I 1745 påbegyndte den franske oplysningsmand Denis Diderot og matematikeren d’Alembert arbejdet med at skabe det, der siden skulle blive et af oplysningstidens kendteste værker: Den Store Franske Encyklopædi – eller som den retteligt hed: ”Encyklopedi, eller kritisk ordbog, over videnskaberne, kunstnerne og håndværkene”.
20 år senere, i 1765, forelå 17 bind med artikler om alt fra A til Z – og i årene efter fulgte yderligere 11 bind med illustrationer. Visionen for det enorme værk var klar: Frugterne af oplysningstidens videnskabelige erkendelser og kritiske tænkning skulle gøres tilgængelig for folk, så de kunne bygge deres liv på selvstændig tænkning i stedet for overtro, fordomme og blind konservatisme. Mennesket skulle ud af sin selvforskyldte umyndiggørelse, som den tyske filosof Immanuel Kant senere formulerede oplysningstidens credo.
I dag bruger vi ikke encyklopædier. Vi bruger Google. Så hvordan står det til med encyklopædisternes vision? Er den blevet indløst med internettet og Google?
”Både ja og nej”, siger Niels Ole Finnemann, der er professor ved Aarhus Universitet og leder af Center for Internetforskning. ”Men mest nej. For godt nok må vi medgive, at Google i dag er indgangsporten til den største samlede mængde viden, verden til dato har set. Men Google rummer også faldgruber i forhold til et opdateret oplysningsprojekt,” siger han.

Organisering er ikke uskyldig

Ifølge Niels Ole Finnemann er oplysningen eksploderet indefra, for lige siden midten af 1700-tallet er verdens videnproduktion vokset eksponentielt:
– Den tilgængelige viden fordobles og fordobles i et helt uoverskueligt tempo. Som enkeltpersoner bliver vi dummere og dummere i den forstand, at der hver dag er mere viden, som vi ikke kan forholde os til, end der var dagen før. Vi lider af ”information overload”, siger han.
I denne verden af ”information overload” får internettets søgemaskiner en helt central betydning for vores adgang til viden og verdenen. Og Google er den helt store aktør i det spil, fortæller Niels Ole Finnemann.
– Med en målsætning om at organisere al viden i verden og deres revolutionerende søgeteknologi til at bakke drømmen op er Google den mest anvendte indgangsport og vejviser til internettets store landskab af viden.
– Vi ved i grove træk, hvordan Google foretager deres organisering og sortering af verdens viden: De sorterer websiderne efter popularitet, som de måler i antal indgående links. Men de har mange supplerende principper, som de lægger til grund for denne sortering. Og de principper er hemmelige, fortæller Niels Ole Finnemann, der mener, at Googles status som havende de facto monopol på al søgning af information og viden betyder, at vi som samfund bør have mere indsigt i Googles fremgangsmåder.
– På den ene side må vi sige, at Googles søgninger fungerer. Det er jo derfor, vi alle sammen bruger Google – vi finder for det meste noget, vi søger. På den anden side er det utilfredsstillende og i strid med grundlæggende oplysningsprincipper, at vi rent faktisk ikke kender de kriterier, de bruger, og hvorfor noget bliver sorteret fra, og noget andet ender øverst i vores søgninger.
Niels Ole Finnemann taler i den forbindelse ikke om direkte censur, hvor sider ikke må vises, sådan som det er kendt fra regimer, der forsøger at holde styr på internettet.
– Men også i vores del af verden, i Googles normale organisering af søgeresultaterne, kan der jo sagtens ske nedprioriteringer af hjemmesider og informationer hver eneste dag, uden at vi er klar over det. Om og i hvilket omfang det sker, ved vi meget lidt om, siger Niels Ole Finnemann, der forudser, at det er en problemstilling, vi som samfund kommer til at diskutere i årene fremover.
– Organisering af viden er ikke en uskyldig affære, og Google er ikke en uskyldig organisation. Den er hverken værre eller bedre end andre store kommercielle virksomheder, men det er en meget vigtig opgave for samfundet, som vi tiltror en virksomhed.

Lukket inde i sin egen fortid

Niels Ole Finnemann peger også på et andet forhold ved vores brug af Google. Søgemaskinens fantastiske evne til at finde lige præcist det, vi søger, rummer nemlig også en risiko for, at vores verden bliver indsnævret. Han forklarer problemstillingen:
– For at Google kan tilbyde dig så relevante søgeresultater som muligt tager søgemaskinen bestik af din tidligere søgeadfærd, siger Niels Ole Finnemannn og forklarer det med en søgning på ordet ”platon” som eksempel.
– Platon er både navnet på en gammel græsk filosof og på noget specielt software. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvilken af de to du leder efter. Hvis maskinen kan huske, at du tidligere har søgt på den tyske filosof Schopenhauer, går den ud fra, at det nok ikke er softwaren, men ham den gamle græker, du er interesseret i, forklarer Niels Ole Finnemann.
Det betyder på den ene side, at man slipper for at få alenlange lister med irrelevante søgeresultater.
– Og det er jo dejligt. Men det rummer på den anden side også en latent risiko for, at du bliver lukket inde i din egen fortid, når det udsnit af verden, som Google viser dig, er bestemt af den verden, du kender i forvejen, forklarer Niels Ole Finnemann.
– Man taler om en personalisering af informationen, som kan resultere i, at din verden bliver mindre og mindre, når du ser på den igennem Google. Og det er i princippet det modsatte af det, man i filosofisk forstand vil kalde en erfaring i oplysningens ånd, som netop er karakteriseret ved at være en erkendelse, der udvider og åbner din verden, siger Niels Ole Finnemann.

Tilbage i den selvforskyldte umyndiggørelse

Flere af de latente risici, som Niels Ole Finnemann peger på i forbindelse med vores brug af digitale tjenester som Google, kan imødekommes på forskellig vis, fortæller han. For eksempel kan man indstille sin søgemaskine, så den ikke husker ens søgeadfærd. Men det kræver viden og vilje at forholde sig selvstændigt og kritisk til den fagre nye digitale verden.
– Et vigtigt aspekt af et opdateret oplysningsprojekt består i, at vi lærer at forholde os kritisk og vurderende til den måde, vi bliver guidet rundt på nettet på. Her ligger en kæmpe dannelsesmæssig opgave, for ligesom vi skal kunne læse og skrive, skal vi også have basale søge- og navigationsfærdigheder, og det indbefatter bl.a., at vi kender noget til søgemaskiner, og hvordan de præsenterer verden for os. Det er en del af det at være et frit og autonomt individ i dag, siger Niels Ole Finnemann.
Han minder i den forbindelse om, at den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant pegede på tre træk ved mennesket som de største hindringer for oplysningen og modet til at tænke selv: nemlig dovenskab, fejhed og bekvemmelighed.
– Af de tre er det i dag bekvemmeligheden, der er den største fare. En af de helt store kvaliteter ved de mange digitale redskaber og tjenester er, at de gør vores verden nem og bekvem og hurtigt skaffer os den viden, vi gerne vil have. Men kvaliteten er også faren ved det, for hvad er bekvemmelighedens pris? spørger Niels Ole Finnemann.
Den kan vise sig at være ganske høj. Niels Ole Finnemann siger:
– Hvis vi ukritisk lader de digitale tjenester skræddersy vores verden og tilgang til viden, risikerer vi at bevæge os tilbage i en digital version af den selvforskyldte umyndiggørelse, som det var oplysningstidens helt store projekt at få os drevet ud af.