Den bærende værdi for vores opfattelse af tid i dag er effektivitet. Det handler om at udnytte tiden og eliminere unødige pauser og overgange. Det er blevet et »lean«-mantra at minimere tidsanvendelse, uanset om der er tale om industriproduktion eller velfærdsydelser. Effektivisering påvirker alt – lige fra, hvordan vi spiser, til, hvordan vi indretter vores uddannelsessystem.1 Tid er penge.
I uddannelsespolitikken er fokus på at minimere pauser og overgange. De unge, som står foran valget af uddannelse, skal vælge hurtigt, effektivt og rigtigt første gang. Tid til at tænke sig om, mærke efter, modnes og finde egne ben at stå på i et samfund præget af forandring er ikke legitime strategier: De unge skal hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet og være produktive soldater for konkurrencestaten.2 Økonomiske incitamenter skal lære dem at effektivisere og optimere deres tid.
I ungdomsuddannelserne er der indført en række tiltag, som har til formål at disciplinere de unge til time management af uddannelsesvalget. I samarbejde med skole og ungdomsuddannelsesvejledning skal de unge udarbejde en tidsplan for, hvordan de kommer videre på en »realistisk« uddannelse »til størst mulig gavn for den enkelte og samfundet.«3 Den uddannelsespolitiske antagelse er, at uddannelsesvalget kan planlægges som et rationelt lineært forløb med de unge selv som projektledere og vejledere som »controllere« af projektets effektivitet, relevans og ikke mindst tidsramme. Tidspresset skaber ængstelse, præstationsangst og stress. Det demotiverer og er dermed kontraproduktivt i forhold til den politiske målsætning om, at 95 procent skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Ikke desto mindre fortsættes det uddannelsespolitiske »tidstyveri«.4
Andetsteds skaber højskolerne en værdifuld tidslomme for de unge. Min forskning viser, at et højskoleophold kan give de unge en tiltrængt pause fra uddannelsesræset.5 På højskole får de tid til at gøre sig en række værdifulde erfaringer: De får mulighed for at fordybe sig i et fag af interesse, de bliver en del af et forpligtende fællesskab, de møder engagerede undervisere, som vil dem, og som har tid til dem. Dermed sker der det forunderlige, at de unge bliver motiverede og afklarede i forhold til uddannelsesvalg. Ved at tage en pause fra det »ordinære« uddannelsessystem får de unge mulighed for at give sig selv et pusterum. Pausen er altså både produktiv og re-kreativ.
Tid er ikke kun penge, men levet liv og pauser og overgange er vigtige for og i det levede liv. Så lad os skabe flere tidslommer for de unge og bryde tidstyranniet.

Referencer

1) Frank. A. (2012) About Time. Oneworld Publications.
2) Pedersen, O.K. (2011) Konkurrencestaten. Hans Reitzels Forlag.
3) Bekendtgørelse af lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse,
beskæftigelse m.v. LBK nr. 671 af 21/06/2010 Gældende
4) Ende, M. (1981) Momo. Sommer og Sørensen.
5) Cort, P. (2012) Tid – til fællesskab, fordybelse og dannelse. Højskolen som brobygger til
ungdomsuddannelse. Aarhus Universitet.
www.ffd.dk/media/448433/notat_7_-_juli_2012.pdf