Af Bjørg Tulinius
btu@adm.au.dk
Tværfaglighed er en rigtig god ting.
Forskere, der arbejder sammen i grupper på tværs af traditionelle fagopdelinger, opnår ofte nye og skelsættende resultater. Og så lærer de en masse af hinandens forskellige måder at gå til opgaven på.
Det er der slet ingen tvivl om blandt de 12 medlemmer af arbejdsgruppen, der har fokus på den del af den faglige udviklingsproces, der handler om ”Udvikling af forskningens organisering og forskningsstrukturen på universitetet”.
Gruppen var samlet for første gang til en fælles arbejdsdag på Ferskvandscentret i Silkeborg den 13. april, hvor i alt ni arbejdsgrupper med hvert sit tema havde til opgave at snakke sammen og komme med bud på, hvordan det nye universitet skal være.
Opmærksomhed og penge
De 12 gruppemedlemmer har selv i høj grad nydt rigtig godt af samarbejdet og det tværfaglige perspektiv, og mange af gruppens medlemmer sidder i dag som centerledere på nogle af AU’s mange tværfaglige centerdannelser, som f.eks. gruppens formand, professor Poul Nissen fra PUMPKIN (Centre for Membrane Pumps in Cells and Disease), og professor Dorthe Berntsen fra Con Amore (Centre on Autobiographical Memory Research).
Derfor er alle i gruppen også enige om, at det nye AU skal emme af store forskergrupper og tværfaglighed. Men ikke kun.
For der skal også være plads til den form for forskning, der især er drevet af én enkelt person, og som måske derfor ikke har så let ved at skaffe hverken opmærksomhed eller økonomisk støtte som det større tværfaglige forskningssamarbejde.
De to forskningsmodeller
– Der er to grundlæggende forskellige former for, hvordan forskningen er organiseret. Enten ”lab”-organiseret eller individorganiseret, pointerer Dorthe Berntsen i sit diskussionsoplæg til gruppen.
Dorthe Berntsen peger også på, at man typisk finder den ”lab”-organiserede forskning på natur- og sundhedsvidenskab, mens den individorganiserede er mere udbredt på humaniora og samfundsfag. Men på mange fag finder man begge former for organisering side om side, f.eks. på psykologi.
”Lab”-organiseret forskning kræver ikke nødvendigvis et fysisk laboratorium, men der er typisk tale om empiriske projekter, der er organiseret i en gruppe med en klar hierarkisk struktur. Denne form for forskning får ofte støtte fra fonde og involverer tit tværvidenskabeligt samarbejde.
Den individorganiserede forskning er i stedet drevet af en enkeltperson, især betalt af basismidler, og består ofte af mere teoretiske projekter.
– Selvfølgelig er der undtagelser. Men det her er en faktuel beskrivelse af de forskellige forskningskulturer, og det er vigtigt, at vi nu ikke kun fokuserer på den ”lab”-organiserede forskning, lyder opfordringen fra Dorthe Berntsen.
Solisten under pres
I oplægget til den faglige udviklingsproces skriver rektoratet blandt andet, at et af formålene med processen er ”at tiltrække en voksende andel af de konkurrenceudsatte midler, såvel nationalt som internationalt”.
Og netop kampen om kroner til forskningen kan føre til øget fokus på den ”lab”-organiserede forskning og give enkeltmandsforskningen store problemer.
– Finansielt set har vi været nødt til i stigende grad at organisere vores forskning i ”labs”, som professor Anders Nykjær formulerer det.
– Den individorganiserede forskning er helt klart under pres, supplerer gruppens formand, professor Poul Nissen, og får samtidig alle til at nikke, da han tilføjer:
– Men der skal være plads til begge former for forskning, så opgaven er at skabe en struktur, der sikrer det.
Lundbeckfonden nævnes som et eksempel på, at der nu er nogle, der har fået øjnene op for, at den individorganiserede forskning er vigtig at holde fast i. Fonden har netop meldt ud, at den i år vil bruge en stor del af sine millioner på femårige stipendier til lovende unge forskere inden for sundheds- og naturvidenskab. Samtidig har fonden besluttet at stoppe støtten til nye centre, foreløbig i 2010.
– Basismidlerne skal også sikre enkeltpersonsforskningen. Vi er nødt til at have nogle, der tager sig af den krøllede forskning. Det er her, begrebsudviklingen sikres, og ”lab”-forskningen ville miste sit teoretiske fundament, hvis enkeltmandsforskningen forsvandt, siger professor Dorte Marie Søndergaard fra DPU.
Ideer skal komme nedefra
For at sikre plads til begge former for forskning i det nye AU taler arbejdsgruppen meget om, hvor vigtigt det er, at ideer skal komme bottom-up.
Flere peger på, at netop de mange centre på universitetet er opstået på grund af en enkeltpersons store engagement i sin forskning, en ildsjæl, som vil blive kvalt, hvis forskningen dikteres ovenfra, og alt på forhånd skal kunne passes ind i en udpeget tværfaglig problemstilling.
– Vi skal passe på ikke at gøre tværfaglighed til et mantra. Forskningssamarbejde på tværs af discipliner kan være overordentlig nyttigt og nyskabende, men så skal dette initieres nedefra, som professor Niels Haldrup fra Center for Research in Econometric Analysis of Time Series (CREATES) formulerer det:
– Interdisciplinært samarbejde opstår bedst, hvis universitetet etablerer en infrastruktur, et miljø og nogle rammer, som sikrer, at forskere fra hele universitetet kan mødes i faglige og sociale sammenhænge.
Læs om mulighederne og reglerne for kommentarer
