”Jeg har ondt i hjertet.” Selvom denne vending stadig bruges af mennesker med kærlighedskvaler, er de fleste nok efterhånden bekendt med, at ”hjerte-følelser” som forelskelse og kærlighed kommer fra hjernen. Ikke hjertet. Hvor romantisk det end lyder.
Nogle har måske endda hørt, at forelskelse er en slags sindssygdom. En kortslutning eller udledning af stoffer i hjernen.
Men hvad ved vi egentlig om hjertet i hjernen? Om kærlighed og forelskelse? ”Ikke meget”, lyder svaret, når man spørger forskere inden for området.
– Vi kender de forskellige dele af hjernen, hvor der findes følelser, og ved meget om, hvad der bliver udvekslet mellem dem, men der er selvfølgelig stadig overraskelser. Og det er da påfaldende, at vi stadig ikke ved, hvad kærlighed er, siger professor Morten L. Kringelbach, som er leder af TrygFonden Research Group – et samarbejde mellem Aarhus Universitet og universitetet i Oxford.
Men måske er det slet ikke så underligt endda. Det vender vi tilbage til senere.

Nydelsesforskeren

Morten L. Kringelbach forsker i nydelse i hjernen, og han mener, der er en sammenhæng mellem nydelse, forelskelse og kærlighed.
– Det må der jo være, i og med at en af de stærkeste ting, man føler, når man er forelsket, er et begær. Begær efter at være forenet med den, man elsker, og som man er elsket med, siger han.
Han peger derfor på, at kærligheden og forelskelsen opstår i de dele af hjernen, hvor begæret og nydelsen også er. Dels dybt inde i hjernen, dels i den orbitofrontale cortex, som befinder sig i den forreste del af hjernen i området lige over øjnene. Den orbitofrontale cortex spiller en hovedrolle i emotionel adfærd hos mennesker.
– Det drejer sig om centre, som sidder dybt i hjernen. Hvis man stimulerer der, kan man få henholdsvis nydelse og begær. Det er derfor det bedste gæt på, hvor det hele foregår, når man er forelsket. Men det er et gæt, siger Morten L. Kringelbach.

Overforsimplet forskning

I et forsøg på at udpege præcist, hvad forelskelsen i hjernen er, har forskere placeret forelskede personer i en hjerneskanner for derefter at vise dem billeder af deres hjertes udkårne og billeder af ukendte mennesker. De udslag, der har vist sig i computeren, har man trukket fra hinanden og forsøgt at tolke som forelskelsen. Så sort-hvidt kan man dog ikke stille tingene op, mener Morten L. Kringelbach.
– Blot fordi, man ser på et billede af en anden person end sin kæreste, er man vel ikke mindre forelsket? Forelskelsen er nærmere en generel grundtilstand. Selv hvis man kigger på en helt fremmed, så har man vel stadig sommerfugle i maven af sin forelskelse? siger han.
Andre opdagelser peger på, at hormonet oxytocin har med kærlighed at gøre, fordi det har indflydelse på menneskers tillid og gavmildhed. Hormonet er blandt andet blevet kendt som ”kærlighedshormonet” og sælges som den oxytocinfyldte næsespray ”Liquid Trust”, der efter sigende skulle gøre folk mere empatiske og forstående over for andre. Men det giver Morten L. Kringelbach ikke meget for.
– Problemet er, at det kan virke begge veje. De kan også blive meget mindre tillidsfulde. Man flytter den balance, der er i hjernen. Det kan godt være, at der hos nogle mennesker er en ubalance i oxytocin, men ligefrem at sige, at det er et kærlighedshormon, holder ikke, siger han.
At man ikke kan sætte to streger under facit, er dog ikke det samme, som at forskerne ikke kan sige noget med forskningen, men nærmere at mange af de historier, som er kommet frem, er simplificerede, mener Morten L. Kringelbach. Derfor skal vi være kritiske over for dem.

Tilbage til vores uvidenhed

Det er måske ikke så underligt, at vi ved så lidt om kærlighedens anatomi. Morten L. Kringelbach spørger, om det ikke snarere er vigtigere at beskæftige sig med langt mindre nydelsesfulde tilstande som for eksempel depression?
– Hvad hjælper det os at kende kærlighedens væsen? Er det vigtigt at finde ud af, hvad der sker? Forelskelsen er trods alt en af de mest nydelsesfulde tilstande, vi kender, og det skulle den også gerne blive ved med, siger Morten L. Kringelbach og fortsætter:
– Det er jo ikke for at få mere nydelse i mit eget liv, at jeg beskæftiger mig med nydelsesforskning. Det kunne selvfølgelig være rart, men det er jo først og fremmest for at hjælpe folk, som har meget lidt nydelse i deres liv.
– Jeg tror, det er vigtigt ikke at gøre sig klog på kærlighed. Det, vi tror nu, kan nemlig sagtens vise sig at være forkert. Man skal passe på, at man ikke lægger for meget hjerne og kemi ned over det. Det er selvfølgelig til stede, men eftersom vi ikke ved ret meget om det, så kunne man måske også bare tillade sig selv bare at nyde uden at skulle have en forklaring på det? Men det, vi helt sikkert ved, er, at det foregår i hjernen, siger han.

Du kan læse meget mere om hjernen på Morten L. Kringelbachs hjemmeside: www.kringelbach.dk