– Vi er i en meget vigtig overgangsfase. Ligesom mange andre lande, står vi lige nu over for en ny globaliseret verdensorden, og det skal vores samfund tilpasse sig, siger han og understreger, at det handler om at finde vores nationale identitet i et multikulturelt samfund.
– I den fase mener jeg, det er helt afgørende, at borgerne føler sig hørt og inddraget i de beslutninger, der skal tages, for ellers risikerer vi et splittet samfund – uden de danske værdier, vi ellers har dyrket op gennem historien: frihed, lighed og solidaritet. Vi har med andre ord brug for at styrke samtaledemokratiet, lyder det fra historiker Michael Böss, der som eksempel fremhæver traditionen for offentlige høringer, som dog er blevet noget slidt i de senere år.

Demokratiets krise

Som han ser det, har vi i dag ladet demokratiet forfalde og glemt hvor vigtigt, det er, at alle føler et ansvar for samfundets udvikling og en forpligtelse til at deltage. Og han forklarer det blandt andet med, at vi mangler historisk viden om det danske demokrati.
– Det er ikke nok at kende årstallet 1849 og så tro, at demokratiet blev sikret med Grundlovens indførelse. For det første var det kun en mindre del af befolkningen, der fik nye politiske rettigheder efter enevælden, og for det andet var det jo kun ord på et papir. Først herefter kom kampen om at give flere og flere medejerskab til staten, så man efterhånden reelt kunne tale om et nationalt fællesskab, forklarer Michael Böss, der fremhæver først bøndernes og siden arbejdernes kamp for at blive lige medborgere.
Denne kamp byggede ifølge Michael Böss på visioner og værdier, der kan følges tilbage til oplysningstidens tænkere, blandt andre den engelske filosof John Locke. Locke mente, at alle mennesker er født med en umistelig ret til ”liv, frihed og ejendom”, og at det er statens opgave at sikre disse. Til gengæld for denne sikkerhed får staten så en borgers samtykke. Det betød, at kampen for frihed ikke kun handlede om at sikre borgernes frihedsrettigheder, men også om at leve i en fri nation, som man til gengæld havde pligter over for. Sådan gælder det stadig:
– Man sikrer ikke frihed og lighed alene gennem rettigheder, selvom vi i dag efterhånden kun har fokus på, hvad vi har ret til. Vi har helt glemt, at der følger nogle forpligtelser med. Og en af forpligtelserne er at engagere sig i sit samfund, så vi hele tiden holder gang i demokratiet og diskussionen om, hvilke offentlige værdier, vi skal gøre gældende i dag, siger historikeren.

Den multikulturelle udfordring

Mens en af grundlovsfædrene, Grundtvig, talte om frihed for Loke såvel som for Thor og på den måde også betonede lighedstanken som væsentlig for den danske selvforståelse, så oplever Michael Böss, at den tankegang i dag bliver udfordret. Ikke mindst i forhold til vores syn på folk med anden etnisk baggrund og i spørgsmålet om integration.
– Et samfund med indre sammenhængskraft kan rumme en stor forskellighed. Så længe der er enighed om de helt grundlæggende ting, som for eksempel demokrati, social retfærdighed og lige muligheder, så er der masser af plads til, at folk på det private plan kan have mange forskellige værdier, siger Michael Böss.
Han fremhæver lande som Australien og USA som eksempler på lande, hvor folk på tværs af kulturer og etnicitet overordnet føler sig som australiere og amerikanere, og hvor det multikulturelle ikke på samme måde opleves som en trussel.
– Herhjemme er der en tendens til, at man ser det multikulturelle som et enten-eller. Enten er du enig med de kulturelt venstreorienterede i, at valget står mellem det nationale eller verdensborgeren. Eller også holder du med de nationalkonservative og mener, at de nye danskere SKAL føle præcis som os ”gammeldanskere” i alle henseender. Og begge dele er i virkeligheden i modstrid med de værdier, der ellers har præget det danske samfund, mener Michael Böss.

Inddrag os

Hvis vi igen skal besinde os på værdier som frihed, lighed og solidaritet, må vi ifølge historikeren genoplive kampen for et folkeligt deltagerdemokrati. Og det kunne politikerne blandt andet gøre ved at afholde borgermøder og i det hele taget inddrage meget mere i de nære spørgsmål.
– Vi skal skønne på de værdier om folkelig inddragelse, som ligger bag mange af vores samfundsinstitutioner, som for eksempel folkeskolen, som netop burde være en skole for folkelivet og ikke kun for sikring af konkurrenceevnen. Desværre føler folk sig sat ud på et sidespor i forhold til de politiske beslutninger, der i høj grad er centraliserede, konkluderer Michael Böss og bruger kommunalreformen som et eksempel på en af de politiske beslutninger fra nyere tid, der har fjernet magten endnu mere fra den enkelte borger.
– Borgerne har fået sværere og sværere ved at identificere sig med magten og kan heller ikke få øje på deres direkte indflydelse. Det betyder, at vi får frustrerede demokrater, og i de situationer viser historien os, at fløjene vokser. Og hvem er vi så, der går ud og kræver demokrati i andre lande, når vores eget faktisk er i krise, spørger Michael Böss.