Færre og færre dør af blodpropper
Engang var blodpropper en hyppig dødsårsag for overvægtige, men udviklingen er vendt. I de sidste 30 år er de blodproprelaterede dødsfald faldet fra år til år.
Tilbage i midten af det sidste århundrede var blodpropper en hyppigt forekommende og i mange tilfælde fatal sygdom at blive ramt af. Især folk med lidt ekstra fedt polstret på organerne havde grund til at frygte en tilstopning i blodbanen. Noget tyder dog på, at blodpropperne ikke længere er så frygtindgydende.
Det fortæller Henrik Toft Sørensen, der er professor i klinisk epidemiologi, og samtidig er manden bag verdens hidtil største undersøgelse af blodpropper.
– Fedmeepidemien har ikke betydet, at der er kommet mange flere blodpropper, tværtimod faktisk.
Formentlig skyldes faldet i antallet af blodpropper bedre forebyggelse, og at der er færre, der ryger. En anden faktor er, at man er blevet bedre til at behandle folk med forhøjet blodtryk. Men i virkeligheden er det lidt af et paradoks, at antallet af patienter med blodpropper i hjertet falder, på trods af at man ser flere overvægtige personer, siger han.
Længere levetid for overvægtige
Undersøgelsen af blodpropper tager udgangspunkt i data fra Landspatientregisteret, et register oprettet i 1977 over alle sygehuspatienter og deres diagnoser. Henrik Toft Sørensen og hans forskergruppe har fundet et markant fald i antallet af dødsfald med baggrund i blodpropper i perioden. Gruppens arbejde er for nylig blevet publiceret i det anerkendte tidsskrift British Medical Journal med den opsigtsvækkende opdagelse, at antallet af dødsfald på grund af blodpropper siden 1970’erne faktisk er faldet fra år til år.
Ifølge Henrik Toft Sørensen er blodpropperne blevet bremset på tværs af Europa, så endnu færre tykke europæere fremover kan forvente at falde døde om på grund af forkalkninger i blodkarrene. Der er stadig mange uafklarede spørgsmål i forhold til forekomsten af blodpropper blandt tykke mennesker, men generelt kan de overvægtige forvente at få flere år på de fyldige bage.
– Fede mennesker kan regne med at leve længere i fremtiden, men de vil også komme til at lægge sundhedsvæsenet til last fremover. Mange af dem vil stadig få hjerte-kar-sygdomme, og der er jo ingen tvivl om, at fedme også er en risikofaktor for lidelser som slidgigt og galdesten, siger Henrik Toft Sørensen.