Who’s your daddy?

Asger Neumann, psykolog,
ekstern lektor, Psykologisk Institut

Set fra et evolutionspsykologisk perspektiv har forelskelse en evolutionær funktion. Den gør, at vi kan investere og fokusere en stor mængde energi på en enkelt person længe nok til, at vi forplanter os, og så længe, at sandsynligheden for barnets overlevelse vokser.
Et udviklingspsykologisk perspektiv kobler den tidlige tilknytning mellem et barn og dets forældre til ”voksenforelskelsen”, fordi mekanismerne ligner hinanden. Vi bliver totalt optagede af et andet menneske. I USA kalder man sin kæreste ”baby”, måske bruger manden endda udtrykket ”who’s your daddy?”. Det signalerer ikke noget pædofilt, men det er et godt udtryk for, at tilknytningsprocesser og forelskelse ligner hinanden.
I det eksistentialistiske perspektiv har forelskelsen en funktion i forhold til de fire eksistensvilkår: ensomhed, meningsløshed, frihed og død. Man er så optaget af et andet menneske, at man for en stund glemmer friheden, fordi det betyder alverden at være sammen med den anden, eller man glemmer døden, fordi det er enormt livfuldt at være forelsket. Forelskelsen skaber mening i det enkelte menneskes liv.

Frigørelse fra det ansvarlige selv

Anne Marie Pahuus, lektor, institutleder,
Institut for Filosofi og Idéhistorie

Sociologen og psykologen Francesco ­Alberoni har den idé, at forelskelsen er et krisetegn. Den opstår, når vi spejder efter noget nyt, som vi tit gør i krisesituationer, fordi noget viser sig ikke at virke lykkeligt for os. Så ligger forelskelsen lidt tættere på.
Vi har nogle normer, vaner og rutiner i vores liv, som gør, at livet kan gå hen og blive lidt for rutinepræget. Så kommer der en længsel, som gør os modtagelige for forelskelsen. Vi er som personer længselsvæsener, der er opsat på at lære nye sider af verden at kende. Det er altså nye sider af verden, vi lærer at kende, når vi bliver rykket lidt ud af dagligdagen.
Vi forelsker os, fordi det er en frigørelse fra det moralske selv og det ansvarlige selv. Vi leger med tingene, hvor vi ellers prøver at skabe en sammenhæng.

Seksualiteten er helt central

Morten L. Kringelbach, professor, CFIN,
leder af TrygFonden Research Group

For at overleve som art har vi brug for at reproducere os og i sagens natur knytte tætte bånd til andre mennesker.
Det er derfor interessant, at de store forelskelser i langt de fleste tilfælde først sker i teenageårene i forbindelse med, at seksualiteten bliver til. Man kan godt gå rundt og være lun på nogen, når man er lille, men mange vil nok føle, at det kvalitativt er en helt anden oplevelse, når man i puberteten bliver ”rigtigt” forelsket.
Før i tiden levede man ikke så længe som i dag, så det var ofte i teenageårene, man havde muligheden for at udnytte, at man var reproduktiv og kunne få børn.
I dag lever vi meget længere, end vi måske i virkeligheden var designet til – altså ud over den tid, hvor man ikke kan få børn mere – og man kan blive forelsket flere gange i løbet af et liv. Derfor tror jeg, man skal holde sig for øje, at den første forelskelse nok er den stærkeste, og at det måske fortæller os noget om formålet med den forelskelse.