Hvis du levede i begyndelsen af 1700-tallet, gik du ikke til lægen. Lægen kom til dig – hvis du altså tilhørte den finere middelklasse eller overklassen. Var du så heldig, ville lægen besøge dig ved din sygeseng og spørge til dine smerter og dine kropsvæsker. Han ville tage din puls og lægge hånden på din pande for at mærke, om du havde feber. Nogen grundig kropsundersøgelse var der ikke tale om. Der var grænser for, hvad man kunne tillade sig i private hjem.
I 1700-tallet fremvokser et nyt fænomen i Europa: store sygehuse med op til 2.000 senge. På de nye sygehuse fik lægerne mulighed for at følge patienterne døgnet rundt, undersøge dem grundigt ved for eksempel at føle dem på maven og ikke mindst obducere deres døde kroppe. Her begynder den rejse til kroppens indre, der revolutionerer lægevidenskaben og grundlægger moderne medicin.
– Lægerne begynder at undersøge patienternes syge indre, og det er helt afgørende for forståelsen af sygdom. Det er grunden til, at den vesterlandske medicin fik kæmpestor succes de næste 200 år og i dag er på vej til at blive menneskehedens medicin, siger Morten A. Skydsgaard, museumsinspektør for medicinhistorie på Steno Museet.

Organer i sprit

Da lægerne begyndte at foretage obduktioner på hospitalerne i 1700-tallet, foretog de sig især én ting, som skulle vise sig at være banebrydende. De begyndte at tage organerne ud af kroppen, lægge dem i sprit og sammenligne de syge organer med de symptomer, som patienten havde haft. For os i dag kan det måske virke banalt, men ifølge Morten A. Skydsgaard var det revolutionerende. Hvor lægerne tidligere troede, at sygdomme skyldtes en ubalance i kropsvæskerne, og at sygdommen skulle ud af kroppen via sved, blod, afføring eller urin, begynder de nu at tænke sygdom som noget, der sker i organerne.
– Lægerne finder ud af, at tuberkulose ikke skyldes blodansamlinger, men derimod små svulster i lungerne. De finder ud af, at patienter med brystsmerter har forandringer i hjertet, og at patienter med ondt i maven nogle gange har et lille ormeformet vedhæng i tyktarmen, som vi i dag kalder blindtarmen, siger han.
Den såkaldte organlære vokser frem, og lægerne begynder at klassificere sygdomme efter organerne. Det verdensbillede er ifølge Morten A. Skydsgaard helt grundlæggende for hele lægevidenskabens selvforståelse.
– I dag kan vi blandt andet se det i den måde, hospitalerne er inddelt på: ”Hjertemedicinsk afdeling”, ”Mave-tarmkirurgisk afdeling”, ”Nyremedicinsk afdeling”, siger han.

Rejsen fortsætter

Kortlægningen af menneskets organer og deres sygdomme er en lang proces, forklarer Morten A. Skydsgaard. Først i midten af 1800-tallet har lægerne kortlagt en væsentlig del af organsygdommene. Og rejsen til kroppens indre fortsætter: Omkring 1850 får mikroskopet for alvor betydning i medicinen, og lægerne opdager cellerne, kroppens mindste, levende byggesten. I begyndelsen af 1900-tallet dukker hormonerne op, og i 1950’erne opdager forskerne det molekyle i cellerne, der indeholder kroppens arvemateriale: dna-molekylet. I dag er forskere verden over optagede af den måde, cellens byggesten, proteinerne, interagerer i forhold til hinanden – det er nemlig i proteinernes interaktion, hemmeligheden bag de fleste af menneskets sygdomme ligger gemt.
Mennesket bliver pillet i mindre og mindre dele, og det er lige præcis denne ”reduktion” af mennesket, der har givet vestlig medicin så stor succes. Men sideløbende med den konventionelle medicins sejrsgang, som tog sin begyndelse i 1700-tallet, har der hele tiden været kritiske røster, der argumenterer for et mere helhedsorienteret syn på mennesket og sygdom – i dag eksemplificeret ved de mange danskere, der opsøger holistiske zoneterapeuter og healere. Taber konventionel, vestlig medicin det hele menneske af syne i sin søgen efter enkeltforklaringer på sygdomme?

Mellem krop og psyke

Svaret har to sider. Det mener professor Andreas Roepstorff fra det tværfaglige forskningsinitiativ MINDLab. På den ene side understreger han, at den biomedicinske forklaringsmodel har været utrolig effektiv til at udvikle virkningsfulde sygdomsbehandlinger. På den anden side bevæger dele af den medicinske forskning sig i retning af en større interesse for samspillet mellem krop og psyke. På MINDLab er der for eksempel forskningsprojekter, der undersøger, om man kan lindre smerter ved hjælp af bøn og hypnose, og hvad der sker i hjernen under meditation.
– Det er ikke så interessant for lægevidenskaben i dag at forsøge at lave en benhård grænse mellem en reduktionistisk og en holistisk tilgang.
I megen moderne medicinsk forskning og praksis spiller de to tilgange netop sammen. Et eksempel er behandlingen af psykiske lidelser, hvor mange psykiatere i dag jo ikke vil sige, at de enten
er til medicinsk behandling eller kognitiv terapi – tværtimod handler det om at forstå, hvordan og hvornår disse tilgange kan supplere hinanden, siger han.
Lægevidenskaben har i dag brug for både reduktionisme og holisme. Den rejse til kroppens indre, som begyndte i 1700-tallet, udvides i dag med en rejse ind i grænselandet mellem krop og psyke. Ifølge Andreas Roepstorff er det nødvendigt af den simple grund, at sundhedsfeltet er en uhyre kompleks størrelse.
– Det kan næsten ikke være anderledes, for vi har at gøre med det mest kostbare og komplicerede, der findes: det menneskelige liv.

Dissektioner og obduktioner

En dissektion er en undersøgelse af et ligs anatomi foretaget ved at fritlægge legemets forskellige strukturer gennem en minutiøs partering. Videnskabelige dissektioner blev første gang benyttet af ældre anatomer som Leonardo da Vinci og Niels Stensen. En obduktion er en lægelig undersøgelse af legemets organer efter døden. Formålet med obduktion er at undersøge, hvilke sygelige processer der var til stede i organerne, mens patienten var i live, og især at påvise dødsårsagen.

Datidens kirurger

I 1700-tallet var medicin delt op i to professioner: kirurgerne og de universitetsuddannede medicinere. Kirurgerne var typisk startet som lærlinge på en barberstue og var gået videre i lære som kirurg. Der var en klar arbejdsdeling: Kirurgerne tog sig af de udvortes sygdomme som for eksempel at skære en byld væk eller amputere et ben, mens medicinerne tog sig af de indvortes sygdomme. I slutningen af 1700-tallet får Danmark et kirurgisk akademi, og kirurgien vokser i anseelse. Det fører til, at medicin og kirurgi bliver lagt sammen i Danmark i 1842, og lægerne samles i én profession.

Kilde: Morten A. Skydsgaard: Ole Bang og en brydningstid i dansk medicin, 2006.