Hver gang Troels Bech er blevet fyret, har han tænkt på Aarhus Universitet. Som en mulighed for at bygge videre på den bachelor i italiensk, han færdiggjorde engang i 1990’erne. Det er dog kun blevet ved tanken. Troels Bech er efter fyringerne i forskellige danske superligaklubber hurtigt røget videre til nye trænerjobs. Hvor han i øvrigt ikke bruger sine italiensk-kundskaber til noget som helst. Ej heller sin viden fra det år, han tilbragte på medicinstudiet. Alligevel ville Troels Bech ikke have undværet tiden på Aarhus Universitet. Selvom han faktisk ville ønske, han kunne gøre den om. Det vender vi tilbage til.
Silkeborg Idrætsforening har hovedkvarter i et gult hus i udkanten af Silkeborg. Murstensvæggene i klublokalet er nærmest tapetseret med collager af sportsfolk i Silkeborgs rød-hvide farver. Hundredvis af ansigter, børn og voksne, kendte og ukendte, holder hinanden om skuldrene og smiler, mens de fra deres plads på væggen har udsigt til glasmontrer med de pokaler, de har vundet gennem tiden. I kælderen under klublokalet er der omklædningsrum til Silkeborgs superligaspillere. Her lugter, som når man i skoletiden åbnede stofposen med brugt gymnastiktøj. Træbænkene er slidte, og de røde jernskabe og knager passer trofast på Silkeborgspillernes civile tøj, mens spillerne selv trisser rundt i klipklappere i spisesalen ovenover og tager for sig af frokosten: pastaskruer, kødsovs og salat.
Slam. Døren springer op, og Troels Bech springer ind iført rødt træningstøj og hvid hue. Ansigtet glinser af sved. Hans fødder er indhyllet i plasticposer i kondiskoene.
– Beskytter mod kulden, forklarer Troels Bech med et stort smil, før han adræt løber op ad trapperne. Tre trin ad gangen. Han småløber videre ned ad gangen, med retning mod mødelokalet, mens han i én bevægelse krænger den våde trøje over hovedet. Og i en anden bevægelse krænger en tør på.I mødelokalet synker Troels Bech ned i stolen med et nysgerrigt blik i øjnene, klar til at forlade fodbolden for en stund til fordel for hans tid på Aarhus Universitet.

Chok på medicin

Efter sin studentereksamen var Troels Bech på højskole, arbejdede som pædagogmedhjælper og spillede fodbold i Silkeborg IF. På intet tidspunkt overvejede han, om fodbolden kunne blive en levevej. Der fandtes slet ikke professionelle fodboldspillere i Danmark på det tidspunkt. Troels Bech ville være læge. Hjælpe folk. Så det var fuld af forventning, han i 1988 troppede op på Aarhus Universitet med skulderlangt hår og Lacoste-trøje. Men han fik et chok.
– Jeg troede, jeg skulle uddannes til at give fru Hansen modet tilbage, når halsbetændelsen var slemmest. I stedet havde vi cellelære. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, for selvfølgelig skal medicinstuderende have de fag.
Jeg blev bare overrasket over, hvor mange små detaljer der egentlig var.
Det virkede som meget små skridt frem mod målet, siger han.
Troels Bech så undrende til fra sidelinjen, mens hans medstuderende glemte alt om deres tidligere interesser, kun var sammen med andre medicinstuderende og fortalte vittigheder på latin. Troels Bech var ikke klar til at udskifte hele sin identitet. Fodbolden var nemlig begyndt at fylde mere og mere i hans liv.
– Jeg kunne slet ikke bruge den nødvendige tid på medicinstudiet eller leve mig ind i det sociale liv omkring det, siger han.
Så Troels Bech valgte fodbolden – og et studieskift. Til italiensk.

Italiensk for begyndere

Italienskstudiet var fleksibelt og kunne nemmere kombineres med en spirende fodboldkarriere. Men Troels Bech valgte først og fremmest italiensk, fordi han var nysgerrig. Faget lød simpelthen spændende, og sprog kan man altid bruge, tænkte han. I dag mindes han i særlig grad det glødende engagement fra undervisernes side. Deres engagement smittede, og Troels Bech følte, han havde fundet sin universitetshylde. Især grammatikken fangede hans interesse.
– Jeg kan da godt høre, at det lyder som maksimalt tørvetrilleri, men grammatikken var spændende. Jeg var dog også meget optaget af de fag, der havde med livet i Italien at gøre, for eksempel italiensk historie, siger han.
De italienskstuderende var en broget flok, og det passede Troels Bech glimrende. Der var for eksempel flere fritidsstuderende forstadsfruer fra Risskov, der læste italiensk, fordi de havde haft en italiensk romance. Eller bare fordi, de skulle have tiden til at gå.
– Der hang en del damehatte på knagene uden for undervisningslokalerne, griner Troels Bech og tilføjer, at italiensk på dette tidspunkt faktisk gik under øgenavnet ”hattestudiet”. 
Studiemiljøet var aktivt, men Troels Bech deltog næsten ikke i det. Når undervisningen var slut, startede han ofte sin bil og kørte til Silkeborg for at passe sin fodboldtræning.

Fodbolden i centrum

Troels Bech læste stadig italiensk, da han i 1994 var med til at vinde Silkeborgs IF’s første og hidtil eneste danmarksmesterskab. Samme år startede hans trænerkarriere i Viborg. Efterhånden begyndte fodbolden at ligne noget, han kunne leve af, og italienskstudiet gik fra at være hans primære beskæftigelse til at være et supplement til hans fodboldliv.
Da han efter et ”umanerligt adstadigt studietempo” endelig fik sin bachelor, valgte han universitetet fra til fordel for
fodbolden. Troels Bech havde for alvor rettet sin nysgerrighed mod holdspillet.
– Det fascinerende ved fodbold er, at vi gennem synergi kan opnå mere værdi end det, vi hver især lægger i det.
Det vigtigste for mig er at give mig helt og holdent hen til et samarbejde. Det er en fantastisk fornemmelse at være en del af noget, der er større end én selv, siger han.
Troels Bech snakker ivrigt om kærligheden til fodbold. Mens han taler, løber en flok børn i fodboldtøj forbi vinduet. Deres næser er røde i frostvejret, ånden hænger tungt ud af munden. Et par stykker af dem griner højlydt og dasker til hinanden. Troels Bech sidder uroligt. Skifter stilling i stolen, strækker sig, stamper lidt i gulvet med fødderne. Hans krop kan godt lide at være i bevægelse.
– Min opgave er at få en flok unikke mennesker med stort drive og egne dagsordener til at forenes i et slagkraftigt hold. At få alle solisterne til at træde et skridt tilbage og være en del af bandet, selvom de gerne vil op og spille saxofonsolo, siger han.
Samspillet mellem mennesker er blevet Troels Bechs største interesse. Det var der ikke meget af på universitetet, hvor han i høj grad oplevede, at det var den enkeltes egne resultater, der talte. Til forskel fra den grønne plæne er man altid alene ved det grønne bord.

Fodbold uden floskler

Troels Bech pendlede i mange år mellem universitetet og fodbolden. Mellem to miljøer, som ligger milevidt fra hinanden. Han oplevede dog ikke de store problemer ved at have et ben i hver lejr.   
– Jeg kan ikke afvise, at nogle i fodboldmiljøet tænkte:
”Er han ikke en halvstuderet røver?”, eller at nogen på universitetet tænkte: ”Er han ikke lige lovlig praktisk begavet?”
Jeg var ikke fuldt integreret nogen af stederne, men jeg oplevede det ikke som en decideret konflikt. Jeg var Troels i begge miljøer, siger han.
I dag spøger det akademiske stadig, når Troels Bech i medierne bliver kaldt en intellektuel træner – eller sågar ”fodboldprofessoren”. Selv mener han, prædikatet er kommet, fordi han i interviewsammenhænge er uvillig til kun at svare med floskler.
– Det er ikke, fordi jeg vil gøre noget nemt indviklet eller forsøger at brillere. Jeg kunne bare godt tænke mig, at vi i fodboldens verden kunne nå et lille spadestik dybere end bare stå og bytte floskler. Jeg er ikke mere intellektuel end andre trænere. Jeg kan bare rigtig godt lide mit fag og kunne derfor godt tænke mig, at vi en gang imellem kunne brede det lidt ud i stedet for at folde det sammen,
siger han og tilføjer:
– Hvis nogen kalder mig akademisk, er det vel snarere akademikerne, der kan føle sig trådt over tæerne, end mig, siger Troels Bech og blinker skælmsk med de grågrønne øjne.

Mere nærvær

Trænerjobbet er et usikkert erhverv. For hver 1oo superligakampe falder der typisk én trænerfyring. Troels Bech har prøvet det tre gange. Første gang gik han i panik.
– Jeg tænkte: Åh nej, hvad skal man ikke tænke om mig. Kan jeg få et andet job? Kan jeg forsørge min familie i fremtiden? De to andre fyringer har mere afstedkommet irritation over at blive forstyrret midt i mine taktiske planer for holdet, siger han.
Fyringerne fik Troels Bech til at overveje at bygge videre på sin bachelor. Det blev dog aldrig aktuelt – fodboldlivet bed sig fast, og Troels Bech har i dag været træner i forskellige klubber i 17 år. Han ærgrer sig ikke over, at han ikke fik sin kandidat.
– Som tiden er gået, er min interesse blevet mindre og mindre fagspecifik. Mindre og mindre den italienske grammatik eller bolden og mere og mere interaktionen mellem mennesker, siger han.
Troels Bech ærgrer sig dog over, at han ikke var mere nærværende i studiemiljøet, mens han læste. Hans største interesse i dag, det mellemmenneskelige, slog ikke igennem i studietiden. Det var ikke noget, han tænkte over dengang. Når han gik gennem Universitetsparken og iagttog de mange studerende, der lå i græsset og havde læsegrupper eller planlagde næste tur i fredagsbaren, følte han ikke noget savn. Han glædede sig bare til at komme til fodboldtræning. Men i dag, hvor nærvær er en af hans kerneværdier, både i trænerlivet og livet generelt, ærgrer han sig over sit manglende nærvær i studietiden.
– Jeg ville faktisk ønske, jeg kunne gøre det om igen, for så ville jeg gøre det med større helhjertethed. På universitetet var jeg lidt den blinde passager, der aldrig fik det fulde potentiale ud af studielivet, siger Troels Bech.
– I dag tror jeg på, at man skal være 100 procent til stede, der hvor man er. Det handler om at være nærværende.
Det lyder, som om vi er i gang med et interview til Alt for Damerne, men jeg tror ikke, der er noget alternativ. Ellers gør du det hele halvt.

Troels Bech

Troels Bech (født 1966 i Svendborg) startede sin fodboldkarriere i 1987 i Svendborg fB. I 1988-1994 spillede han i Silkeborg IF. I 1994 startede hans trænerkarriere i Viborg, og han har siden været træner for en lang række danske klubber, blandt andre OB, FC Midtjylland og Esbjerg.
I 2009 blev han træner for Silkeborg IF, som han samme år førte til oprykning i Superligaen. Ved Superligaens vinterpause i 2012 lå Silkeborg IF på en sjetteplads. Privat bor Troels Bech i Odense med kone og børn.

Alumne-videoer

AUgustus portrætterer i hvert nummer af magasinet en alumne. Det kan være en alumne, der er kendt i offentligheden, eller det kan være en alumne, der bare har en spændende historie at fortælle. Hvilken alumne vil du gerne læse om?

Send en mail til ihn@adm.au.dk