Aarhus Universitets segl

Velkommen til Gerda

Nyt design, nye muligheder, nye mennesker. Alumneportalen Gerda står klar til at tage imod dig.

Kunne du bruge et netværk, der kan hjælpe dig med alt fra karriereskift til udlandsophold? Vil du gerne følge lidt med i, hvad der sker på dit gamle universitet? Eller er du bare interesseret i oplysninger om gratis foredragsrækker og andre gode tilbud til alumner? Så er Gerda stedet for dig. Gerda er Aarhus Universitets alumneportal, hvor alumner fra alle fag kan oprette en online-profil. Gør man det, får man selv indflydelse på, hvilke nyheder og tilbud man modtager.
– På Gerda kan du selv gå ind og vælge, hvad du interesserer dig for, så det bliver målrettede tilbud, du får.
Du har mulighed for at holde dig ajour med universitetets nyheder til alumner generelt, men du kan også vælge at grave dig længere ned på dit eget hovedområde eller fag, siger Jacob Jensen, der er Alumni Relations Manager.

Fælles baggrund

Gerda rummer allerede profiler på over 10.000 alumner. Nuværende studerende og medarbejdere kan også oprette en profil og få glæde af kontakten til alumner. Det gør Gerda til et stort netværk for mennesker, der har Aarhus Universitet som fælles baggrund. Gerda er et sted, hvor alumner på tværs af studier og årgange kan finde hinanden og bruge hinanden på forskellige måder, især i forhold til karriere.
– Hvis man for eksempel overvejer et karriereskift, kan man på Gerda finde alumner, der kan give erfaringer videre på det pågældende område. Hvis man overvejer en karriere i udlandet, kan man bruge netværket til at søge andre alumner, der bor i udlandet. Overvejer man at tage en af de specialiserede master- eller MBA-uddannelser, som AU udbyder, kan man på Gerda møde alumner fra uddannelserne og trække på deres erfaringer, siger Jacob Jensen.
Har du bare lyst til at finde frem til gamle studiekammerater, er Gerda også platformen. Og hvis en gruppe alumner ønsker at arrangere en jubilæumskomsammen for deres årgang, kan folkene bag Gerda hjælpe med at finde studiekammeraterne.
Sidst, men ikke mindst, er Gerda også stedet, hvor du kan tjekke alle dine ”abonnementer” på Aarhus Universitet. Du kan til- og framelde dig diverse nyhedsbreve – og AUgustus.


SÅDAN BLIVER DU MEDLEM AF GERDA

Du kan aktivere din alumneprofil på Gerda ved at besøge www.gerda.au.dk og klikke på ”Bliv medlem”.
Det er selvfølgelig gratis at være medlem, og du kan læse meget mere om alle fordelene på www.gerda.au.dk
Tip: Når du har været logget på Gerda, kan du vælge fremover at logge på via LinkedIn, så du slipper for
at skulle huske på flere adgangsoplysninger.

Hvorfor Gerda?

Alumnenetværket Gerda er opkaldt efter Gerda Kolstrup, der tilbage i 1935 tog sin skoleembedseksamen i historie og engelsk og dermed blev den første alumne og cand.mag. fra Aarhus Universitet.