Aarhus Universitets segl

Hjerte rimer virkelig på smerte

Ja, du kan dø af ulykkelig kærlighed. Og forbindelsen mellem hjernen og hjertet er i det hele taget så tæt, at en overlæge sagtens forstår, hvordan det bankende hjerte er blevet symbol på sjælen og følelseslivet.

Se forskellen på et sundt og et "knust" hjerte i bunden af artiklen. Fotos: Lars Kruse/AU-foto.






Et knust hjerte.
Henning Mølgaard peger mod computerskærmen med sin blyant.
– Du kan se her, hvordan en meget stor del af venstre hjertekammer slet ikke pumper mere, det står stille. Normalt ser vi kun sådan et billede hos patienter med en massiv blodprop i hjertet.
På skærmen kører en sort-hvid optagelse af et hjerte, hvor kun det øverste venstre hjørne trækker sig krampagtigt sammen i høj hastighed, mens resten af det store hjerte står skræmmende og kun let sitrende tilbage.
– Hvis dit hjerte ser sådan ud efter en blodprop, så er der normalt ikke noget at gøre. Hjertemusklen er så at sige brændt af og kan ikke starte igen, men når vi undersøger denne specifikke gruppe patienter, kan vi ikke spore nogen lukkede kranspulsårer eller blodpropper. Og med den rette behandling og medicinering kan hjertet i deres tilfælde komme sig helt i løbet af et par uger eller en måneds tid.

Broken Heart Syndrome

Overlægen på hjerteafdelingen forklarer, at denne hjertetilstand første gang blev beskrevet af en gruppe japanske forskere, der kaldte det Takotsubo efter navnet på en japansk krukke med en snæver midje, der bruges til at fange blæksprutter. Præcis sådan så hjertets venstre kammer nemlig ud hos patienterne, mente de.
Siden er tilstanden også blevet kendt som ”Broken Heart Syndrome”, fordi den eneste fællesnævner, forskerne har kunnet finde hos patienterne, er, at de ganske kort tid forinden har været igennem et voldsomt tab eller et kraftigt emotionelt forløb – for eksempel meget ulykkelig kærlighed.
– Hvis hjernen er under voldsom stress, sender den tilsyneladende kraftige signaler til hjertet, der i alvorlige tilfælde kan lamme store dele af hjertemusklen, og hvis det ikke bliver behandlet, kan hjertet helt stoppe i den akutte fase. Så hvis du spørger, om man kan dø af ulykkelig kærlighed, er svaret ja, siger han.

Hjerne og hjerte hænger sammen

Forbindelsen mellem hjerte og hjerne kendes også fra mindre alvorlige sammenhænge, forklarer Henning Mølgaard.
– Hvis vi bliver lykkelige eller nervøse, har vi alle sammen oplevet at få hjertebanken, og i arbejdet med min doktordisputats viste vi blandt andet, at meget stressede menneskers hjerte banker på en anderledes måde end hos ikke-stressede. Er kroppen og sindet i balance, er der stor variation i pulsen fra slag til slag og over en dag, og der er mange forskellige melodier i rytmen, mens stressede mennesker har den samme variationsløse, lidt høje pulsrytme hele tiden.
Derfor forstår han godt, hvordan hjertet som symbol på sindet, sjælen og kærligheden er opstået.
– Selv for moderne mennesker med meget høj kropsbevidsthed kan det være svært at adskille, hvad der kommer fra hjernen, og hvad der er hjertet, når det gør ondt. Hjertet er meget tæt forbundet med hjernens følelser. Også tættere end kroppens andre organer, siger han.

Hjertet er svært

Henning Mølgaard er også transplantationslæge. Han har oplevet, at både pårørende og modtagerne af et nyt hjerte stiller spørgsmål til, hvilken betydning det har for ”selvet” at modtage eller give et hjerte.
– Når man bliver sat på ventelisten til et nyt hjerte, handler det for de fleste om sygdommen og liv eller død. Man skal kun have omkring et år tilbage at leve i, før man kan blive indstillet til transplantation, og mange er meget syge, mens de venter. Men bagefter, når man har fået det bedre, får mange overskud til også at tænke over deres nye hjerte. De er ofte dybt imponerede over, at andre mennesker har sagt ja til at give et hjerte fra måske deres elskede eller deres nærmeste familie. De er meget taknemmelige.
Overlægen forklarer, at netop hjertet også kan være svært at give væk for de pårørende.
– Vi hører om pårørende, der gerne vil give alt andet. Hornhinderne, lungerne, leveren. Men hjertet har de svært ved at give tilladelse til at transplantere. Og selvom jeg ved, at rent biologisk er hjertet ikke mere end kød og blod, ville det også være vanskeligt for mig rent følelsesmæssigt, hvis mine nære pårørendes hjerte skulle over at sidde i et andet menneske.

En knugende følelse

Når hjertet har fået en sådan særplads som rummet for følelserne i den menneskelige anatomi, kan det ifølge Henning Mølgaard også være fordi, det i bogstavelig forstand er kroppens motor.
– Du kan overleve med for eksempel en svigtende nyre i dialyse, men hvis venstre hjertekammer holder op med at pumpe, så dør du. Hjertet er utroligt centralt for kroppen, og som hjertelæge er der også noget særligt æstetisk smukt over et pumpende hjerte.
Overlægen forklarer, at man tidligere har haft tendens til at undervurdere hjertets betydning for kroppen.
– Før i tiden blev hjertet måske lidt mere opfattet som et isoleret organ, der hang og dinglede dernede i brystkassen. Men blandt andet Broken Heart Syndrome viser, at hjerne og hjerte er meget mere tæt forbundne, siger han.
Selvom kærligheden altså kan være fysisk farlig, understreger Henning Mølgaard dog, at man ikke behøver gå rundt og være bange for at blive forelsket og få sit hjerte knust.
– Sidste år havde vi syv patienter, som vi gav denne diagnose, så det er meget få, der bliver så fortvivlede, at det får hjertet til næsten at stoppe. Men at have den helt konkrete knugende følelse af at være ulykkelig, og at hjertet gør ondt, så det føles som en sten i brystkassen, er der vist desværre mange flere, der oplever. Dem ser vi bare ikke på hjerteafdelingen, siger han.

<embed type="video/quicktime" width="280" height="256" src="/fileadmin/www.au.dk/campus/AUgustus/2011/01/Sequence_1.mp4" hspace="10" vspace="10" align="top" controller="false" loop="true"> </embed>

Det sunde hjerte: Bemærk hvordan hele hjertet trækker sig sammen, når det pumper.

 

<embed type="video/quicktime" width="280" height="256" src="/fileadmin/www.au.dk/campus/AUgustus/2011/01/Sequence_2.mp4" hspace="10" vspace="10" align="top" controller="false" loop="true"></embed>

 

 

 

 

 

 

 

Broken Hearts Syndrome: En meget stor del af venstre hjertekammer pumper slet ikke mere. Normalt ses sådan et billede kun hos patienter med en massiv blodprop i hjertet.