Aarhus Universitets segl

Sådan var 1700-tallet også …

Fra galgebakke til universitet

Hvor Universitetsparken i dag slår sine grønne og gule folder, mødte der i 1700-tallet beskueren et noget anderledes, grufuldt syn. Den del af Aarhus Universitet, der ligger langs Ny Munkegade og i dag primært huser Science and Technology, er nemlig bygget oven på den gamle galgebakke, hvor forbrydere i 1700-tallet blev hængt – hvis de altså ikke måtte lade livet i byens anden galge midt på Store Torv.
Dengang blev forbryderne begravet i uindviet jord omkring galgen, og at forskere og studerende i dag går rundt på en gammel begravelsesplads for henrettede forbrydere, er sikkert en betryggende tanke, når de hver dag og aften går rundt i kældrene i bygningerne i Ny Munkegade.

 


 

Aarhus var også en studieby dengang

Selvom Aarhus i 1700-tallet ikke havde sit eget universitet, var det alligevel en af byerne, man tog til, hvis man gerne ville have en uddannelse. En af dem var 15-årige Frederik, der i 1798 flyttede til Aarhus for at gå på latinskolen og forberede sig til senere teologistudier i København.
Han har selv beskrevet turen fra Udby, som han tog med sognepræsten Lauritz Feld: ”Med bankende hjerte traskede han bag hr. Feld, med sine bøger under armen, til rektor Thure Krarup, som skulle overhøre ham og fastsætte hans plads i skolen.”
Det gik i øvrigt meget godt for Frederik, der kom ind på universitetet under sit fulde navn Nikolai Frederik Severin Grundtvig, men det er en helt anden historie, som rettelig hører 1800-tallet til og blandt andet kan studeres på www.grundtvigcenteret.au.dk

Kilde: Århus – byens historie,1720-1870

 


 

Læs Holbergs originale udgivelser

At vælge ét dansk åndeligt fyrtårn fra 1700-tallet er næsten den sikre vej til problemer, men vi lægger hovedet på blokken og peger på Ludvig Holberg – selvom den kendte forfatter og professor vel egentlig er norsk. Han er født i Bergen i 1684 og bliver kaldt intet mindre end ”dansk litteraturs fader”, fordi han indtil sin død i 1754 skrev en lang række værker inden for så forskellige genrer som komedien, rejseromanen og faglitteraturen.  
Hvis man i øvrigt ønsker at stifte bekendtskab med Holbergs tekster, som de så ud, da de oprindeligt blev udgivet, kan de sammen med en lang række andre danske forfattere findes gratis i Arkiv for Dansk Litteratur på www.adl.dk