Klamme rumvæsner og en hårdnakket dræbervirus. Science fiction er en genre, der nemt sættes i bås – men den kan meget mere end det. Kort fortalt er science fiction kontrafaktiske historier, forklarer ph.d.-studerende Mathias Clasen. Gennem mange år har hans hjerte banket for science fiction, en litteraturform, der er tæt knyttet sammen med forestillinger om fremtiden.
– Science fiction er væsentlig bredere, end man typisk forestiller sig. I princippet er det en fremskrivning af et emne, sat ind i et fortalt univers, der er anderledes end det, vi har i dag, uddyber han.

Hyperrealisme vs. tju-bang

Gennem de sidste 100-150 år er kløften mellem de humanistiske og naturviden-skabelige videnskaber vokset. I littera-turen har det vist sig ved en kamp mellem to overordnede fortællestrategier repræsenteret ved de to 1800-talsfor-fattere Henry James og H. G. Wells. Hvor James skrev om moralske dilemmaer og udforskede menneskets psykologi i et realistisk univers, var Wells i den modsatte grøft. Han skrev tju-bang-romaner og satte mennesket ind i et ukendt univers, hvor tidsmaskiner og månerejser hyppigt florerede.
– James vandt, siger Mathias Clasen, og i dag er litteratur realistiske portrætter af mennesker i en hyperrealistisk ramme. Det er kedeligt!
Og her kan netop science fiction noget, som andre litteraturgenrer ikke kan. Det er en blandingsgenre, som kan være mellemmand mellem de to videnskabelige retninger. Litteraturen er mediet, men udgangspunktet er videnskabelige temaer og deres mulige konsekvenser.
– Det ligger i genrens gener, at her kan forfattere tænke kontrafaktisk. Hvordan ville verden være, hvis vi fandt et dinosaurusgen og genskabte tyrannosaurus rex? Hvad nu hvis menneskets basale biologiske behov blev undertrykt? Alle hypoteser kan udforskes i science fiction-genren, uddyber Mathias Clasen.
Og i disse tankeeksperimenter er de samme mentale mekanismer på spil hos forfatteren, som når videnskabsmanden opstiller sine hypoteser. Derfor rammer forfatterne også fra tid til anden plet, når de beskriver fremtidens verdensforhold. Og det siger meget om genrens berettigelse.

Samtiden om fremtiden

Jules Verne skrev i 1800-tallet om rumrejser, længe inden menneskets tekniske kunnen muliggjorde det. George Orwell beskrev overvågningssamfundet allerede midt i 1900-tallet. Men kan genren forudsige fremtiden?
– Implicit i science fiction ligger et eksperimenterende element. Men ingen kender fremtiden. Forfatterne prøver at forestille sig, hvordan verden eventuelt kunne udvikle sig. I det lys handler det i virkeligheden også om samtiden, siger Mathias Clasen.
Genren er altså bygget til at sætte videnskabelige udfordringer og problemstillinger under lup. På den måde spejler science fiction de udfordringer, som mennesket står midt i og over for.
– Det kan både være på et teknisk niveau, for eksempel om hvad der sker, hvis mennesket udvikler nanorobotter, der kan indsættes i kroppen og helbrede sygdomme. Men det kan også være på et sociologisk niveau, hvor en forfatter fremskriver nogle politiske tendenser og eksempelvis beskriver en fremtidig diktaturstat i Danmark, uddyber han.
Her rammer vi en af science fictionens undergenrer. For i meget af litteraturen ligger et progressivt ideal. Mathias Clasen forklarer sammenhængen:
– Det kan være en måde at få folk til at åbne øjnene for problematikker, på en anden måde end den traditionelle nyhedsjournalistik kan. Et eksempel på det er atombombetematikken. Under den kolde krig fyldte det meget i science fiction-romanerne. Vores frygt for menneskeskabte forandringer kan på den måde illustreres i litteraturen.
Det samme gælder, når Mathias Clasen skal komme med et bud på fremtidens science fiction.
– Genetisk manipulation har længe været oppe i tiden, både i naturvidenskaben og i science fiction. Det er et emne, der stadig forskes i, og som fascinerer og skræmmer mange, så det bliver nok ved med at være der fremover også, siger han.
Og det er netop det, science fiction kan, hvor anden litteratur kommer til kort. I realistiske romaner er det ikke muligt at skrive tankeeksperimenter ind i et univers, læseren kender til. For så vil det ikke være et realistisk univers længere. Den dobbelthed rummer den traditionelle litteratur ikke.

FAKTA

Et godt sted at starte:

Dennis Jürgensen: "Kadavermarch" (1991)
– Danmarks første splatterroman møder science fiction møder horror. Bogen foregår i den nære fremtid og er en historie om, hvad der sker, når mennesket leger Gud. Det er altså et tænkt fremtidsscenarie krydret med splat og lidt samfundskritik.

Svend Åge Madsen: "Se dagens lys" (1980)
– Hvordan ville vores liv se ud, hvis vores følelsesliv blev undertrykt af en samfundsorden? Svend Åge Madsen har noget på hjerte og vil have folk til at åbne øjnene for, hvor vi bevæger os hen. Enten kunne han skrive et læserbrev, men det fanger ikke mange læsere. Eller også kunne han skrive det i science fiction-form – og det er meget mere spændende.