For 500 millioner år siden lå vores lille danske land ikke det samme sted på kloden, som det gør i dag. Cirka lige så langt syd for Ækvator, som vi befinder os nord for i dag, kunne man finde den landjord, som i dag er Danmark.
Dengang var Danmark en del af kontinentet Baltica, som blandt andet også tæller Norge, Sverige og Finland, og som i dag er en del af den europæiske plade.
Men hvordan kan man vide, at dette kontinent befandt sig omkring det sydlige Sydamerika for mange hundrede millioner af år siden? Niels Balling er lektor i geofysik. Han forklarer, at når bestemte bjergarter dannes, trækker Jordens magnetfelt i nogle små magnetiske korn, der findes inde i stenene. Kornenes retning i forhold til Jordens magnetfelt ”forstener”, og på den måde kan man bestemme koordinater ved at analysere prøver fra undergrunden.
– Omkring polerne er retningen stort set vinkelret ind mod Jorden, mens bjergarterne omkring Ækvator vil have små magneter, som ligger horisontalt. Så retningen varierer med breddegraderne, siger han.
Men fordi der kun er to poler på jordkloden, en i nord og en i syd, kan forskerne kun fortælle, på hvilken breddegrad – altså hvor nordligt eller sydligt – Danmark har ligget, og desværre ikke, på hvilken længdegrad. Det kræver andre og mere usikre geologiske observationer.

Rejsen fortsætter

Gennem de sidste mange millioner år har Danmark altså bevæget sig nordpå over Ækvator. Undervejs har Balticakontinentet været landfast med flere andre kontinenter og skilt sig fra dem igen. Jordens kontinenter ligger aldrig stille, og derfor bevæger Danmark sig videre.
– Hele Nordvesteuropa med Danmark bevæger sig nu mod nordøst med cirka to centimeter per år. Det vil sige, at om 50 millioner år vil Danmark ligge omkring 1000 kilometer nordøst i forhold til nu, siger Niels Balling.
Det svarer til, at Danmark vil ligge der, hvor det sydlige Finland ligger i dag.
– Men vi skal først lige igennem nogle istider, siger han.