Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk
Fred de små fag, Bevar kernefagligheden, Tak for fri faglig bevægelighed.
Omkring 50 demonstrerende studerende stod parat med paroler som ovennævnte, da medlemmerne af AU’s bestyrelse mødte op i Frandsensalen for at beslutte den fremtidige struktur på AU.
I forløbet frem til den beslutning har Studenterrådet ikke været tilfreds med den indflydelse, de studerende har haft i processen. Derfor demonstrationen ved bestyrelsesmødet på ”Skæbnedagen”, som Studenterrådet har valgt at kalde dagen for den historiske beslutning.
Som forventet skulle demonstranterne forlade salen, da bestyrelsesformand Jens Bigum tog hul på punktet med den faglige udviklingsproces. Han glædede sig over de studerendes interesse og de mange mails, han har fået fra studerende, og var sikker på, at bestyrelsen beslutter sig på et objektivt grundlag.
Tilbage på pladsen foran Stakladen konstaterede Peter Thuborg fra HUMrådet i sin tale, at processen har været usynlig, og målet har været uklart.
– Man har talt om, at alt i posen skal rystes. Men når man gør det, risikerer man også, at noget forsvinder. Det skal ikke være faglig udvikling på bekostning af studienævnene, sagde Peter Thuborg.
Første del af processen har været et nederlag for studenterdemokratiet, mente Christian Madsen fra Frit Forum.
– De studerende er kommet ind i processen meget sent, og det bærer præg af, at vi i sidste øjeblik skal sætte vores signatur på en allerede færdig aftale, sagde Christian Madsen.
Lektor Tonny Brems Knudsen fra Institut for Statskundskab talte som repræsentant for de ansatte. Han glædede sig over, at både fremtidens forskningsmiljøer og studienævnsstrukturen i efteråret skal behandles i udvalg.
– Jeg er mere tryg, når fagfolk skal arbejde med de spørgsmål, sagde han og opfordrede til, at studerende fortsat tager aktivt del i processen.
– Vi skal værne om den rest af indflydelse, vi har tilbage, lød det fra Tonny Brems Knudsen.
Læs om mulighederne og reglerne for kommentarer