Få en mentor
Aarhus Universitet lancerer nu et mentorprogram, AU Alumni MentorDATING, hvor alumner kan få en anden alumne som mentor.
Det betyder, at du som alumne har mulighed for at mødes med en anden alumne og få hjælp og inspiration til karrieren. Omfanget af mentor-aftalen definerer I selv.
– Det nye mentorprogram er frem for alt fleksibelt. Mentoren kan stille sig til rådighed til et enkelt kaffemøde eller for et længere forløb – det kan være nogle måneder eller op til et år, siger Susanne Hejlsvig fra AU Career.
Hvis du som alumne får en anden alumne som mentor, får du først og fremmest nye øjne på dine karrieremuligheder.
– Selvom man har mange års erfaring, kan man godt lige pludselig stå i en ny situation i livet og karrieren, hvor man har brug for viden, input, refleksioner og et lille skub fra nogen, som har været igennem noget, man ikke selv har. Det kan handle om karriereskift, job i udlandet, tanker om at søge ind i ledelse eller bestyrelser – eller overvejelser omkring work-life balance, siger Susanne Hejlsvig.
Du kan selv vælge, hvilken mentor du ønsker, så mentoraftalen målrettes dine ønsker og behov. Og du kan springe på mentorprogrammet, lige når det passer dig.
Sådan gør du
Når du har aktiveret din profil på www.gerda.au.dk, kan du på forsiden af Gerda eller under ”Tilbud til alumner” i menuen finde et link til AU Alumni MentorDATING.
Få en mentor
- Tilmeld dig som mentee og oplys, hvad du har brug for hjælp med (f.eks. jobskifte, karriere i udlandet, opstart af egen virksomhed) samt hvilken form for hjælp du har brug for (kort eller længerevarende mentorforløb).
- Du kan bagefter finde den rette mentor ved at kombinere dine ønsker til mentor og mentorforløb med andre profiloplysninger, hvis du f.eks. gerne vil i kontakt med nogen med en bestemt uddannelsesbaggrund, i en bestemt virksomhed eller bosat et bestemt sted i verden.
Bliv mentor
Det føles godt at hjælpe. Det føles godt at dele ud af sine erfaringer og bidrage til et andet menneskes udvikling. Det er nemt at blive mentor:
- Tilmeld dig som mentor ved at udfylde nogle få oplysninger om, hvad du kan hjælpe andre med (f.eks. jobskifte, karriere i udlandet, opstart af egen virksomhed), hvem du er interesseret i at hjælpe (nuværende studerende og/eller alumner) samt hvordan du vil hjælpe (korte og/eller længerevarende mentorforløb).
- Derefter vil andre kunne se på din profil, at du står til rådighed som mentor, og man vil også kunne finde dig via søgemulighederne på Gerda.