”Denne Verden og dens Creature skulde være de fuldkomneste Speile og Kiendetegn på Guds allerhøyeste Egenskaber … De ere de fuldkomneste Beviis paa Guds nødvendige eksistens.”
For Jens Kraft – dansk matematiker og professor ved Sorø Akademi i 1700-tallet
– var der ingen tvivl. Guds almagt og skaberkraft fandt man i naturen, og det var en religiøs pligt at studere den.
Derfor var der heller intet skisma eller nogen konflikt mellem tro og viden. At blive klogere på naturen var at blive klogere på Gud.
– Oplysningstiden var ikke en revolte mod religion eller kristendom. Det, man diskuterede, var, hvilken form for indgriben Gud havde i sit skaberværk, forklarer Helge Kragh, der er professor i videnskabshistorie.
Stridsspørgsmålet var, om Gud stadig greb ind i verdens gang, eller om han trak sig tilbage efter allerede at have skabt den perfekte verden og dens naturlove, som de såkaldte deister hævdede.
– Deismen var en form for kætteri, for så var der jo ikke længere en Gud at bede til. Men det var stort set også den eneste konflikt, der i den periode var mellem religion og naturforskere, siger Helge Kragh.

Guds anden bog

Oplysningstiden var mere end noget andet karakteriseret ved den såkaldte naturteologi, og naturen som Guds anden bog var lige så væsentlig som Bibelen.
– Men naturteologien var også gefundenes Fressen for naturfilosofien, som naturvidenskaben dengang hed. Den blev med stor succes legitimeret ud fra et teologisk perspektiv og dominerede hele århundredet, indtil Kant i 1780’erne påviste, at det filosofisk set var noget ynk. Hvis man ville tro på Gud, skulle der andre argumenter end naturen på bordet. Men Kant selv og alle andre, der ville opfattes som anstændige mennesker, henviste til Gud, fordi de så at sige havde pligt til det, forklarer Helge Kragh.
I oplysningstidens Frankrig begynder enkelte forskere dog efterhånden åbent at erklære, at de ikke har brug for Gud i deres videnskab, men de benægter ikke, at han eksisterer.

Et skrøbeligt projekt

Naturvidenskaben var i 1700-tallet et skrøbeligt projekt, der havde brug for kirkens blåstempling for at kunne opnå politisk og økonomisk støtte.
– I opposition til kirken havde den ikke haft en chance for at overleve, fastslår Helge Kragh.
– Den katolske kirke og især jesuitterne har dog spillet en vigtig og progressiv rolle i naturvidenskaben siden slutningen af 1500-tallet. Kirken blev hurtigt klar over, at det ikke var smart, da den i 1633 dømte Galilei for hans bevis på, at Jorden drejer rundt om Solen. Men det kopernikanske verdensbillede var nu engang erklæret kættersk, og selv om Romerkirken bevæger sig, bevæger den sig ikke så hurtigt, siger Helge Kragh. (Først i 2008 gav Vatikanet Galilei fuld oprejsning, red.)
Derfor skulle 1700-tallets astronomer stadig arbejde med Jorden som universets midtpunkt. Men ingen i kirken rynkede på panden, hvis de bedrev deres forskning ud fra en hypotese om, at Jorden drejer om Solen.
– Pragmatismen havde vundet over ideologien – også inden for andre videnskaber, konstaterer Helge Kragh.

Laboratoriet som bederum

Naturteologien er i dag død både som en toneangivende filosofi og teologi, men spiller stadig en rolle for nogle få forskere.  
– Nogle astronomer siger åbent, at de udforsker kosmos for at forstå skaberværket. Andre er på et tidspunkt i deres forskning nået til den erkendelse, at universet er så stort, smukt og så uforklarligt, at de til syvende og sidst så at sige er blevet omvendt. Og en af 1900-tallets pionerer i kvantekemien, englænderen Charles Coulson, opfattede sit laboratorium som et bederum og sine nye opdagelser som en bekræftelse på Guds almagt, som naturforskere også gjorde det 200 år tidligere, fortæller Helge Kragh.

Bibelsk videnskab

En modificeret og mere sofistikeret version af naturteologien findes i dag i den såkaldte Intelligent Design-bevægelse, som hævder, at en guddommelig designer er forudsætningen for at forstå naturen og det levende liv. Intelligent Design er udbredt både blandt kristne og muslimer, dog sjældent inden for videnskaben.
– Bibelen eller Koranen dikterer her, hvad der kan accepteres naturvidenskabeligt. Tolker man Bibelen bogstaveligt, må man tage afstand fra moderne kosmologi og evolutionslæren, forklarer professor i teologi Svend Andersen. Han beskæftiger sig blandt andet med bioetik og mener, at det er i etiske spørgsmål, forholdet mellem tro og viden i dag udspiller sig.
– I konservative protestantiske kredse og i den katolske kirke definerer Bibelen holdningen til manipulation med befrugtede æg og forskning i stamceller begrundet i nogle formuleringer om, at Gud kender et menneske, allerede når det ligger i moders liv. Derfor er det befrugtede æg også et menneske. Og i blandt andet Tyskland og USA sætter det grænser for, hvad forskningen må, forklarer Svend Andersen.
– Også i EU er det tydeligt, at den katolske kirke udfører et meget omfattende lobbyarbejde for, at den kristne etik bliver respekteret, når det drejer sig om forskning i befrugtede æg og stamceller, forklarer teologiprofessoren.

Skabelsen og Big Bang

Svend Andersen var for 30 år siden med til at stifte Forum Teologi Naturvidenskab, der blev nedlagt i efteråret.
– Vi var dengang nogle, som mente, at kristendom ikke kun handler om det enkelte menneske og eksistentielle spørgsmål, men også om den verden, Gud har skabt. Derfor ville vi i det forum diskutere, hvordan man i lyset af naturvidenskaben så kan tale meningsfyldt om det. Ikke fordi, der er en direkte overgang fra naturvidenskab til teologi/kristendom, men fordi det er to forskellige måder at betragte verden på, som ikke udelukker hinanden, siger Svend Andersen.
Han understreger, at den tilgang ikke er den samme som 1700-tallets naturteologi, hvor tanken om Gud var en del af naturvidenskaben.
– Der var ganske vist teologer, som mente, at den kristne lære blev bekræftet, da naturvidenskaben begyndte at tale om Big Bang. I Bibelen står der jo netop, at i begyndelsen skabte Gud verden. Men naturvidenskaben siger jo ikke nødvendigvis, at det var en absolut begyndelse. Måske der var noget før Big Bang, der i øvrigt ikke var en skabelse, men er en beregning til et punkt, hvorfra man ikke kan komme videre, påpeger Svend Andersen.
Gud som skaber ser han som en personificering af en, man kan takke og over for hvem, man kan udtrykke sin undren over verden.
– Pointen med skabelsestanken i Bibelen, hvor Gud så, at alt var godt, er netop, at vi lever i en verden, der er god og meningsfuld.