Aarhus den 2. september 1958. Himlen er blå, solen skinner, og dannebrogsflagene er hejst ved indgangen til Aulaen på Nordre Ringgade. Scenen er sat for de nye jurastuderende, der snart indtager bygningen. Hanne Bech Hansen har taget en ærmeløs, gul kjole på. Og sin studenterhue. Det allerførste menneske, hun ser, da hun forventningsfuldt nærmer sig indgangen, skulle senere blive hendes mand. Han har, sammen med en flok andre medicinstuderende, taget opstilling foran Aulaen for at kigge på de nye jurastudiner i håb om at finde en kæreste.
– Jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg så ham. Da der senere var bal i Vandrehallen, kom han hen og begyndte at danse med mig. Og hver gang musikken stoppede, holdt han bare fast i mig. Der kom en anden mand hen og spurgte ham: ”Sig mig engang, hvor mange danse skal du have med hende?” Jørgen svarede: ”Alle dem, jeg kan få.” Vi var sammen fra den dag i 1958, og indtil han døde i 2002.

Noget ved musikken

Hellerup 2011. Hanne Bech Hansen bor i et stille villakvarter et stenkast fra Strandvejen. Det er et af den slags villakvarterer, hvor velvoksne hække og høje stakitter beskytter de store huse mod nysgerrige blikke. Sådan er det ikke med Hanne Bech Hansens hus – her er der frit udsyn ind til de store, lyse stuer med moderne kunst på væggene og friske, hvide roser i vaserne.
Den tidligere politidirektør tager smilende imod i døren iført høje hæle og sort lædernederdel. Ryggen er rank, blikket fast i de lyseblå øjne. Bænket omkring sofabordet med danskvand i glassene rejser vi tilbage til tiden på Aarhus Universitet. Egentlig var det slet ikke meningen, at   
Hanne Bech Hansen skulle gå på universitetet. Som barn troede hun, at hun skulle være musiker. Hun gik til klaverspil, fra hun var fire år, og vandt på et tidspunkt en konkurrence blandt aarhusianske skolebørn om en friplads til musikkonservatoriet. Det betød, at hun gik til gratis klaverspil på konservatoriet hele sin barndom. Da hun gik i gymnasiet, kom hun i forberedelsesklassen til konservatorieklassen.
– I hele min barndom og ungdom troede jeg, at jeg skulle være noget med musik. Jeg tænkte slet ikke på andet, siger Hanne Bech Hansen.
Men det gjorde hendes far. Han mente ikke, hun var talentfuld nok til at drive det rigtig vidt.
– Min far sagde til mig: ”Du ender som spillelærerinde i en midtjysk provinsby!” Det lyder ondt, men det var også meget realistisk. I dag ville det nok blive set som en stor ulykke, hvis forældre fortalte deres børn, at de ikke var talentfulde nok til at føre deres drøm ud i livet. Sådan havde jeg det egentlig ikke. Dengang tog man tingene lidt mere afslappet, siger Hanne Bech Hansen og læner sig tilbage i den turkise sofa.

Fra musik til jura

Musikdrømmen var punkteret, og Hanne Bech Hansen skulle finde på noget andet at lave. Hun overvejede at læse til skolelærer, men det mente hendes far var en dårlig idé, for det var han jo selv. Hun overvejede sygeplejerske, men det gik heller ikke, for det var hendes mor jo. Hun overvejede tandlæge, men det mente hendes forældre, at hun var for fummelfingret til. Og læge – det var for hård kost for en pige. Sommerferien lakkede mod enden, og Hanne Bech Hansen skulle træffe en beslutning. Det blev jura. Mest fordi hendes lillebror læste det.
– Jeg har altid været lidt flov over den historie. Det ville være meget bedre, hvis jeg ville læse jura, fordi jeg altid havde haft en drøm om at kæmpe for ret og retfærdighed. Men sådan var det ikke, siger hun. 
Hanne Bech Hansen begyndte på jurastudiet og blev hurtigt fascineret af de dygtige forelæsere, der docerede bag katedret. Der var kun tre-fire piger på holdet, men der blev ikke set skævt til dem, understreger hun. Dog blev hun på et tidspunkt noget forbavset over en af sine forelæsere, som hun beskriver som en ualmindelig dygtig, formel underviser. Han hørte nogle gange de studerende i pensum i sine forelæsninger – men man kunne godt sige nej til at blive hørt. På et tidspunkt falder hans øjne på Hanne Bech Hansen.
– Jeg sagde nej tak, men han begyndte at høre mig alligevel. Jeg sagde nej tak igen, men ved du hvad, han så sagde, den pæne mand? Han sagde: ”Jeg har nu altid lært, at når en kvinde siger nej, skal man ikke tage det alvorligt!” Man tror, det er lyv! Man tror, det er lyv, nærmest råber Hanne Bech Hansen med lynende øjne og tryk på ”lyv”.
Hun svarede på forelæserens spørgsmål – rød i hovedet. Det er i øvrigt en af de få gange i hele sit liv, Hanne Bech Hansen har oplevet noget, der mindede om kønsdiskriminering.

Et driverliv

De få piger på jura var eftertragtede. Når de havde rejst sig fra deres plads i forelæsningssalen og var gået ud, stod der nogle gange små beskeder i deres bøger, når de kom tilbage – for eksempel: ”Jeg ville ønske, jeg kendte dig.”
– Men jeg havde altså mødt min mand den første dag, og ham holdt jeg fast ved, smiler Hanne Bech Hansen.
Fester var der masser af. Hanne Bech Hansen skønner, at hun og hendes mand var til fest hver lørdag. Der var private fester, fester i Aulaen, i Vandrehallen og på kollegierne. Det var gerne med stort orkester og wienervals.
– Aldrig i mit liv er jeg blevet svunget så meget rundt, siger Hanne Bech Hansen og slår en rungende latter op.
I det hele taget husker hun studietiden som en festlig tid. Selvom hun havde forelæsninger og læste det, hun skulle, beskriver hun det som noget af et driverliv.
– Min mand og jeg gik meget i biografen, nogle gange kunne vi nå to eller tre film på en dag. Vi var ikke ret meget til eksamen – det er ikke som i dag, hvor der er eksaminer hele tiden. Der var lange perioder, hvor vi bare kunne dandere den, siger hun.

Ingen spidse albuer

Fagligt var det især strafferetten, der fangede Hanne Bech Hansens interesse på jurastudiet. ”Det handler om virkelige mennesker og virkelige historier", som hun siger. I studietiden gik hun dog ikke rundt og tænkte over, hvilket job hun kunne tænke sig bagefter. Da hun fik sit eksamensbevis i 1964, blev hun spurgt, hvad hun ville bruge sin fine eksamen til. Hendes svar var: ”Til at blive hjemmegående husmor.”
– Det lyder formentlig fuldstændig skørt i dag, men det var det ikke dengang. Mine forældre havde forlangt, at jeg tog en uddannelse, det havde jeg gjort, og det var de godt tilfredse med. Min mand, som jeg var blevet gift med et par år forinden, havde heller ingen ambitioner på mine vegne. Så jeg startede min karriere ved at være hjemmegående husmor i Silkeborg, hvor min mand var læge, siger hun.
Det gik der dog kun 8 måneder med. Hanne Bech Hansen savnede at opleve noget og startede som advokatfuldmægtig i en mindre advokatvirksomhed i Odense, hvor hendes mand havde fået job. Siden er det gået slag i slag: politifuldmægtig i Odense, Roskilde og Glostrup, chef for PET og politidirektør ved Københavns Politi. For bare at nævne nogle af (politi)stationerne på Hanne Bech Hansens karrierevej. Det paradoksale er, at hun aldrig har haft ambitioner om en toppost. Hun arbejdede på deltid i 14 år, mens hendes søn Søren var barn, og med undtagelse af slutstillingen som politidirektør har hun aldrig selv søgt sine chefjobs. De er blevet tilbudt hende.
– Jeg plejer at sige, at man godt kan komme frem i verden uden at have spidse albuer. Jeg har altid bare passet mit arbejde.   
Jeg tror, jeg er nået så langt, fordi jeg har kunnet lide mit arbejde og har engageret mig voldsomt i det. Jeg får også selv øje på folk, der er dygtige til deres job frem for dem, der render rundt og siger ”se mig, se mig”, siger Hanne Bech Hansen og vifter med hænderne.

Perlemor

Hanne Bech Hansen nåede at være ansat ved politiet i næsten 40 år – de første mange år som anklager. Lige præcis anklager kan hun godt lide at være.
– Det er ikke fordi, jeg synes, folk skal i spjældet, men det er anklageren, der rejser sagen og dermed har førertrøjen på. Anklageren har teten i retssalen, det kan jeg godt lide, siger hun.
Som politidirektør er Hanne Bech Hansen kendt for at have skabt større åbenhed i politiet og have løst store operative og organisatoriske opgaver med stor succes – det gælder for eksempel EU-formandskabet i 2002 og Politireformen i 2007.
Kort før hun gik på pension i 2009, blev hun for alvor kendt i offentligheden for ”perle-sagen”. Under en demonstration blev en betjent beskyldt for at kalde en demonstrant for ”perker”. Betjenten selv fastslog, at han sagde ”perle”. Hanne Bech Hansen valgte at bakke betjenten op, men det mødte ikke megen forståelse i omverdenen.
– Det er den mest underlige sag, jeg nogensinde har oplevet. Sagen endte jo med, at jeg fik ret – statsadvokaten iværksatte en undersøgelse af lydoptagelserne, der viste, at der blev sagt ”perle”. Men politiet skal selvfølgelig slet ikke kalde folk noget, understreger Hanne Bech Hansen, der under sagen oplevede, at folk trak sig væk fra hende.
– Da sagen kørte, var der en vrede mod mig, som jeg aldrig har oplevet før. Det var en mærkelig fornemmelse. Men jeg blev også lidt stædig – jeg havde jo ret, siger hun.
Selv i dag råber spritterne på Hovedbanegården ”Hej perlemor”, når de ser Hanne Bech Hansen.
– Så siger jeg bare hej. På en måde synes jeg, det er et lidt sødt navn, jeg har fået der, siger hun.
Til sin afskedsreception hos politiet fik Hanne Bech Hansen perleplader, perlekæder, vin og parfume, der hed noget med perle. For at det ikke skal være løgn, var hun også med i et internationalt netværk af politichefer, der hedder ”Pearls in policing”.
– Der må være noget med mig og perler, siger hun med et glimt i øjet.

Mareridt på Utøya

I dag er Hanne Bech Hansen pensionist. En meget travl en af slagsen. Hendes anden krimi Operation Dacapo er netop udkommet, hun spiller klaver hver dag og har planer om både at sy og designe. Hun har også fået en opgave af den mere uhyggelige slags. Hun er med i den kommission, der skal kortlægge, hvad der egentlig skete ved massakren på Utøya den 22. juli. I udgangen af august 2012 kommer kommissionen med en redegørelse. Kommissionen har som et led i arbejdet besøgt øen.
– Det var forfærdeligt. Helt skrækkeligt. Vi gik rundt med nogle politifolk, der kunne fortælle, at her var der 14, der blev skudt, og her var der nogle, der lå og gemte sig. Det var en af de værste oplevelser, jeg har haft nogensinde, siger Hanne Bech Hansen og er stille lidt.
– Alene det at skulle sidde og høre på bånd fra de fortvivlede børn, der ringer ind til politiet og fortæller, hvad der sker derude. Det er den mest ubehagelige opgave, jeg har haft i hele mit liv. På den anden side: Vi skal være med til at se fremad og se på, hvordan vi kan undgå, at noget lignende sker igen. På den måde er der trods alt også noget livsbekræftende i det, siger hun.

Varme følelser for AU

Interviewet er slut, og Hanne Bech Hansen åbner døren ud til det efterårsklædte Hellerup, hvor mørket så småt er ved at sænke sig. Store krogede træer indrammer vejen på begge sider og giver stedet et nærmest eventyrligt præg.
Fotografens bil står i indkørslen, og Hanne Bech Hansen glæder sig over at genkende universitetets gamle logo med anker og delfiner på siden af bilen. For nogle år siden var hun tilbage på universitetet for at holde tale ved juristernes dimission. Det foregik i Aulaen, samme sted, hun trådte ind 2. september 1958.
– Der var den samme stemning, den samme fornemmelse af højtidelighed. Det var fuldstændig, som da jeg startede i sin tid, og min mand stod og kiggede på mig. Så jeg har meget varme følelser for Aarhus Universitet – også når jeg i dag bare kører forbi i bil. Jeg kan blive helt rørt.

Hanne Bech Hansens krimier

1. december 2011 udkom Operation Dacapo, som er Hanne Bech Hansens anden kriminalroman. Operation Dacapo er en uafhængig fortsættelse af hendes første bog Lasten og er andet bind i en planlagt trilogi, hvor hver bog tager udgangspunkt i et af de klassiske motiver, som ligger bag enhver forbrydelse. I Lasten er det motivet begær, i Operation Dacapo hævn, og den sidste bog i trilogien vil kredse om jalousi/misundelse.

– Hele mit liv har jeg siddet og skrevet anklageskrifter og bevisfortegnelser, hvor man skal holde sig fuldstændig til fakta. Jeg tænkte, det kunne være spændende at lade fantasien løbe. At skrive disse bøger er noget af det sjoveste, jeg nogensinde har lavet, siger Hanne Bech Hansen, som efter krimitrilogien planlægger at skrive en roman.

Alumneportræt

AUgustus vil fremover portrættere en alumne i hvert nummer af magasinet. Det kan være en alumne, der er kendt i offentligheden, eller det kan være en alumne, der bare har en spændende historie at fortælle. Hvilken alumne vil du gerne læse om? Send en mail med dit bud til ihn@adm.au.dk