Prinsessen på kollegiet
I år er det 50 år siden, at prinsesse Margrethe kom på provinsiel udebane for at studere på Aarhus Universitet.
Kong Frederik besøgte universitetet, inden hans datter skulle begynde sit studium.
– Hun må godt holdes lidt til, var kongens kommentar til professor Erik Rasmussen. Professoren skulle være med til at tage sig af tronfølgeren under hendes ophold på universitetet. Udtalelsen findes i et lydklip, som Universitetshistorisk Udvalg er i besiddelse af.
Prinsessen begyndte at følge forelæsninger på Statskundskab, men hun fandt hurtigt ud af, at arkæologi var mere interessant. Så efterhånden fik hun travlt med at studere udgravninger frem for at kigge på politiske strukturer.
Prinsesse Margrethe flyttede ind på Kollegium 9, hvor hun med sine egne ord befandt sig i ”et uroligt paradis”. Hun faldt til på kollegiet og var på mange måder en studerende som alle andre. Hun læste, festede og hyggede sig med de andre på kollegiegangen. Det er dog de færreste studerende, der har medbragt en hofdame, når de begynder på Aarhus Universitet.
Universitetets gule bygninger gjorde et stort indtryk på tronfølgeren. Mødet med universitetets arkitektur var en ”kunstnerisk oplevelse” for Margrethe, har hun senere sagt. Hun har også fortalt, at det var på Aarhus Universitet, at hun for første gang med egne øjne så, hvad god arkitektur var.