Skjoldhøjkollegiet i begyndelsen af 1970’erne. Det nybyggede kollegium i udkanten af Aarhus summer af liv. Om sommeren slænger de studerende sig i græsset mellem de grå betonblokke, om vinteren rykker de indendørs over øl, hyggesnak og fester. Skjoldhøjbaren er et naturligt samlingspunkt – især for en række studerende med musikalske drømme.
En af dem er den unge danskstuderende Steffen Brandt. Sammen med sit symfoniske rockband Taurus, der senere udvikler sig til TV•2, indtager han med jævne mellemrum den lille scene i Skjoldhøjbaren, hvor betonmurene er dekoreret med cubanske, revolutionære kunstplakater. Loftet er så lavt, at bandet tit slår hovederne mod loftsbjælkerne.  
En gang imellem cykler Steffen Brandt de syv kilometer ind på Aarhus Universitet og følger sine forelæsninger. Han gør det af pligt. Ikke af kærlighed. Det vender vi tilbage til.
24 albums, tusindvis af koncerter og millioner af solgte plader senere. I efteråret 2012 fejrer TV•2 30-års jubilæum, og det lægger i den grad beslag på Steffen Brandt. Han er overalt. I aviser, tv-programmer og på scener over hele landet. AUgustus’ henvendelse dumper ned midt i travlheden. Steffen Brandt foreslår, at vi laver størstedelen af interviewet pr. mail, så han kan presse det ind mellem de andre aftaler. ”På den måde kan man også tænke lidt over, hvad man i grunden vil sige,” lyder det fra sangskriveren.
Først gælder det tiden på Aarhus Universitet. Steffen Brandt begyndte at læse statskundskab i 1973. Faget var spændende, men så kom statistikforløbet og sorterede humanisttyperne væk. Steffen Brandt kiggede kort forbi historie, før han slog sig ned på danskstudiet, som han færdiggjorde i 1979.

Kan du huske din første dag på universitetet?
Min første dag på Dansk kan jeg huske. Jeg mødte op på Nordisk Institut i en skjorte med en stor sol på ryggen, som nogle piger, jeg boede med, havde syet til mig. Jeg tror nok lige, det var noget, der gjorde indtryk på mine medstuderende. Mere, end jeg egentlig brød mig om. Jeg besluttede mig for at underdresse lidt fremover.

Hvordan oplevede du studiemiljøet på universitetet?
Jeg synes, studiemiljøet på universitetet var absolut fraværende. Det var meget op til én selv at sørge for at få etableret nogle grupper, som man kunne få et arbejdsfællesskab op at køre omkring. Var man den lidt mindre udfarende type, kunne man godt stille og roligt forsvinde i mængden og gå gennem et studie ret alene. Og det på trods af, at man ellers på Nordisk var meget opsat på at få defineret en modoffentlighed, som det hed, altså en ny og bedre måde at forstå sig selv og verden på. Hvor den enkeltes behov var udskiftet med kollektiv bevidsthed og ansvar, som det så smukt hed.

Hvilke dele af danskfaget havde din særlige interesse?
Jeg var meget interesseret i litteratur, men da der efter den herskende mening på universitetet ikke var skrevet ret meget andet end borgerlig litteratur, måtte jeg så at sige forsøge at liste romaner ind gennem de små sprækker, der var i de meget strenge videnskabsteoretiske rammer.

Hvad skrev du speciale om?
Af samme grund kunne jeg få lov at skrive speciale om Jeppe Aakjær, fordi han som en af de første skildrede landarbejdernes vilkår i nogle meget socialt engagerede romaner. Litterært set var de ikke noget at råbe hurra for, men de fungerede, skrevet af et godt og ærligt hjerte.

Var du med i foreninger eller lignende?
Der var kun meget politisk orienterede foreninger på daværende tidspunkt, og da alt i forvejen på studiet var politisk defineret, havde jeg ikke behov for også at møde op og synge med på de stærkt restringerede koder, som udgjorde den nye socialistiske offentlighed. Retorikken var ærlig talt noget karikeret, grænsende til det ubehjælpsomme. Et af de værste minder fra min tid på universitetet var engang, hvor en gruppe meget kulturrevolutionære undervisningsassistenter efter nogle flammende taler besluttede at gå op og chikanere et par af de lidt mere forsigtige lektorer ud af deres kontorer og deres håbløse forankring i en eller anden falsk bevidsthed, som det malende hed.

Hvordan forholdt du dig til dette miljø?
Jeg var selv meget engageret, socialt og praktisk, på den måde, at vi jo i musikmiljøet levede nogle drømme ud og organiserede os alternativt i forhold til den etablerede musikbranche, blandt andet ved at oprette musikernes egen booking. Men jeg havde svært ved at acceptere en dogmatisk politisk praksis, som udelukkede andre holdninger og synspunkter.

Hvordan oplevede du universitetsfesterne?
Fester er jo altid fester, og når det blev hen på morgenen, viste de meget forbitrede undervisningsassistenter sig at være rimeligt menneskelige – for ikke at sige almindelig gennemsnitligt bøvede med meget naturlige og stærkt påtrængende behov.

Du spillede musik sideløbende med studierne
– overvejede du nogensinde, hvad du skulle ”satse på”? Vidste du, at du gerne ville være musiker?
Jeg så universitetsstudiet som en pligt. Studiet fik ikke min kærlighed – det gjorde musikken. Men jeg havde en intuitiv fornemmelse for uddannelse, en forståelse, som handlede om at få noget fyldt på min unge og friske hjerne – ud fra en betragtning om, at den havde godt af at blive brugt, og at den kapacitet, man oparbejder i sin ungdom, bliver hængende for livet. Jeg ved ikke, om den teori kan stå for en videnskabelig redelighedstest, men det føles rigtigt! Jeg ville have en uddannelse for at skærpe og udvikle mine evner og for med uddannelsen som ballast at kunne kaste mig ud i en usikker kunstnerisk karriere som musiker.

Hvordan er dit forhold til Aarhus Universitet i dag?
Rigtig godt. Jeg kommer der meget. Jeg har været inviteret ind i forskellige undervisningssammenhænge, hvor mine erfaringer kan være til nytte – for eksempel som gæstelærer i sangskrivning og som eksempel på én, der har forvaltet sin akademiske uddannelse på en lidt anderledes måde. I disse sammenhænge får jeg et godt indblik i tidens strømninger – for eksempel, hvad de studerende er optaget af.

Har du kunnet bruge din viden fra danskstudiet i din sangskrivning?
Ja, ubetinget, ja. Jeg har simpelthen fået en metode, som gør, at jeg frygtløst kaster mig over enhver opgave. Fordi jeg har lært at disponere mit stof og lært, hvordan jeg skal finde relevant materiale frem og samtidig har interesseret mig for den kommunikative del.

Har du nogensinde brugt din kandidatgrad i andre sammenhænge?
Ikke sådan direkte, men jeg ville ikke være bange overhovedet for at træde direkte ud i verden og undervise eller forske for den sags skyld. Det er der så måske andre, der vil …

Hvordan får du inspiration til dine sange?
Jeg forsøger at leve et rimeligt almindeligt liv med de overvejelser, alle andre også må deale med. Alene det vilkår giver rigeligt stof til eftertanke. Og eftertanke er præcist mit område. Det er der, jeg kommer ind i billedet. For at undersøge og perspektivere. Det er en måde at forstå sig selv på – og en måde at bruge sproget på. Første gang jeg skrev dansk stil, opdagede jeg, at sproget kunne noget særligt. Sproget kan give nye erkendelser – hvis man giver det lov.

Forsvinder inspirationen nogle gange
– og hvad gør du så?
Inspirationen er ikke noget, der kommer og går. Den er der og skal hentes frem på samme måde, som en opgave jo ikke skriver sig selv. Men når man først går i gang, bliver de fleste alligevel forbavsede over, at de vidste SÅ meget. Forskellen er kun, at min opgave er med livet som indsats. Også andres.

Hvad betyder det, at det er med livet som indsats?
Med livet som indsats betyder, at der skal være noget på spil i de sange, man ulejliger andre mennesker med. Udgangspunktet må gerne være noget levet liv, også af den slags, som ikke helt lykkes. Hvis man beskæftiger sig med den slags alvor, har man jo også et ansvar over for sine lyttere.

Hvilken sang er du mest glad for at have skrevet?
Det er selvfølgelig svært, men “De første kærester på månen” rummer sådan set alt, hvad der skal være i en for mig helstøbt sang: uro, længsel og håb. Med en vis klarhed på toppen!

Har du en livsfilosofi?
Jeg tror på en tillempet udgave af karmaloven: Man får, hvad man giver ud. Ikke som en studehandel, men som en naturlig måde at respektere livet og sine medmennesker på.

Hvorfor er du blevet i Aarhus?
Hvis ikke Aarhus havde haft et universitet, var jeg nok flyttet. Universitetet er med til at holde byen levende og foranderlig. Selvfølgelig er der også andre grunde, som for eksempel at byen er stor nok til, at du kan gemme dig, men ikke stor nok til, at du kan blive væk.