Aarhus Universitets segl

PFC-stoffer øger risiko for brystkræft

Et nyt forskningsprojekt med brystkræftramte grønlandske kvinder viser nu for første gang en klar sammenhæng mellem risikoen for brystkræft og perfluorerede stoffer.

Forskningsresultater fra Aarhus Universitet tyder på, at nuværende anvendte perfluorerede stoffer, også kendt under forkortelsen PFC-stoffer, kan udgøre en risiko for udviklingen af brystkræft. PFC-stoffer tilhører gruppen af svært nedbrydelige stoffer, der blandt andet findes i imprægnerede tekstiler og sko, pizzabakker og bagepapir.

Varedeklaration til mademballage

Den nye viden om PFC-stofferne bør ifølge Eva Bonefeld-Jørgensen, centerleder og professor i human miljøtoksikologi, give anledning til, at også mademballage fremover får en slags varedeklaration.
– Vi ved nu, at emballagen i sig selv kan være sundhedsskadelig, og derfor burde forbrugerne fremover oplyses om, hvilke stoffer der findes i emballagen. I dag har man mulighed for at købe for eksempel svanemærket bagepapir uden perfluorerede stoffer, men i langt de fleste tilfælde har forbrugeren ikke en jordisk chance for at gennemskue, om der er brugt PFC-stoffer i emballagen.