Når den hvide opdagelsesrejsende mødte en sort hottentot i det indre Afrika, var der to måder at forstå den fremmede på i 1700-tallet: Enten var hottentotten et menneske, der endnu ikke havde nået samme udviklingstrin som den rejsende, eller også var den fremmede fra en så anderledes kultur, at de to mennesker slet ikke kunne eller burde sammenlignes. Lyder det bekendt? Hvad nu, hvis man i stedet skrev:
Enten er fundamentalistiske muslimer folk, der (endnu) ikke har været igennem en reformation eller oplysningstid lig den vestlige – men de kan komme det. Eller også er den muslimske og den vestlige kultur så forskellige, at det ikke giver mening at vurdere dem ud fra samme målestok. Derfor giver det heller ikke mening at tale om, at den ene kultur er den anden overlegen.

Fra Gud til fornuft eller race

– Det, der sker i 1700-tallet, er, at Gud ryger ud af ligningen i den vestlige verden. Og derfor skal man finde nye forklaringer på, hvad mennesket er for en størrelse, forklarer Ole Høiris, der er docent i socialantropologi ved Aarhus Universitet.
Mange af tidens filosoffer erstatter Gud med en tro på fornuften som det universelt fællesmenneskelige, der på sigt kan sikre fremskridt for den samlede menneskehed, og forklarer derfor forskellighed ud fra, hvor høj grad af rationalitet der præger os. De holder med andre ord fast i det store universelle, fællesmenneskelige projekt.
Andre af tidens tænkere betoner i stedet det, der adskiller os fra hinanden, og taler derfor mere om racer og usammenlignelige kulturer. De går imod den universelle forklaring og tror på det partikulære i stedet for.
– I virkeligheden er det de to forklaringer, vi i høj grad stadig benytter os af i dag, siger Ole Høiris.

Naturlig eller undertrykkende moral

Ole Høiris har været en af redaktørerne på den store Verden-serie om de forskellige epoker i historien, der nu er udkommet i seks bind på Aarhus Universitetsforlag. I værket om Oplysningens verden beskriver han netop nogle af de teorier, der var fremme, når datidens tænkere hørte om nye opdagelser fra de videnskabelige ekspeditioner og så de meget præcise tegnede illustrationer af nye folkeslag.
Og det var ikke kun de anderledes hudfarver og fremmedartede skikke, der blev diskuteret blandt videnskabsmændene. Spørgsmålet om moral var også et af tidens helt store emner. For hvordan skulle man forholde sig, når for   eksempel den indfødte mand fra Tahiti tilbød sine tre døtre og sin kone til den franske skibspræst, der lige var ankommet? Det er den franske oplysningsfilosof Diderot, der skriver om episoden, og han bruger den til at vise, at tahitianeren er mere i tråd med en naturlig moral end den, der hersker i hans eget Frankrig, der for ham at se har en undertrykkende og livsfornægtende moral.
– Tahitianeren fatter simpelthen ikke, hvorfor præsten siger nej til hans tilbud om sex. For ham at se er det helt tåbeligt at have love eller principper, der går imod fri sex, for der er jo brug for at producere flere nyttige samfundsborgere. Han synes, præstens argumenter er fuldstændig tåbelige – og Diderot bruger eksemplet til at vise, at civilisation i virkeligheden ikke er et fremskridt, men et middel brugt af magthavere til at undertrykke menneskets frie natur, forklarer Ole Høiris.
På den måde kommer den fremmede til at fremstå som et mere sandt, ægte eller autentisk menneske end Diderots egne landsmænd, der ellers i egen selvforståelse netop var de oplyste i modsætning til dem, de opfattede som primitive fremmede.

Civilisation: Fremgang eller tilbageskridt?

Ole Høiris peger på, at den samme diskussion faktisk også finder sted i dag. Når vi for eksempel taler henført om vores sommerhus som en oase eller et fristed, så sker det ofte som en modsætning til vores opfattelse af byen, af hverdagslivet og det, der ellers kendetegner det moderne liv.
Han fremhæver også nutidens grønne bølge, med fokus på økologi og bæredygtig udvikling, som et eksempel på den samme dyrkelse af naturen som det oprindelige og uspolerede i modsætning til den mere materialistiske, moderne livsform. Det sås blandt andet for nogle år siden, hvor en gruppe sydamerikanske indianere blev udpeget som de sande helte, fordi de kæmpede mod multinationale selskaber for at få rettigheder over deres jord. Mange opfattede indianerne som dem, der stadig ved, hvordan man lever i pagt med naturen. Som dem, der har nøglen til bæredygtig udvikling.
– I virkeligheden er det jo alt sammen udtryk for den samme pointe, som både Diderot og især Rousseau fremhævede dengang: Civilisation er ikke kun et udtryk for fremgang. Den sker på bekostning af noget, siger Ole Høiris.

Nutidens kompromis

Mens 1700-tallets tænkere på den måde baksede med spørgsmålet om, hvorvidt fornuft og fremskridt nødvendigvis hang sammen og så på den fremmede i den optik, så kom 1800-tallet i højere grad til at handle om det, der adskilte os. Romantikkens tænkere talte derfor om det nationale – om folket, historien og kulturen – som det, der gør os forskellige.
– Den måde at tænke på fik særlig stor indflydelse i Danmark. Ikke mindst på grund af Grundtvig og vores nederlag i 1864, fortæller Ole Høiris.
– Danskerne havde travlt med at fortælle os selv som noget særligt – og ikke som et meget lille land med en meget begrænset befolkning. En kulturgeografisk professor hævdede endda, at vi var de direkte efterkommere af den ægte urbefolkning, neandertalerne.
Men med dna-analyser og andre videnskabelige fremskridt døde den teori. Og ifølge Ole Høiris er der i dag også tegn på, at vi ikke kun tænker i ligheder eller forskelle, men i nogle sammenhænge har fundet et kompromis mellem de to tankegange.
– I dag er det nok ikke kun et spørgsmål, om vi er én stor familie, eller om vi er helt forskellige. Jeg tror, vi har fundet os til rette med, at vi nok er blandet op, og at vi på den måde både er brødre og søstre, men også er vidt forskellige.
Det er blandt andet den syntese mellem teorierne, der ifølge Ole Høiris bliver brugt, når vi i dag forsøger at bruge EU som en fælles ramme for det europæiske, men stadig forsøger at fastholde retten til forskellighed. Men selv om der altså ifølge Ole Høiris er tegn på, at de skarpe fronter er blevet slebet af i en form for kompromis, så tørner de to teorier fra 1700-tallet dog stadig sammen i dag.
– Et er debatten om de fremmede og spørgsmålet om, hvorvidt vi skal assimilere eller integrere. Men prøv også at overføre teorierne til vores kønsdebat. Nogle siger, at kvinden er væsensforskellig fra manden, at kønnet er biologisk – mens andre hævder, at kønnet er en social konstruktion. Og i 70’erne skulle der nærmest slet ikke være noget køn – da skulle alle være lige. Det hele handler igen om, hvad vi tror på: Findes det store fællesmenneskelige projekt, eller er vi ganske enkelt forskellige som udgangspunkt?