Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Studenterpolitikeren endte på Christiansborg

Lene Espersen var knap nok trådt ind på Aarhus Universitet, før hun fik lyst til at få indflydelse på sit studium. Studenterpolitikken tændte den gnist, som sendte hende til tops i dansk politik, ud til verdens brændpunkter – og gennem massiv kritik i pressen. Mød den økonomiuddannede politiker, der er vant til modvind.

Lene Espersen har været på Aarhus Universitet flere gange, siden hun blev færdiguddannet. Blandt andet til debatmøder, mens hun var justitsminister. »Der var nogle jurastuderende, som syntes, jeg ændrede straffeloven lige lovlig meget! Men jeg har altid fået en fantastisk god modtagelse på Aarhus Universitet, også selvom folk har været politisk uenige med mig.«
Foto: Jesper Rais
Foto: Jesper Rais
Foto: Jesper Rais

Septembersolen har varmet Aulaen godt op den formiddag i 1984. Lene Espersen retter lidt på skulderpuderne i den hvide trøje og kigger sig spændt omkring. Hun kender ingen. Alligevel føler hun et fællesskab med de andre unge mennesker i Aulaen: De vil alle sammen være økonomer. En af de ældre studerende træder op på talerstolen og byder de nye økonomistuderende velkommen. Og Lene Espersens opmærksomhed er vakt.
»Jeg var imponeret. Tænk, at han turde stille sig op på talerstolen foran så mange mennesker!«
Få år efter træder Lene Espersen selv op på talerstolen i Aulaen for at byde de nye studerende velkommen. Og senere træder hun op på landets fornemste talerstol i Folketinget. Først som konservativt folketingsmedlem, så som justitsminister, som økonomi- og erhvervsminister og herefter som udenrigsminister. Og nu som folketingsmedlem igen.
Set udefra er der noget utilnærmeligt over Christiansborg. De tykke, mørke mure rejser sig som et pludseligt alvorligt indslag i Københavns pulserende byliv, og de massive trædøre kan kun åbnes, hvis man tager skulderen til hjælp. Indenfor giver de mørkerøde vægge og de store landskabsmalerier i guldrammer stedet et højtideligt præg. Som brydes af en svag lyd af P3 og en køkkenassistent, som triller af sted med et rullebord med kaffe, rundstykker og ost. Foran døren til Statsministeriet står en rengøringsvogn.
Her, helt tæt på magtens centrum, ligger Lene Espersens kontor. Rummet er lille, men udsigten stor.
»Se lige der: Rundetårn, Børsen, Holmens Kirke … « Lene Espersen peger begejstret ud mod det udsnit af København, hun har som bagtæppe hver dag. Hun er mindre, end man tror. Smiler mere end de fleste. Stemmen er skarp med et karakteristisk strejf af Vendsyssel.

Vi lever altså i 1980’erne

Lene Espersen fandt sig hurtigt til rette på økonomistudiet på Aarhus Universitet, både fagligt og socialt. Hun fordybede sig i økonomisk litteratur på instituttets bibliotek
og var med til den bitre ende, når de studerende festede igennem på barerne i Skolegade. Men der gik ikke mange uger, før Lene Espersen fik lyst til at få indflydelse på studiet.
»Der var simpelthen nogle ting, der kunne blive bedre. Jeg oplevede pludselig en stor trang til at være med til at påvirke beslutningerne om studiet. Det med at ville have indflydelse har nok ligget i mine gener,« siger hun.
Lene Espersen meldte sig hurtigt ind i studenterorganisationen Moderate Økonomer, som blandt andet arbejdede for at gøre undervisningen bedre.
»Nogle af professorerne var gode til at sætte de økonomiske teorier ind i et nutidigt perspektiv. Men der var også nogle, der holdt de samme forelæsninger, som de havde holdt de sidste tyve år – uden relation til den verden, vi var i nu. Nogle undervisere refererede sjældent til noget efter den engelske økonom Keynes, der døde i 1946. Der var vi sådan lidt: ”Come on, vi lever altså i 1980’erne,”« husker Lene Espersen.
Og så var der opdelingen af studiet, som hun slet ikke kunne se meningen med. En juleferie, der blev totalt ødelagt af eksamenslæsning, og en afsindig lang sommerferie, hvor hjernen kunne gå helt i stå. Lene Espersen foreslog derfor at opdele studiet i trimestre i stedet for semestre, så de studerende fik afsluttet noget, inden de gik på juleferie, og havde en lidt kortere sommerferie.
»Det forslag faldt til jorden med et brag! Underviserne ville have deres lange sommerferie,« griner hun.

Borgerlig til benet

Det går hurtigt op for Lene Espersen, at Moderate Økonomer ikke har særlig stor indflydelse. Det er jo ikke på Aarhus Universitet, uddannelsespolitikken bliver besluttet. Det er på Christiansborg. Så den unge stud.-oecon. melder sig ind i Konservative Studerende. Valget af de konservative skyldes i høj grad fascinationen af den daværende formand for Konservative Studenter Connie Hedegaard. Og ikke mindst statsminister Poul Schlüter. Lene Espersen er ikke i tvivl om, at hun er borgerlig – opvæksten blandt selvstændige fiskere i Hirtshals har sat sine spor.
»Personlig frihed og personligt ansvar har altid været nøgleord for mig,« siger hun.
Lene Espersen bliver hurtigt næstformand for Konservative Studerende og arbejder videre med studenterpolitikken i forskellige råd og nævn. Samtidig passer hun sit studium, sine studiejobs i aarhusianske tøjbutikker og det sociale liv på Børglum kollegiet i det nordlige Aarhus. En politisk karriere var ikke i støbeskeen.
»Nej, det drømte jeg slet ikke om. Jeg var overbevist om, at jeg skulle ud og have et job i erhvervslivet efter endt studietid,« siger hun.
Og det fik hun også – som markedsanalytiker på Aarhus Stiftsbogtrykkerie. Og herefter som systemkonstruktør i Bankernes EDB Central i Roskilde. Konservative Studenter er for længst skiftet ud med Det Konservative Folkeparti, og det politiske arbejde begynder at fylde mere og mere i Lene Espersens liv. Hun vil have indflydelse og bliver valgt ind i Folketinget som 28-årig.

En svær, men rigtig beslutning

”Klik-klak-klik-klak.” Lene Espersens højhælede, sorte sko bevæger sig hjemmevant rundt på Christiansborg, mens hun hilser hjerteligt på politiske med- og modspillere. Hun fortæller om hverdagens rutiner på Christiansborg. Og om de største øjeblikke i sin karriere.
Hun glemmer aldrig fredag den 17. marts 2011. I Libyen, 5.000 km væk, stod Gadaffis styrker klar foran oprørsbyen Benghazi. Landets diktator var klar til at angribe sit eget folk. I ugen forinden havde Lene Espersen i sin egenskab af udenrigsminister rejst verden rundt og fulgt situationen i FN’s sikkerhedsråd. Nu sidder hun i den fyldte folketingssal. Klokken er kvart over 12 om natten, stemningen er anspændt. Lene Espersen kigger op på afstemningstavlen og ser den blive fyldt af grønne lys. Hun fyldes af stolthed.
»Alle Folketingets medlemmer ender med at stemme ja til, at Danmark hurtigt stiller med et militært bidrag, primært F-16-fly, der kan
være med til at beskytte civilbefolkningen i Libyen. Det kunne være endt i et totalt blodbad, siger hun.
Lene Espersen er stolt over det danske folketings evne til at træffe en svær, men rigtig beslutning. Men hun jublede ikke. Danske soldater var nu på vej i livsfare.
Gennem mediemøllen
Lene Espersen kan tale længe om de mange højdepunkter fra tiden som udenrigsminister – rejserne til Afghanistan, mødet med Barack Obama og det nære forhold til Hillary Clinton. Men der har også været lavpunkter. Et af de største indtraf i marts 2010. Mens udenrigsministrene for Rusland, USA, Norge og Canada deltog i det arktiske topmøde i Canada, valgte Lene Espersen at melde afbud til mødet, fordi hun skulle på påskeferie med sin familie. Beslutningen vakte skarp kritik af den konservative partiformand. Medierne kappedes om at kritisere ”ferieministeren”, og hendes popularitet i befolkningen faldt.
»Jeg begik en fejl. Men pressens håndtering af sagen var fuldstændig overdrevet. Jeg kunne slet ikke gå i fred. Jeg er sådan set rimelig hårdhudet, jeg har prøvet det meste, men noget af det, jeg var udsat for det forår, var lige på grænsen til at være krænkende. Men jeg er ikke typen, der sidder og tuder. Jeg taler med familie og venner, ryster det af mig og kommer videre. Jeg er dog taknemmelig over, at mine børn var små, dengang det var værst. De læste ikke aviser,« siger hun.
Lene Espersen mener, personsager fylder alt for meget i medierne.
»Jeg tror desværre, det kan fungere som en stopklods for nogle, der gerne vil være politikere, fordi de ikke vil udsætte deres familier for det, der følger med.«

Væk fra magtens korridorer

Ministre sidder på lånt tid. Også Lene Espersen. I efteråret 2011 sagde hun farvel til udenrigsministerposten og goddag til en tilværelse som menigt folketingsmedlem. Det har ikke været et kulturchok for hende at vende tilbage.
»Husk lige på, at jeg var i opposition i syv år, før jeg blev minister! Det tog mig ikke engang en uge, så var jeg tilbage i den gamle gænge med at stille spørgsmål til ministeren,« siger Lene Espersen smilende.
Som minister havde hun mere magt og større mulighed for at sætte en dagsorden. Det havde selvfølgelig sine fordele. Men Lene Espersen mener, det er sundt for alle politikere at komme lidt væk fra magtens korridorer og få mere direkte borgerkontakt.
»I dag har jeg tid til at tage rundt og besøge gymnasier, landmænd og virksomheder. Jeg taler med en masse borgere og får inspiration til, hvordan vi kan gøre tingene bedre. Jeg kan stadig gøre en forskel for en masse mennesker. Det er det, der driver mig som politiker,« siger hun.
Lene Espersen startede sin politiske karriere som studenterpolitiker. Det bliver hun især mindet om, når hun får besøg af sit partis egne studenterpolitikere. Når de fremlægger deres tanker om uddannelsespolitikken, spidser hun ører – og beder sine kolleger gøre det samme.  
»Studenterpolitikerne ved om nogen, hvad der rører sig ude på uddannelserne, derfor skal vi tage dem alvorligt. Da jeg selv var aktiv i studenterpolitik, oplevede jeg, at vi godt kunne sparke nogle døre ind på Christiansborg, fordi de konservative medlemmer af uddannelsesudvalget lyttede til os. Det gav mig endnu mere mod på at være politisk aktiv.«


Lene og AU

Yndlingssted på AU:
At sidde i Universitetsparken og betragte den smukke campus, der er en arkitektonisk perle.

Bedste fest:
Efter mottoet ”Hver dag en festdag” – vores egen fredagsbar på økonomistudiet (ofte sammen med jura og statskundskab).

Værste eksamensoplevelse:
Allerførste eksamen, hvor jeg ikke fik læst godt nok på lektien. Den fejl begår man kun én gang.

Bedste kollegieminde:
Så absolut vores fællesmiddage, hvor jeg fik mange mindeværdige og særprægede gryderetter.

Yndlingsfag:
Økonometri 2 – professor Svend Hylleberg var fantastisk.

Det savner jeg ved Aarhus:
En by, der er til at overskue, med masser af ungdommelighed og overskud.