Han drømmer om at løse skizofreniens gåde
Professor Anders Børglum har modtaget fire millioner kroner fra Lundbeckfonden til at komme videre i sin søgen efter genetiske årsager til skizofreni – en af verdens mest smertelige og gådefulde sygdomme.
Du kan være velfungerende. Glad. Have mod på fremtiden, uddannelsen og karrieren. Og så en dag vågner du op til en helt anden virkelighed. En virkelighed, hvor du ser ting, der ikke findes, hører stemmer, kun du kan høre, og hvor følelsen af tryghed og den grundlæggende tillid til verden pludselig er væk.
– Skizofreni er simpelthen en af de allerværste sygdomme, du kan have, og de kliniske behandlingstilbud er desværre langt fra tilfredsstillende i dag. Vi ved meget lidt om, hvorfor nogen mennesker rammes af sygdommen. Men vi ved, at arvelighed udgør 80 procent af årsagen, så derfor er det især de genetiske variationer, vi er optaget af at undersøge, siger Anders Børglum, der er professor og forskningsoverlæge ved Center for Psykiatrisk Forskning.
Han har modtaget fire millioner kroner fra Lundbeckfonden til et projekt, hvor han skal undersøge den komplette arvemasse (alle 6 milliarder baser/byggesten) hos 100 færinger, der lider af den psykiske sygdom. Anders Børglum skal herefter sammenligne deres genom med genmaterialet hos en gruppe på 6.000 danskere, hvor halvdelen er skizofrene, og den anden halvdel er raske.
Projektet ”Sequencing Schizophrenia” foregår i et samarbejde med verdens største center for analyse af arvemasse, der ligger i Kina (Beijing Genomics Institute, BGI), som netop har åbnet deres europæiske afdeling i Danmark.
Det er første gang, man undersøger det genetiske materiale så detaljeret i Danmark, og forskningen er også enestående på verdensplan.
– Via det her samarbejde får vi undersøgt skizofreni i så høj en detaljeringsgrad som aldrig før. Og jo flere genetiske varianter, vi finder frem til, som kan være afgørende for at udvikle sygdommen, jo større muligheder får vi for at målrette behandlingen af den enkelte, siger Anders Børglum.