Tre ledere af tværfaglige forskningscentre ser frem til et universitet med færre fakulteter. Professor Poul Nissen advarer dog mod at skabe for store enheder på universitetet.

Af Helge Hollesen
hho@adm.au.dk

Mere Vi og mindre Jeg.
Det kontante budskab kommer fra Flemming Besenbacher. Professoren fra det tværfaglige iNANO-center ved Aarhus Universitet (Interdisciplinary Nanoscience Center) ser AU-ledelsens udspil til faglig udvikling i en ny struktur som et velkomment og nødvendigt initiativ, der kan fremme vi-tænkningen på universitetet.
– Forskere fokuserer som udgangspunkt på sig selv og egne meritter, og sådan skal det også være, for æren er det vigtigste for en forsker. Men fokuseringen på sig selv kammer på et tidspunkt over, og så er det, at vi skal tænke ”We” og på alle niveauer begynde at spørge ”Hvad er godt for AU?”, mener Flemming Besenbacher.

Topstyring
We-filosofien har Flemming Besenbacher taget til sig fra sin bestyrelsespost hos Carlsberg. Men som initiativtager til iNANO og nanouddannelsen har han også erfaring med at stå i spidsen for en faglig udvikling, som har gjort iNANO til et internationalt fyrtårn inden for nanoforskningen.
– Mit mål var at lave et center og skabe en ny uddannelse på tværs af de eksisterende institutter på Det Naturvidenskabelige Fakultet. Og det ville være for vanskeligt at lave noget om i det eksisterende system, fortæller Flemming Besenbacher.
Etableringen af centret brød med de herskende spilleregler på universitetet i 2001, hvor medarbejderne endnu havde indflydelse i kollegiale organer.
– Jeg gik direkte til dekanen med mit projekt og fik o.k. Herefter var det udelukkende et topstyret projekt, hvor jeg udvalgte de forskere, som jeg mente, kunne være med til at gøre centret til et af verdens bedste. Først lige før åbningen af centret blev fakultetets institutledere orienteret, forklarer Flemming Besenbacher.

Ildsjæle
Når det gælder om at skabe nye rammer for universitetets forskning og undervisning, er Flemming Besenbacher ikke i tvivl om, at det skal være en topstyret proces.
– Den opgave må ledelsen tage på sig, og så kan den ikke gøre alle tilfredse. Opdyrkningen af nye forskningsfelter og -samarbejder skal og vil altid komme nedefra, men hvis den skal rykke, kræver det ildsjæle og synlig forskningsledelse med afsæt i faglig tyngde, mener han
Professor Leif Østergaard er enig. Han står i spidsen for hjerneforskningscentret CFIN (Center of Functionally Integrative Neuroscience) og universitetets MINDlab, hvor forskere fra flere fakulteter er gået sammen i en lang række tværvidenskabelige projekter.
– For forskerne har CFIN været en mulighed for at blive bragt sammen med andre fagligheder og se andre måder at løse problemerne på. Men det er personer med en vision, som udkrystalliserer den faglige udvikling, fastslår Leif Østergaard.

Rammer for forskermøder
Det var også et samarbejde mellem nogle få forskere, der lagde grunden til grundforskningscentret PUMPKIN, hvor sundheds- og naturvidenskab mødes. Det er i dag blandt verdens førende i udforskningen af de livsvigtige ionpumper i vores celler. Professor Poul Nissen er leder af centret, og for ham er den daglige kommunikation mellem forskere forudsætningen for at udvikle tværvidenskabelige projekter.
– Helt basalt handler det om, at ledelsen skaber de fysiske rammer for, at forskere møder hinanden i det daglige – lige fra frokost eller over en kop kaffe til seminarer, undervisning og forskning. Og så skal ledelsen se det som sin meget fornemme pligt, at forskernes samarbejde ikke bliver besværliggjort af diskussioner om, hvilke institutter der har ejerskab til bestemte projektet, metoder eller studenter, leverer undervisningstimer osv.

Ledelsen skal prioritere
De tre professorer er enige om, at der skal være betydeligt færre fakulteter på AU, når der er sat punktum for den proces, der nu er sat i gang.
– Videnskaben står stadig med mange uløste problemer, fordi der er nogle videnskabelige og erkendelsesmæssige problemer, som vi kun kan løse ved at samle kræfterne fra forskellige områder, siger Leif Østergaard.
Poul Nissen mener også, at færre og større fakulteter er udmærket, men advarer mod for store enheder.
– På et institut med 120 lektorer og professorer vil der ikke være nær samme solidariske og kollektive ånd som i grupper på 30-40 personer, siger Poul Nissen.
For Flemming Besenbacher handler et ”nyt” AU også om, at den øverste ledelse får større muligheder for at støtte forskning, der rager op.
– Det har vist sig vanskeligt at få otte fakulteter til at stå sammen om at sætte større forskningsfaglige satsninger i gang på tværs af de traditionelle fakulteter. Derfor må en mere handlekraftig ledelse styrke eliteforskningen, og så må anden forskning selvfølgelig afgive nogle penge, slutter Flemming Besenbacher.

Kommentarer:

Læs om mulighederne og reglerne for kommentarer