Tolerancen på prøve
Hvor tolerante er vi egentlig i Danmark og de øvrige EU-lande? Det vil et nyt EU-projekt tage temperaturen på. Forskere fra Aarhus Universitet er med.
Fredag den 4. marts blev der afholdt en stor konference i København med navnet ”Accept Pluralism”. Konferencen er det danske startskud på deltagelsen i et EU-projekt af samme navn. Projektet går ud på, at 15 EU-lande hver for sig skal analysere, hvordan tolerancen har det i hvert enkelt land over de kommende år. Til sidst mødes deltagerlandene og sammenligner deres resultater.
Aarhus Universitet har en hovedrolle i projektet. Professor Per Mouritsen fra Institut for Statskundskab er forskningsleder på projektet, og han skal være med til at definere det begrebsapparat om tolerance, som de andre lande skal arbejde ud fra. Per Mouritsen mener i den forbindelse, at tolerance er et misforstået begreb.
– Vi danskere tror fejlagtigt, at vi er blevet mere tolerante, fordi vi på mange punkter er rummelige og accepterende. For eksempel støder det os sjældent længere at arbejde sammen med indvandrere. Men at være ligeglad eller måske positiv over for noget er ikke tolerance. Tolerance er det, vi IKKE kan lide, men som vi alligevel accepterer, siger Per Mouritsen.
Projektet skal munde ud i en række publikationer, som kan bruges i hele EU på en lang række forskellige niveauer.